I dag går Greta Thunberg med danskerne på gaden i historisk march for klimaet

Klodens ve og vel er for alvor kommet på dagsordenen i valgkampen. Ny meningsmåling viser, at mange danskere selv er villige til at gøre en forskel.

I dag går danskere i 11 byer over hele landet på gaden i en historisk march for klimaet.

Alene i København ventes tusindvis af mennesker at deltage i Folkets Klimamarch, der officielt starter klokken 14.15. Blandt dem er den 16-årige svenske klimaaktivist Greta Thunberg, som vil holde en tale i København mellem klokken 13 og 14.

Ved lørdagens besøg i Danmark vil hun komme ind på, at vi stadig bruger for meget kul i vores energiproduktion, og at vi ikke medregner alle former for udslip, når vi taler om at nå klimamålet om at emissionsudslippet (udslip i forbindelse med forurening red.) går i nul i 2050.

- Jeg tror ikke, at jeg, en 16-årig skolepige, kan redde klimaet. Men jeg kan inspirere og mobilisere andre, så vi sammen kan gøre det, siger Greta Thunberg til TV 2 forud for dagens klimamarch.

Også den tidligere minister og klimakommissær, Connie Hedegaard, som i dag er formand for den grønne tænketank Concito, er blandt dagens talere.

Over hele landet

Udover København vil der også blive afholdt marcher i Aarhus, Skørping, Odense, Roskilde, Aabenraa, Sønderborg, Rønne, Randers, Hillerød og Vejle, og dagen igennem vil der være arrangementer, taler og musik til fordel for klimaet.

Bag marchen står en lille gruppe borgere, der med marchen vil kæmpe for "en grøn omstilling, som starter umiddelbart efter valget, og som sikrer, at det danske klimaaftryk halveres i 2030 og går i nul i 2040."

Du kan følge klimamarchen hele dagen på TV 2 News, tv2.dk og TV 2 Play.

Det vigtigste tema

Klimaet har de seneste uger fyldt meget i danskernes bevidsthed frem mod søndagens valg til Europaparlamentet og folketingsvalget 5. juni.

En tidligere måling har vist, at det er det vigtigste tema for unge mellem 18 og 29 år. Lørdag viser den mest omfattende meningsmåling om klima nogensinde lavet for TV 2, at de unge ikke går alene med deres bekymringer.

Mange danskere er endda villige til at gå ned i forbrug og velstand i kampen mod forandringerne. Det svarer 55 procent af de adspurgte på landsplan.

9000 respondenter har deltaget i målingen, der er lavet af Megafon for TV 2 og TV 2 regionerne i perioden 8. til 16. maj 2019.

 
 
Foto: TV 2

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik