Hus Forbi-sælgere skulle giftes og bad om hjælp på Facebook: Folks støtte har været overvældende

De to tidligere hjemløse holdt bryllup i weekenden med hjælp fra folk på Facebook.

Da Carina Kreutzmann Jørgensen og Jan Engelstrup Jørgensen blev gift på Gladsaxe Rådhus, var alt, som det skulle være: Han i jakkesæt, hun i hvid kjole og en smuk buket og bryllupskage i flere lag.

Men sådan havde brylluppet ikke set ud, hvis ikke det var for hjælp fra venlige fremmede på Facebook.

Jan og Carina, der begge er Hus Forbi-sælgere og tidligere hjemløse, havde nemlig brug for hjælp til at skaffe de ting, der skulle til for at gøre brylluppet til noget særligt.

Og hjælpen kom, da de bad om den.

- Støtten har været helt overvældende, simpelthen, siger Carina Kreutzmann Jørgensen til TV 2.

For sjov gik Carina Kreutzmann Jørgensen med et legetøjsslør i ugen op til vielsen. Det fik en Hus Forbi-læser til at købe hende en buket roser, da hun stod og solgte hjemløseavisen.
For sjov gik Carina Kreutzmann Jørgensen med et legetøjsslør i ugen op til vielsen. Det fik en Hus Forbi-læser til at købe hende en buket roser, da hun stod og solgte hjemløseavisen.
Foto: Privatfoto

Mødtes på pensionat

Det nygifte par mødte hinanden på et Blå Kors-Pensionat i Taastrup udenfor København for halvandet år siden.

På daværende tidspunkt boede Carina Kreutzmann Jørgensen på stedets botilbud, hvor Jan Engelstrup Jørgensen gik i alkoholbehandling og deltog i de sociale tilbud med de andre brugere.

39-årige Carina Kreutzmann Jørgensen har levet med hjemløshed af flere omgange siden slutningen af 90'erne, hvor hun for første gang sov på gaden. 62-årige Jan Engelstrup Jørgensen har levet med et misbrug i 30 år, og han har boet på bosteder flere gange i løbet af perioden.

De to begyndte at lave flere ting sammen, blandt andet at gå til træning i fitnesscentret.

Der var især én ting, der bragte de to sammen: Deres fælles sans for humor.

- Jan har en ekstremt god humor og meget smukke øjne, siger Carina Kreutzmann Jørgensen.

- Han kan også godt lide min humor, og så kan han lide, at jeg kan sætte ham på plads, tilføjer hun.

Forlovet i hospitalssengen

Parret blev forlovet for et år siden, da de havde kendt hinanden i seks måneder. Jan Engelstrup Jørgensen var indlagt på Glostrup Hospital efter et tilbagefald i sit alkoholmisbrug.

Fra hospitalssengen stillede Jan det store spørgsmål: "Jeg skal spørge dig om noget, og du må godt smække mig en på skrinet, hvis det er. Men skal vi ikke forlove os?", sagde han.

Jan Engelstrup Jørgensen fik pengene til sit jakkesæt fra en venlig fremmed på Facebook.
Jan Engelstrup Jørgensen fik pengene til sit jakkesæt fra en venlig fremmed på Facebook.
Foto: Privatfoto

- Det kunne jeg ikke stå for, siger Carina Kreutzmann Jørgensen. Hun sagde naturligvis "ja" med det samme.

Brylluppet skulle stå sommeren efter. Men parret havde brug for hjælp, hvis de skulle have et klassisk bryllup med alt, hvad det indebærer.

Derfor bad parrene om hjælp i diverse grupper på Facebook. Og de fik mere tilbage, end de havde ventet.

En kvinde sendte parret 1000 kroner, så Jan Engelstrup Jørgensen kunne købe et jakkesæt.

- Jeg var ved at falde ned af stolen, da de penge kom ind på Mobilepay, siger Carina Kreutzmann Jørgensen. De modtog også en bryllupsbuket i gave.

I en gruppe for amatørbagere skrev Carina Kreutzmann Jørgensen og spurgte, om der mon var nogen, der ville bage en lagkage til parret på den store dag til rimelige penge.

Bryllupskagen, som Jan og Carina fik af en amatørbager på Facebook, var en lagkage i to lag med smørcreme.
Bryllupskagen, som Jan og Carina fik af en amatørbager på Facebook, var en lagkage i to lag med smørcreme.
Foto: Privatfoto

En kvinde svarede, at hun gerne bagte en bryllupskage og leverede den til parret - kvit og frit. Parret takkede ja og modtog en overdådig bryllupskage i to lag.

- Vi havde bare forventet en helt almindelig lagkage. Det var helt overvældende. Vi er meget taknemmelige, siger Carina Kreutzmann Jørgensen.

Med til bryllupskagen fulgte jordbær malet som et brudepar i hvid og mørk chokolade.
Med til bryllupskagen fulgte jordbær malet som et brudepar i hvid og mørk chokolade.
Foto: Privatfoto

Bryllupsbillede gik viralt

Parret blev viet i lørdags på rådhuset i Gladsaxe, hvor parret i dag bor.

Derefter gik parret hjem til sig selv og spiste af den bryllupskage, de havde modtaget. På grund af coronavirus blev det ikke til nogen større fest i denne omgang.

Men selvom ceremonien blev afholdt privat, fik parret alligevel lykønskninger i tusindvis.

Deres bryllupsbillede blev nemlig delt af deres af hjemløseavisen Hus Forbi, som de begge arbejder for, på Facebook. Og her har det i skrivende stund fået over 7600 reaktioner og knap 700 kommentarer.

Carina Kreutzmann Jørgensen trykkede "synes godt om" på hundredevis af dem, indtil hun ikke kunne overskue mere:

- Det er bare så overvældende, siger hun.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik