Hoteller klager over taxa-mangel: Måtte bestille limousine til gæst

Hver femte taxa i København er forsvundet. Køerne af utålmodige turister, forretningsfolk og danskere får hotellerne til at rive sig i håret.

- 20 minutter, svarer Lars Henriksson, en nordmand på besøg i København, opgivende.

Så lang tid har han indtil videre ventet på en taxa foran Hovedbanegården, og han er ikke den eneste. Køen bag ham slanger sig hen ad fortovet.  

quote Vi havde ventetider på op til en time, og til sidst blev jeg nødt til at booke en limousine til en gæst fra New York

Brian Gleeson, general manager på RoyalHotel

Antallet af taxaer er faldet drastisk i hovedstaden det seneste år. Hver femte taxa er forsvundet fra gadebilledet siden finanskrisen, viser en analyse, som brancheorganisationen for hoteller og restaurationer, Horesta, har lavet. Det – kombineret med Ubers farvel – skaber problemer med at komme fra A til B for både indbyggere og de besøgende i København.

Limousine var eneste løsning

Mange hoteller oplever længere ventetider og problemer med overhovedet at få taxaer til deres kunder. Det gælder blandt andet Royal Hotel, der ligger i den 70 meter høje Arne Jacobsen-tegnede 1950’er-bygning ved siden af Hovedbanegården. Foran hotellet er taxaholdepladsen tom.

- Taxaholdepladserne er ofte tomme de fleste steder – ved Hovedbanegården, ved hotellerne, over alt i København. Det er ret frustrerende, siger Brian Gleeson, general manager på RoyalHotel.

For få uger siden var København vært for en kæmpemæssig konference med over 6000 deltagere, og det satte personalet på Royal Hotel på prøve.

- Vi havde ventetider på op til en time, og til sidst blev jeg nødt til at booke en limousine til en gæst fra New York. Hun skulle til den anden ende af byen, og hun endte med at blæse på udgifterne, for hun måtte ikke komme for sent, siger Brian Gleeson.

En hverdagskamp

Lignende oplevelser hører Horesta om fra andre medlemmer, og hotellerne er ofte kreative for at komme gæsterne til undsætning.

quote Lige siden februar har hele taxabranchen været i et vakuum

Jesper Würtzen, formand for Taxanævnet

- Det er en hverdagskamp. Det er hver morgen, at hotellerne skal på gaden for at shanghaje taxaer til deres gæster, og det kommer til udtryk på mange måder,  siger Kirsten Andersen, politisk direktør i Horesta, til TV 2.

- De prøver simpelthen at få telefonnumre på chaufførerne uden om centralerne, de bestiller sågar limousiner til deres gæster, for at de kan nå deres møder, eller hopper selv i bilerne for at sikre, at de kommer med flyet, siger hun.

Lys forude med ny taxalov

Frustrationen gør indtryk på Taxanævnet, der i øjeblikket har ansvaret for at udstede taxatilladelser. Men her forventer man, at situationen ændres, når den nye taxalov falder på plads. I februar erklærede et politisk flertal sig enige i et udkast til en ny taxalov, som i øjeblikket behandles, og den åbner op for mere konkurrence på taxamarkedet.

- Lige siden februar har hele taxabranchen været i et vakuum, og det har betydet, at mange chauffører har afleveret deres tilladelser, fordi de ikke var sikre på de nye vilkår, siger Jesper Würtzen, formand for Taxanævnet, til TV 2.

Går glip af en milliard

I den liberale tænketank CEPOS er man dog knap så begejstret for den kommende lov. Den åbner fortsat ikke op for, at nye spillere som Uber kan konkurrere på markedet. Den manglende konkurrence koster i øjeblikket forbrugerne op mod en milliard kroner årligt ifølge en analyse, som Lauritzen Consulting har udarbejdet.

- Der er ikke noget underligt i, at den etablerede branche gerne vil have en begrænsning. Man kan få en højere pris, hvis man kan begrænse konkurrencen, og det er nok også det, der er tale om her. Men samfundsøkonomisk er det en fordel at have så stærk konkurrence som muligt, siger Otto Brøns-Petersen, analysechef i CEPOS, til TV 2.

Ikke nok med, at taxaerne bliver færre i København - vi har også tidligere fortalt, at de københavnske taxaer er blandt de dyreste i verden. 

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik