Her kan der komme snebyger på en blæsende torsdag

På grund af vinden vil det føles iskoldt udenfor.

Det er med at holde på hat og briller, hvis man skal uden for en dør torsdag morgen.

Torsdagen er nemlig indledt med et kraftigt blæsevejr, der skyldes et lavtryk, som det seneste døgns tid har været en tur forbi Skandinavien.

Indtil torsdag middag er der fortsat varsel ude for vindstød af stormstyrke i dele af landet. Det drejer sig om en stor del af Vestkysten og kysterne ud til den sydlige halvdel af Kattegat.

Blæsten har allerede givet problemer i form af restriktioner på broer. Senere kan det også give forhøjet vandstand omkring Fyn og de nordsjællandske kyster med op mellem 110 og 130 centimeter over dagligt vande.

Der er fortsat risiko for kraftige vindstød et stykke op ad torsdag. Ved vestkysten ophører varslet først til middag.
Der er fortsat risiko for kraftige vindstød et stykke op ad torsdag. Ved vestkysten ophører varslet først til middag.
Foto: Susanne Munk/TV 2 Vejret

Torsdag bliver altså med en kraftig blæst fra nordvest. Dagen igennem vil vinden dog være aftagende.

Ellers byder dagen på nogen eller en del sol og måske en enkelt snebyge over de østlige egne.

Bliver iskoldt

Temperaturen fra morgenstunden ligger på mellem 0 og 2 graders varme. Men på grund af vinden vil det føles iskoldt.

Den følte temperatur ligger således på omkring fem graders frost.

Foruden blæsten driver der i morgentimerne spredte snebyger ned over de østlige landsdele.

Hele formiddagen er der mulighed for, at der dannes byger over Kattegat. De kan blive til en lokal snebyge over primært Sjælland. I resten af landet forventes tørt og solrigt vejr.

Prognose torsdag formiddag. Nogen eller en del sol. Måske enkelte snebyger mod øst.
Prognose torsdag formiddag. Nogen eller en del sol. Måske enkelte snebyger mod øst.
Foto: Susanne Munk/TV 2 Vejret

Aftagende vind

I eftermiddag vil det fortsat være solrigt i en stor del af landet.

Over de østlige egne er der dog stadig mulighed for en enkelt snebyge fra Kattegat.

Den kolde polarluft fra nord sørger ikke bare for kraftig vind, men også, at temperaturen i dagens løb kun lige nøjagtig befinder sig over frysepunktet.

Især over land vil vinden være aftagende sidst på eftermiddagen. Langs kysterne vil det fortsat blæse med op til en stiv kuling.

Prognose torsdag eftermiddag. Solrigt i det meste af landet.
Prognose torsdag eftermiddag. Solrigt i det meste af landet.
Foto: Susanne Munk/TV 2 Vejret

Solen går ned mellem klokken 16.12 og 16.37.

Herefter bliver det med klart vejr i hele landet. Med en aftagende vind kan vi se frem til en kold nat, hvor temperaturen kan komme ned på mellem tre og fem graders frost.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik