Hospital fjerner en omstridt formulering fra folder til kommende forældre

En folder fra Nordsjællands Hospital giver gravide mulighed for at fravælge deres behandler på baggrund af vedkommendes køn, race eller religion.

Først lød beskrivelsen i en informationsfolder til gravide på Nordsjællands Hospital, at hvis man som patient eller pårørende ikke ønsker at tage imod behandling fra en ansat på grund af vedkommendes køn, religion eller race, vil personalet gøre, hvad de kan for at finde en anden.

Men så delte Radikale Venstres ligestillingsordfører, Samira Nawa, folderen fra 2020 på sin Twitter-profil med en vred følgetekst.

Kort tid efter var formuleringen væk.

I steder ligger der nu på Nordsjællands Hospitals hjemmeside en nyopdateret version, hvor muligheden for at fravælge behandlere ikke længere står beskrevet nogen steder.

Men formuleringen skulle slet ikke have været der i første omgang, mener Samira Nawa.

- Jeg blev ret rystet over den formulering. Jeg var faktisk i chok over, at man kunne formulere en tekst på den måde, som direkte ligger op til forskelsbehandling, siger hun til TV 2.

Ligestillingsordføreren er i tvivl om, hvorvidt det overhovedet er lovligt at skrive sådan, da hun mener, der er tale om diskrimination.

- Teksten er en fejl og fjernes nu

Og noget kunne tyde på, at Nordsjællands Hospital har været lydhøre over for politikerens kritik.

I et skriftligt svar til TV 2 oplyser vicedirektør Jonas Egebart nemlig, at teksten var en fejl.

- Vores fokus er at give vores patienter og fødende en god behandling og have det bedst mulige samarbejde mellem sundhedspersonale og patient. Som der også står i brochuren, bemander vi efter sundhedsfaglige kvalifikationer. Teksten er en fejl, og den fjernes nu, skriver han.

Hvorvidt det skal forstås som om, at Nordsjællands Hospital ikke længere giver deres patienter mulighed for at vælge en anden behandler, hvis for eksempel kønnet på behandleren ikke passer dem, har TV 2 ikke haft mulighed for at spørge Jonas Egebart om.

Men i et skriftligt svar til Berlingske oplyser vicedirektøren, at han godt kan se, at teksten kan misforstås.

Samira Nawa mener dog ikke, at teksten er til at tage fejl af.

- Jeg synes det stod meget klokkeklart, hvad hensigten var, og jeg synes ikke der var så meget at misforstå, understreger hun til TV 2.

Ligestillingsordføreren er til gengæld glad for, at formuleringen nu er fjernet fra folderen.

- Jeg synes ikke, den gjorde noget godt. Nu er den væk, og det er jeg glad for, siger hun og tilføjer, at det nu handler om at sikre, at denne form for formulering ikke går igen andre steder.



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik