Jens Møller anmeldt og frataget stilling som drabschef efter bogudgivelse

Jens Møller Jensen, der blandt andet har stået i spidsen for Kim Wall-sagen, er blevet meldt til Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

Københavns Politi har bedt Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) undersøge, om drabschef Jens Møller Jensen har brudt sin tavshedspligt i sin bog 'Opklaret - drabschefens erindringer', der blev udgivet i sidste uge.

Det oplyser Jens Møller Jensen til TV 2.

- Det er en hel normal procedure. Visse medier har omtalt min bog, som om jeg har overtrådt noget tavshedspligt eller et navneforbud, og det er Københavns Politi selvsagt nødt til at reagere på, siger Jens Møller Jensen til TV 2.

Drabschefen, der blandt andet stod i spidsen for efterforskningen af drabet på den svenske journalist Kim Wall, er i samme forbindelse blevet flyttet fra afdelingen for personfarlig kriminalitet til en lederstilling som vicepolitiinspektør i berigelsesafdelingen.

Fortryder ikke bogen

På spørgsmålet om, hvorvidt der er noget, han har fortrudt, er Jens Møller Jensen klar i mælet.

 Jeg har ikke fortrudt at have skrevet bogen, men det er klart, at hvis den bringer et uheldigt fokus på Københavns Politi, er jeg ked af det. Men jeg mener ikke, jeg har gjort noget forkert.

Om sine intentioner med at deltage i bogen siger han:

- Der er mange, der går utrygge rundt. Jeg har håbet på, at det at få indblik i politiets arbejde og arbejdsmetoder kan give borgerne en tryghed, der kan mangle i deres hverdag.

Afventer DUP's undersøgelse

Over for TV 2 bekræfter Københavns Politi, at de har meldt Jens Møller Jensen til DUP for muligt brud på tavshedspligten.

- I forbindelse med Jens Møllers bog, har Københavns Politi anmodet Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) om at undersøge, om han i den forbindelse har overtrådt sin tavshedspligt eller andre regler. Mens undersøgelsen pågår er Jens Møller blevet midlertidig omplaceret, så han ikke sidder med det fagområde, som vil kunne blive en del af undersøgelsen, lyder det i en mail til TV 2.

Til Politiken oplyser Københavns Politi endvidere, at de vil afvente DUP's undersøgelse, førend der vil blive taget stilling til, om Jens Møller Jensen kan vende tilbage til sin stilling som leder for afdelingen for personfarlig kriminalitet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik