Københavns vestegn nu hårdest ramt af corona - borgmestre indkaldt til møde

Knækkes kurven ikke, kan det blive nødvendigt med udgangsforbud, mener virolog.

Københavns vestegn er nu det område i Danmark, hvor coronasmitten spreder sig hurtigst.

Derfor har sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) indkaldt alle vestegnens kommuner til et møde mandag for blandt andet at diskutere, hvad de gør for at forebygge smittespredning i særligt udsatte boligområder

- Zoomer vi ind på, hvor vi ser specielt bekymrende situationer, så er det i kommuner på den københavnske vestegn, vi ser de højeste tal, sagde sundhedsministeren på et pressemøde lørdag.

Derudover har Københavns Vestegns Politi været massivt til stede hen over weekenden for at sikre, at restriktionerne bliver overholdt.

Danske unge udgør største problem

En af de kommuner, der lige nu har flest tilfælde af coronavirus i forhold til indbyggertallet, er Ishøj kommune.

Og selvom man ifølge borgmester Ole Bjørstorp (S) arbejder hårdt for at nedbringe smitten, er situationen meget alvorlig.

- Vi gør mange ting. Vi holder møder med boligforeninger og de etniske foreninger, og de er meget forstående. Og det er heller ikke dem, der udgør det største problem, siger han til TV 2.

Her er landets 10 hårdest ramte kommuner

Tallene er opgjort i antal smittede per 100.000 indbyggere den 31. oktober.

 

Høje-Taastrup -  458

 

Albertslund - 434

 

Ishøj - 328

 

Vallensbæk  - 254

 

Ballerup - 243

 

Hvidovre -  238

 

Brøndby -  232

 

Rødovre - 207

 

Rudersdal - 205

 

Køge   - 194

 

Selvom smitten tidligere har været særligt udbredt blandt indvandrere fra ikke-vestlige lande, ligger den største udfordring ifølge borgmesteren nu særligt blandt etnisk danske unge.

Derfor håber han også, at mandagens møde vil betyde, at han og hans borgmesterkollegaer på vestegnen vil få bedre indsigt i, hvordan de bedst sætter ind mod smitten.

- Formentlig får vi en hel masse værktøjer, vi ikke kender i dag. Vi kan høre på pressemøderne, at der ligger en hel del ting, som vi ikke har kendskab til lokalt, siger Ole Bjørstorp.

Skyldes trange leveforhold og socialt liv

Det kan dog være svært at give et entydigt svar på, hvorfor coronasmitten er særligt udbredt på den københavnske vestegn.

Det forklarer Allan Randrup Thomsen, der er professor i virologi ved Institut for Immunologi og Mikrobiologi på Københavns Universitet.

Alligevel peger han på, at de høje smittetal i de københavnske forstæder blandt andet kan skyldes trange boligforhold.

- Det kan betyde meget for, at smitten bredes ud indenfor familierne. Og så tror jeg også, at der er et væsentligt socialt liv mellem mennesker på vestegnen - og det vil jo begge dele gøre, at smitten spreder sig mere, siger han.

Udgangsforbud kan blive nødvendigt

Derfor mener Allan Randrup Thomsen også, at en af løsningerne på de høje smittetal kan være at give beboerne på vestegnen bedre mulighed for at isolere sig fra sin familie.

- Det er et af de områder, hvor det vil være relevant, at man udnytter, at kommuner skal stille boligforhold til rådighed for personer, der ikke kan isolere sig i sit eget hjem, siger han.

Samtidig kan det ifølge virologen blive nødvendigt at opfordre alle på vestegnen til at lade sig teste uanset, om de har symptomer eller ej.

Knækkes kurven ikke, kan det nemlig få alvorlige konsekvenser.

- Alternativet er meget hårde løsninger, ligesom man har gjort i Frankrig, hvor der er udgangsforbud efter klokken 21 – og det er noget, vi meget nødigt vil bruge her i Danmark. Men det er en mulighed, siger Allan Randrup Thomsen.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik