Her er programmet for Dronningens fødselsdag - skal fejres i mere end en måned

Store dele af dronning Margrethes 80-års fødselsdag bliver fejret i Lorryland.

Der er tre måneder til, at Hendes Majestæt Dronningen fylder 80 år, men allerede nu har kongehuset offentliggjort, hvordan Majestæten skal fejres.

Det indebærer blandt andet en middag på Restaurant Nimb i København for særligt indbudte og udstillingen ”Dronningens ansigter”.

Det meste af fejringen vi finde sted i Lorryland i henholdsvis Hillerød, Fredensbog og i København. Herunder kan du se, hvor det er muligt at få et glimt af Dronningen i hendes fejringsmåned.

Dronningens fødselsdagsprogram:

2. april: Dronningen deltager i åbningen af udstillingen ”Dronningens ansigter” på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. Udstillingen portrætterer Dronningens liv, virke og særlige interesser. I udstillingen vises film, dragter og scenografiske elementer samt en lang række portrætter.

3. april: Dronningen holder pressemøde i Havesalen på Fredensborg Slot.

14. april Dronningen kører i karet fra Amalienborg til Det Kongelige Teaters Gamle Scene, hvor Majestæten sammen med den kongelige familie og inviterede gæster overværer en gallaforestilling, der transmitteres på DR1.

15. april: Børn fra Danmarks kommuner fejrer om formiddagen Dronningen på Christiansborg Slot. Arrangementet er de danske kommuners fødselsdagsgave til Danmarks Dronning. Samme sted er Dronningen om aftenen vært ved en gallamiddag for det officielle Danmark og gæster fra ind- og udland. Til middagen vil der i samarbejde med TV 2 være sammensat et varieret underholdningsprogram.

16. april: Dagen indledes med morgenvækning på Fredensborg Slot med deltagelse af familie og venner. På slaget 12 får danskerne mulighed for at sige tillykke, når Dronningen og den kongelige familie træder ud på balkonen på Christian IX’s Palæ, Amalienborg. Efterfølgende kører Dronningen i karet gennem byens gader til Københavns Rådhus, hvor der vil være taler og underholdning, og hvor Majestæten vil vise sig på rådhusets balkon. Selve fødselsdagen slutter med privat middag og dans på Fredensborg Slot med deltagelse af den kongelige familie samt gæster fra ind- og udland.

25. april: Tivoli fejrer Dronningen med en balletgalla i Tivolis Koncertsal. Senere er der middag på Restaurant Nimb for særligt indbudte, og aftenen sluttes af med et festfyrværkeri.

5.-6. juni: Dronningen gennemfører sommertogt med Kongeskibet Dannebrog med besøg i Aarhus Kommune som led i fødselsdagsfejringen.

Nyt portræt

I anledning af fødselsdagen modtager Dronningen desuden en række deputationer.

På Kongehusets hjemmeside er der oprettet en temaside med information om arrangementerne i forbindelse med Dronningens runde fødselsdag. Siden opdateres løbende med blandt andet information om pressetilmelding samt akkreditering til arrangementerne.

I anledning af 80-års fødselsdagen udgives et officielt fødselsdagsportræt samt et logo, der er udarbejdet i forbindelse med markeringen. Portrættet er taget af fotograf Per Morten Abrahamsen. Logoet er udarbejdet af de grafiske designere Søren Varming og Henrik Kubel i samarbejde med Wonderful Copenhagen.

Materialet stilles til rådighed for virksomheder, kommuner, organisationer, butikker, foreninger og byer, der ønsker at deltage i fejringen af Dronningens 80-års fødselsdag.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik