Glæde og forvirring blandt svenskere i Helsingør

Der er stadig forvirring om indrejse-reglerne for svenskere til Danmark.

Kys til Danmark. Bogstaveligt talt.

Det var nemlig glade svenskere, der lørdag formiddag fik lov til at komme ind i Danmark. Og nogle af dem var så glade, at de kyssede den danske jord.

Ud over glæde var der også lettelse at spore blandt de svenskere, TV 2 mødte i Helsingør, hvor færgerne fra Helsingborg lægger til kaj.

For de svenskere, der var ombord på færgen, var ikke sikre på, om de overhovedet fik lov til at træde på dansk jord.

- Vi fik lov til at gå land. Det måtte vi ikke i går, men det fik vi lov til i dag. Vi skulle ikke engang vise noget. Det var en overraskelse, at vi fik lov til at gå i land, det havde vi ikke regnet med, siger Birgit Lodnert, pensionist, der tog sejlturen til Helsingør med sin mand.

Forandrede sig på en time

Forvirringen i forhold til indrejsereglerne fra Sverige var stor lørdag formiddag.

I dag træder nye rejse-retningslinjer i kraft, og for svenskere betyder det, at man får lov til at besøge Danmark "uanset formål", hvis man har bevis på, at man bor i en af de sydsvenske regioner Skåne, Halland eller Blekinge.

Hvis den region, man kommer fra, "ikke opfylder kriteriet for at være åben, og du ikke har et anerkendelsesværdigt formål", skal man kunne fremvise en negativ covid-19-test taget maksimalt 72 timer før indrejsen i Danmark, lyder retningslinjerne på politi.dk.

Men ifølge TV 2s reporter i Helsingør, Laura Møller Kretz, er der forvirring om reglerne.

- Alle svenskere, der kom med færgen klokken 10.30 og kunne bevise, at de kom fra Skåne, Halland eller Blekinge, fik lov til at komme ind, siger hun.

Men det forandrede sig allerede en time efter, da den næste færge lagde til kaj.

- Her blev alle svenskere hevet til side. De, der ikke havde taget en test på forhånd, blev bedt om at skrive under på et certifikat, hvor de lovede, at de inden for de næste 24 timer, ville lade sig teste i Danmark og lade sig isolere, indtil de var testet, siger Laura Møller Kretz.

Myndighederne siger til TV 2, at man i øjeblikket arbejder på retningslinjer i forhold til, hvem der må komme ind i landet, fra Sverige. De forventes at blive offentliggjort senere lørdag.

Afhængig af turisme

På trods af forvirringen kommer der altså stadig svenskere til Helsingør. Og selv om det ikke er i et stort antal, glæder det alligevel borgmester Benedikte Kiær.

- Det er dejligt, at der kommer nogen. Det betyder meget, for det er et tegn på, at det vender, siger borgmesteren.

- Men der er totalt usikkerhed i forhold til, hvilken dokumentation man skal vise - om man skal testes og andre ting. Jeg håber snart, at der kommer nogle klare retningslinjer.

Ifølge Bendikte Kiær er man i Helsingør enormt afhængig af turismen, især turismen fra Sverige. 20 procent af turismen i byen er afhængig af svenskerne.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik