Havde kun været kærester i to uger, da lægen kom med dødsdommen

I august sagde to unge kvinder ja til hinanden.

Klædt i hver sine hvide blonder sagde de ja til at elske og ære hinanden i medgang og modgang, indtil døden skiller dem ad.

For de fleste nygifte ægtepar er det en lidt uhåndgribelig formulering. Men for Mette og Louise, som nu deler efternavnet Perthu, venter døden rundt om hjørnet.

På trods af at de blot er 26 og 36 år, ser det ikke ud til, at deres ægteskab når at vare mere end et par år, før døden skiller dem ad.

Louise Perthu har en sjælden form for lungekræft, der har spredt sig så meget, at hun er uhelbredelig.

Lægerne spåede, at hun havde mellem et og tre år tilbage at leve i, da de for to år siden opdagede sygdommen.

To knuder på halsen

Mette og Louise Perthu lå en sen oktoberaften i 2017 og hyggede sig på sofaen.

De havde kun været kærester i to uger, så de var stadig nyforelskede og havde til gode at lære hinanden rigtigt at kende.

Mette nussede Louise i håret, og da hendes hånd gled ned over kærestens øre og hals, mærkede hun noget, der ikke skulle være der.

Under huden var der to knuder. Den ene på størrelse med en vindrue, den anden på størrelse med en golfbold.

Mette insisterede på, at Louise gik til lægen, så det gjorde hun.

I løbet af få dage fik hun lavet undersøgelser, taget biopsier og opereret den ene knude ud. Knuden skulle undersøges, før lægerne kunne fastslå, hvilken type kræft, der var tale om.

Da Louise skulle have svar, tog Mette med hende på sygehuset.

På gangen foran lægens kontor mødte hun for første gang sine nye svigerforældre. Men der var hverken tid til smalltalk eller til at lære hinanden at kende, inden lægen kaldte dem alle fire ind på sit kontor.

Inden mødet var slut, havde Louise Perthu fået sin dødsdom.

Hun havde ikke bare kræft i lungerne og på halsen. Den havde spredt sig i det meste af hendes overkrop. I maven, omkring tarmene og nyrerne og helt op i hjernen.

Louises chancer for at leve mere end tre år var ikke store.

Ville ikke opgive kærligheden

Mette Perthu var bare 24 år den oktoberdag, og Louise kunne ikke bære, at hun i så ung en alder skulle trækkes med gennem det forløb, hun selv var på vej ind i.

- Jeg var vildt glad for hende, så jeg ville ikke slippe hende. Alligevel gav jeg hende muligheden for at trække følehornene til sig og gå med god samvittighed, fortæller Louise Perthu i 'Go' morgen Danmark'.

Men det var allerede for sent. Mette overvejede end ikke hendes tilbud.

- De følelser, jeg havde for hende, havde jeg aldrig haft for andre. Hun var mit livs kærlighed, og al den tid, vi kunne få sammen, ville jeg have. Uanset om vi fik et år eller tre år sammen, var det det værd, siger Mette Perthu.

- Jeg er mere robust, end andre på min alder. Derfor følte jeg, at jeg var klædt på til at tage den her kamp med hende. Samtidig håbede jeg på, at det ikke ville ske. Der sker jo mirakler, og kærlighed gør, at der er mere at leve og kæmpe for.

Og sådan blev det.

De seneste to år har Mette indrettet sit liv efter Louises sygdom. Stået ved hendes side i både medgang og modgang.

I august opfyldte hun så endeligt Louises sidste store ønske, da de sammen sagde officielt ja til lige netop det. At følge hinanden i medgang og modgang.

Lynbryllup

Det var Louise Perthu, der under en Tivoli-tur friede til en noget overrasket Mette i december sidste år.

- Jeg blev rigtigt glad. Det var jo en kæmpe kærlighedserklæring, husker Mette Perthu.

- Men jeg blev stresset over planlægningen. Det så slemt ud for Louise i vinter, så vi fik at vide af lægerne, at vi skulle skynde os at blive gift. Det var svært at gå at planlægge sådan en dag uden at vide, om hun ville være der.

Alligevel lagde hun alle kræfter i at planlægge en dag lige efter Louises hoved, og da dagen oprandt havde Louise heldigvis fået det bedre. Hun var der ikke bare, hun var til stede.

Det var desværre ikke helt tilfældet for hendes hustru.

- Jeg nød dagen, men jeg var ikke helt i det. Det var Louises drøm, siger hun og fortæller, at brylluppet blev betalt med penge fra en forening, der opfylder døendes sidste ønsker.

- Det var svært at nyde noget, der blev betalt, fordi hun snart skal dø.

Noget at mindes

Mette Perthu er dog stadig glad for, at hun med sit ja kunne opfylde Louises sidste store ønske.

- Den dag var en gave til Louise. Det var for hendes skyld, og jeg er glad for at se, hvor meget hun stråler på alle billederne.

- Samtidig har vi nu fælles minder fra den dag, og jeg har noget at tænke tilbage på, når hun er væk, siger Mette.

Og lige netop det med at have noget at mindes, når Louise ikke er her mere, er grunden til, at ægteparret fortæller deres historie i ’Go’ morgen Danmark’ – endnu engang på Louises foranledning.

Hun ville gribe muligheden for at sige tak på en anden måde end med ord og blomster.

- Hun skal leve med sorgen, når jeg dør. Jeg vil gerne give hende mindet om, hvor meget hun betyder, hvor højt jeg elsker hende, og hvor taknemmelig jeg er for hende, siger Louise Perthu.

- Jeg har skyldfølelse over, at hun skal gennemgå det her. Det er hårdt for mig, men jeg er sikker på, at det er hårdere at være pårørende end patient. Mette er den sejeste og stærkeste kvinde, jeg kender.

Se hele interviewet med Louise og Mette Perthu i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY.