København bliver igen fremhævet internationalt

Antallet af internationale turister i hovedstaden ligger dog langt under niveauet før pandemien, og der er lang vej igen, siger turismeorganisation.

København har de seneste år kunnet prale af topplaceringer i forskellige medier, der hædrer "verdens bedste byer".

Og nu er den danske hovedstad igen at finde i toppen.

Kultur- og rejsemediet Time Out har bedt 27.000 mennesker om at vurdere deres egen by inden for parametre som gastronomi, kultur, lokale projekter, grønne områder og bæredygtighed.

Besvarelserne er sammen med vurderinger fra eksperter og mediets redaktører blevet til en liste over verdens 37 bedste byer.

Her lander København på en fornem fjerdeplads.

De fem bedste byer i verden

  1. San Francisco
  2. Amsterdam
  3. Manchester
  4. København
  5. New York


Kilde: Time Out

Stor interesse for København

Mikkel Aarø-Hansen, der er administrerende direktør i turismeorganisationen Wonderful Copenhagen, glæder sig over endnu en omgang hæder til hovedstaden.

Placeringen på listen viser, at det er lykkedes at skabe stærke fortællinger internationalt om byens gastronomi, kultur og bæredygtighed, lyder det.

- Copenhagen er et stærkt brand internationalt, som er skabt over mange år, og interessen for København er fortsat stor, siger han til TV 2.

Han tilføjer, at den internationale konkurrence også er stor, så nu ligger der en stor opgave i at holde København som en af verdens mest prominente byer efter pandemien.

quote Med en turisme, som er så international, som den er i hovedstaden, så spiller man i den internationale liga og er oppe imod metropoler på en helt anden skala.

Mikkel Aarø-Hansen, administrerende direktør, Wonderful Copenhagen


Den grønne hovedstad

I undersøgelsen bliver København fremhævet som en afslappende by med fokus på bæredygtighed. 66 procent af københavnerne svarer, at de finder byen afslappende, og 60 procent anser byen som ’grøn’.

82 procent svarer, at det er let at finde nye og overraskende ting i byen.

København endte på førstepladsen inden for bæredygtighed og på andenpladsen i kategorien ’grøn’.

København bliver ofte fremhævet for dens gode cykelinfrastruktur.
København bliver ofte fremhævet for dens gode cykelinfrastruktur.
Foto: Thomas Lekfeldt / Ritzau Scanpix

Med byer som San Francisco, New York, Tokyo og Amsterdam i top ti er det nogle sværvægtere inden for international turisme, som København mænger sig med.

Og det er netop også byer som disse, som København ligger i direkte konkurrence med, forklarer Mikkel Aarø-Hansen.

- Med en turisme, som er så international, som den er i hovedstaden, så spiller man i den internationale liga og er oppe imod metropoler på en helt anden skala.

Turismen halter efter

Fredag ophørte samtlige restriktioner, og dermed begynder Danmark så småt at ligne sig selv før pandemiens udbrud.

Men i hovedstaden er alt stadig ikke, som det plejer. Den internationale turisme halter fortsat væsentligt efter niveauet før pandemien. Og vejen tilbage er lang.

Mikkel Aarø-Hansen forklarer, at København i forhold til internationale besøgende ligger 70 procent under niveauet før pandemien.

- Vi er i høj grad afhængige af internationale turister, som normalt udgør to tredjedele af hovedstadens turisme. Og det er ikke bare fra en-to-tre lande, men en lang række lande, hvor både rejselysten og tilgængeligheden til København igen skal bygges op, siger han.

Ifølge Wonderful Copenhagen står hovedstaden normalt for næsten 40 procent af omsætningen i dansk turisme med en årlig omsætning på 53 milliarder kroner.

Men pandemien ramte hovedstaden særligt hårdt. Dansk turisme tabte i 2020 31 milliarder kroner i omsætning, og København stod for 28 milliarder af dem, hvor antallet af overnatninger faldt med 56 procent.

Københavns gastronomiske scene har også været en markant turistmagnet, hvor særligt Noma skabte et ry for København som en prominent madby.
Københavns gastronomiske scene har også været en markant turistmagnet, hvor særligt Noma skabte et ry for København som en prominent madby.
Foto: Thibault Savary / Ritzau Scanpix

Comeback til København

Det begynder dog at gå den rette vej med turismen igen. Men når København er i direkte kamp med giganter som New York, London og Paris, skal der ifølge Mikkel Aarø-Hansen en ekstra indsats til for at vinde turisternes gunst.

- Oven på covid-krisen er alle storbyer ekstremt sulte efter få milliardforretningen i turismen tilbage. Så vi står overfor en meget hård international konkurrence i tiden foran os, siger han.

Derfor er der sat storstilede kampagner i gang for at tiltrække verdens borgere til "vidunderlige København".

Erhvervsministeriet, Københavns Kommune og Wonderful Copenhagen har sammen med hovedstadens turismeerhverv og kulturliv samt VisitDenmark udformet en plan for hovedstadens turisme i 2021.

Planen, der er navngivet ’Comeback Copenhagen’, har et samlet budget på omkring 70 millioner kroner og er en del af aftalen om genstart af dansk eksport.

’Comeback Copenhagen’ indeholder 12 fokuspunkter, så det både bliver københavnere og internationale turister, der placerer byen som en af verdens bedste.

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik