Københavnske forskere i kamp mod ulovlige kopier

En gruppe forskere fra Københavns Universitet har skabt et system, der kan sikre forbrugerne mod at købe kopivarer – og måske også redde menneskeliv.

Hvordan kan man sikre sig, at ens nyindkøbte sneakers rent faktisk er ægte, eller at den dyre designertaske nu også er, hvad den giver sig ud for?

Det er en udfordring, der indtil nu har været svær at knække, men nu er løsningen måske fundet.

En gruppe forskere fra Københavns Universitet har opfundet et system, der ved hjælp af sand kan dæmme op for det illegale marked med piratkopier - og som ifølge dem selv er umuligt at snyde med. 

Unikt mønster

Den nye teknik består af en fysisk mærkning, der sidder på selve produktet, og en digital database, fortæller Thomas Just Sørensen, der er en af forskerne bag studiet og lektor ved Kemisk Institut på Københavns Universitet.

quote Hvis man kunne scanne medicinen og sikre sig, at det er det rigtige, kunne det redde menneskeliv.

Thomas Just Sørensen, lektor, Kemisk Institut, Københavns Universitet

- Vi laver en opløsning af bittesmå partikler farvet med tre sjældne jordarter. Denne blæk spreder vi ud på et område på størrelse med et komma, og på den måde dannes der et helt tilfældigt og helt unikt mønster, siger han til TV 2.

Selv om mærkningen, der blandt andet består af sandkorn, ikke vil syne af meget, vil den bestå af millioner af partikler, og det vil gøre den noget nær umulig at kopiere, selv om man forsøger et utal af gange, fortæller forskeren. 

Sikrer mod uægte mærkevarer

Mærkningen kommer til at fungere som en form for serienummer, og den kan både præges ind i lædervarer, mases ind i metal i eksempelvis et ur eller printes ind i medicinpakninger. Lige gyldigt hvilket produkt man ønsker at sikre mod piratkopiering, vil det altså være muligt at få den unikke kode sat på.

Når først mønsteret er sat på produktet, skal det scannes og oprettes i en database, så man altid kan scanne varen og dermed tjekke, om den findes i databasen, eller om der er tale om et kopiprodukt.

Ifølge Thomas Just Sørensen kunne det eksempelvis være relevant for sneakers, som er en af de mest kopierede varer.

- Vi forestiller os, at man kan købe en lille dims til sin smartphone, og at man så via en app kan scanne sine nye sko og ved hjælp af databasen tjekke, at de er ægte, siger han. 

"Kan redde liv"

For Thomas Just Sørensen og hans kolleger bag projektet er det dog ikke idéen om at kunne sikre sig, at fodtøjet er i orden, der har drevet værket.

Thomas Just Sørensen forventer, at opfindelsen kan gøre en større forskel.

- Omkring halvdelen af den medicin, der bliver solgt i den tredje verden, er ikke det, det udgiver sig for at være. Hvis man kan scanne medicinen og sikre sig, at det er det rigtige, kan det redde menneskeliv, siger han.

- Det kan også bruges i militæret, hvor elektronik, som faktisk er blevet kasseret på fabrikken, bliver solgt alligevel. Sikkerhedsmæssigt er der altså et kæmpe aspekt i det her, siger Thomas Just Sørensen.

Han og resten af forskerholdet har derfor ansøgt om international patent på deres opfindelse, og ifølge Thomas Just Sørensen går der ikke længe, før produktet kommer på gaden. 

- Som det ser ud nu, vil man allerede om et år kunne se det på produkter, siger han.

Hvilke produkter, der først vil få de unikke mønstre, er det dog for tidligt at sige noget om endnu, og indtil da kan du herunder få fifs til, hvordan du undgår at blive snydt af kopivarer.

Undgå at blive snydt:

  1. Vær skeptisk overfor rabatter:
    Er en mærkevare meget billig, er det en god idé at være på vagt. Det er ikke en original, hvis den koster en tiendedel af prisen. Men kopivarer kan også blive solgt til priser, der ligger tæt op ad de originale varer. Derfor er du ikke nødvendigvis garanteret, at varen er ægte, selvom den er dyr.
     
  2. Få et ægthedsbevis:
    Designertasker og møbler har i mange tilfælde ægthedsbeviser. Det kan være i form af et mærke på taskens inderside, stempler på stellet til designerstolen eller på smykket. Find ud af, hvordan netop den vare, du vil købe, er mærket eller stemplet.
    Køber du en designervare, er det en god idé at bede sælgeren om et bevis for, at den vare, du køber, er en original. Kan sælgeren ikke levere det, skal du købe varen et andet sted.
     
  3. Sprogfejl og skæve priser:
    Dyre designertasker sælges ikke på hjemmesider med dårlige oversættelser eller i små boder på et gademarked. Designvirksomhederne lever af, at deres produkter er eksklusive, så de holder produkterne i kort snor.
    Store mærker vil ofte have en liste over autoriserede forhandlere, som du kan gå ud fra. Modsat skal du gå undeom butikker eller hjemmesider, der ikke virker professionelle. Det kan for eksempel være hjemmesider med mange stavefejl eller meget skæve priser.
    Hjemmesider skal indeholde informationer om virksomheden bag, blandt andet deres fysiske adresse og telefonnummer. Hvis du ikke kan gennemskue, hvem der står bag, eller hvordan du kontakter dem, så find en anden forhandler.
     
  4. Betal med kort:
    Køber du en vare på præmis af, at den er ægte, skal den være det. Viser det sig, at du har fået en kopi, skal du have dine penge tilbage.
    Pengene er nemmest at få igen, hvis du har betalt med betalingskort. Har du det, kan banken i nogle tilfælde hjælpe dig med at få dine penge igen, hvis ikke virksomheden af sig selv vil give dig dem tilbage. Den mulighed er der ikke, hvis købet er foregået via en kontooverførsel.
Kilde: Forbrugerrådet Tænk

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik