Har ikke haft gas i fire måneder – får stadig regninger på 48.000 kroner

Selvom flere danske husstande har skiftet varmekilde til fjernvarme eller varmepumpe, skal de stadig betale tårnhøje acontoregninger for gas.

Regeringens grønne dundertrommer har i størstedelen af 2022 slået i takt til gentagne opfordringer til danske husstande om at skifte fra gas til en anden varmekilde så hurtigt som muligt.

Mange har fulgt den opfordring ikke mindst for at være med til at frigøre Danmark fra russisk gas, men også for at slippe for de skyhøje gaspriser, der på et år er omkring femdoblet.

Alligevel modtager de fortsat høje acontoregninger for deres forventede gasforbrug – selvom de slet ikke har gas i huset. Det fortæller flere borgere til TV 2.

quote De skal ikke have mine sparepenge

Flemming Rasmussen

En af dem er Flemming Rasmussen fra Veksø, der fik lukket sin gasledning 9. maj for at få installeret varmepumpe – og siden ikke har haft noget som helst gas i sit hus. Det viser både en oversigt over gasforbrug samt en faktura fra hans vvs'er, som TV 2 har set.

- Nu vil gasselskabet have en acontobetaling på 10.000 kroner for perioden maj til juli, men jeg har kun haft gas i 9 dage. Den nægter jeg at betale. Jeg skal sgu ikke give dem 10.000 kroner for 9 dage, siger Flemming Rasmussen.

I årsopgørelsen fra hans gasselskab Andel Energi fremgår det, at han står til at modtage yderligere 3 acontobetalinger, der lyder på knap 13.000 kroner stykket. Dermed står han til at skulle betale 48.000 kroner for gas, han ikke bruger. Denne pris kan dog stige yderligere, da den er udregnet af Andel Energi baseret på gasprisen netop nu, men den er fortsat stigende.

- Jeg er ikke specielt trængt i min økonomi, men jeg har ikke lyst til at sende så mange penge i noget, jeg ikke mere er en del af. De skal ikke have mine sparepenge, siger Flemming Rasmussen.

Godt nok får man de overskydende penge igen, når man indgiver sin årlige afmåling af gasforbruget, men indtil da mangler de i det daglige budget, lyder det.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Flemming Rasmussen skal betale 48.000 kroner aconto for gas, han slet ikke har adgang til.
Flemming Rasmussen skal betale 48.000 kroner aconto for gas, han slet ikke har adgang til.
Foto: Privatfoto

Halvandet års ventetid

Han kontaktede sit gasselskab, Andel Energi, da han modtog årsopgørelsen sent i august, og gjorde opmærksom på, at han ikke længere havde gas i sin husstand, viser en korrespondance, som TV 2 har set.

Men der er ikke noget, som Andel Energi kan gøre i denne situation, oplyser selskabet. For de er ikke herre over, at opkrævningerne fortsætter, indtil kundens gasmåler er blevet afmeldt, lyder det.

- Som forsyningsselskab skal vi følge markedsforskrifterne, og her er det angivet, at man som forbruger skal afmelde sin gasmåler hos distributionsselskabet, som så afmelder til forsyningsselskabet. Det vil sige, at vi som forsyningsselskab ikke kan afslutte et kundeforhold, før distributionsselskabet har afmeldt kundens gasmåler, oplyser funktionschef Jack Kristensen.

quote Da jeg bad dem give mig mine penge igen, fik jeg at vide, at jeg skal afvente årsopgørelsen. Det er jo helt gak

Nikolaj Fænø

Det er med andre ord gasdistributøren Evida, der er statsejet, som er nødt til at registrere, at en husstand ikke længere har gas, før energiselskaberne kan stoppe opkrævningen. Indtil da er det nemlig ikke muligt for energiselskabet at se, hvorvidt de er til- eller afkoblet gassystemet, forklarer Andel Energi.

Evida forklarer i et skriftligt svar, at der kan gå op til 18 måneder, fra gassen bliver lukket, til en husstand registreres som at have skiftet varmekilde.

Samme melding fik Nikolaj Fænø fra Rødovre af sit energiselskab, da han forsøgte at få det til at stoppe opkrævningerne efter at have skiftet fra gas til fjernvarme, viser en korrespondance med hans energiselskab Strømlinet.

Han skal eksempelvis betale 10.776 kroner for gas mellem 1. august og 31. oktober, selvom huset ikke har haft gas siden 30. august.

- Jeg skal stadig betale for noget, jeg ikke bruger. Da jeg bad dem give mig mine penge igen, fik jeg at vide, at jeg skal afvente årsopgørelsen. Det er jo helt gak, siger han.

Regeringen opfordrer til skifte

I april i år besluttede regeringen som led i sin store ’Danmark kan mere 2’-plan at give alle husstande med gas muligheden for enten at skifte til fjernvarme eller varmepumpe.

For mange var det en oplagt mulighed for at løsrive sig fra de stigende gaspriser, men de står som forklaret med håret i postkassen nu, fordi de fortsat skal betale for gassen.

Hvis du er en af dem, som er skiftet fra gas og stadig får opkrævninger, bør du kontakte Evida, siger gasdistributøren i et skriftligt svar.

- Vi arbejder i Evida for at gøre det mere smidigt for gaskunderne at blive koblet af gassystemet. Vi har aftalt en klar proces i markedet, der skal sikre, at gasleverandøren ikke foretager acontoopkrævning efter overgang til ny varmekilde, og derfor vil vi gerne opfordre de pågældende kunder, der måtte have oplevet andet, til at kontakte os.

Ifølge korrespondancer mellem Nikolaj Fænø og Strømlinet, som TV 2 har set, kan denne overgang til en ny varmekilde tage op til førnævnte 18 måneder.

Vil udskyde regninger

Siden TV 2 begyndte at dække udfordringerne med tårnhøje acontoregninger, der truer familiers privatøkonomi, har mange danskere taget kontakt til os.

Fortællingen er ofte den samme: At selvom man prøver at skrue ned for sit energiforbrug for at komme igennem energikrisen og spare penge, får man som gasforbruger fortsat lov til at betale acontoregninger, der er op til fem gange højere end normalt.

Flere fortæller desuden, at de siden skiftet fra gas til fjernvarme eller varmepumpe har forsøgt at få deres slutopgørelse for at slippe for acontoopkrævningerne, men at det ikke har været muligt.

Onsdag foreslog regeringen at give danskerne mulighed for at udskyde deres energiregninger – blandt andet for gas – for at bekæmpe de stigende energipriser.

- Det skal selvfølgelig ikke være sådan, at husholdningerne betaler for en varmekilde, de ikke bruger – og slet ikke i denne situation. Vi er opmærksomme på problemstillingen og er derfor i dialog med Evida for at finde ud af, hvad vi kan gøre, siger klima- og energiminister Dan Jørgensen (S) i et skriftligt svar.

Hvad skal TV 2 kigge på?

Er du hårdt ramt af de stigende priser på energi- og fødevarer? Har du behov for behandling i sundhedsvæsenet, men først fået en tid flere måneder eller år ude i fremtiden? Eller tumler du i din hverdag med en helt anden problematik, som politikerne bør forholde sig til? 


Så skriv til os på 1234@tv2.dk.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik