Kameraer skal holde problemfans ude af Brøndby Stadion

Brøndby sætter som det første stadion i Danmark kameraer op, der kan spotte fans, som har karantæne fra at se kampe på Brøndby Stadion.

Avanceret teknologi er på vej ind i den danske sportsverden.

Som det første stadion i Danmark investerer Brøndby IF i et videoovervågningssystem, der benytter sig af ansigtsgenkendelsesteknologi på Brøndby Stadion.

Kameraer uden for stadion vil scanne flokken af fans og andre tilskuere, efterhånden som de ankommer, og notere, hvis det genkender ansigter, der har karantæne fra stadion. Derefter kan en vagt tage fat i vedkommende og sende ham eller hende bort.

Det sker for at sikre, at karantænedømte personer ikke får adgang til kampe på Brøndby Stadion.

- Det er ikke en nem opgave at kunne huske og udpege karantænedømte personer, når man som os har i gennemsnit cirka 14.000 personer per kamp, der skal igennem indgangene på relativ kort tid, siger administrerende direktør Jesper Jørgensen.

- Fremadrettet vil vores nye system automatisk scanne og meddele vores kontrollører, hvis et kamera identificerer en person, der er registreret på vores karantæneliste, forklarer han.

I gang fra superligaens start

Det nye system vil første gang blive taget i brug 14. juli 2019 til hjemmekampen mod Silkeborg IF i den første spillerunde i den forestående sæson i Superligaen.

Og Brøndby IF’s officielle fanklub byder kameraer på stadion velkomment.

- Vi bakker op om tiltag, der hjælper klubben med at identificere og holde de få personer, der har modtaget en karantæne ude af stadion, siger fanklubbens formand Sarah Agerklint.

Kun problemfans fanges af teknologi

Brøndby IF forsikrer, at ansigtskendelsesteknologien kun vil scanne og søge efter personer, der er registreret på Brøndby IF’s karantæneliste og dermed personer, der er forment adgang til stadion.

De personer, der ikke er på karantænelisten, vil systemet hverken genkende eller registrere.

Karantænelisten lagres på en intern Brøndby IF-server, der hverken er koblet op på nettet eller noget andet system, og videomateriale, der indsamles via de nye kameraer, lagres i maksimalt 30 dage.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik