Frank Jensen vil have hård opbremsning: - Vi er nødt til at sætte vores liv på pause

Det er nødvendigt med en hård opbremsning af vores sociale liv, advarer Københavns overborgmester sammen med politiet.

Det var med alvorstung stemme, at Københavns overborgmester Frank Jensen bad københavnerne om at tage myndighedernes advarsler alvorligt og gøre, hvad de kan for at knække kurven med stigende coronasmitte.

- Vi bliver nødt til at sætte livet lidt på pause, sagde han på et pressemøde torsdag eftermiddag på politigården i København.

- Selv om det kan være hårdt at sidde derhjemme, når man er ung, er det nødvendigt med en hård opbremsning.

Alvorlig smittespredning

Alvoren blev understreget af de nye smittetal, der kom kort før pressemødets start.

Det seneste døgn er der konstateret 453 nye smittetilfælde.

114 af disse er regisreret inden for det seneste døgn, viser TV 2 Lorrys beregninger ud fra seneste tal fra Statens Serum Institut holdt op mod oplysninger fra Frank Jensen på torsdagens pressemøde.

Det er første gang siden 3. april, hvor antallet af smittede toppede med 473, at antallet af nye smittede har været så højt som det seneste døgn.

Derudover var der 370 nye smittetilfælde fra mandag til tirsdag, hvor tallene ikke blev opgjort, fordi der var tekniske fejl i selve analyseproceduren.

- Vi er i en alvorlig situation. Vi har en stor smittespredning, sagde Anne Tønnes, der er politidirektør i Københavns Politi.

Derfor bad hun de unge om ikke at lave nye fester i det fri, når nattelivet lukker klokken 22.

- Spring festen over. Gå hjem, når barer og restaurationer lukker. Gå helt hjem, sagde hun.

Advarer om flere opholdsforbud

Opfordringen kommer efter, at nye regler for barer, caféer og restauranter i dag torsdag trådte i kraft.

Reglerne betyder, at serveringsstederne skal lukke klokken 22, og at både ansatte og gæster skal have mundbind eller visir på, mens de går eller står på stederne.

Derudover indfører Københavns Politi fra torsdag et opholdsforbud i Kødbyen, der er et populært fest- og samlingssted i København, fra klokken 22 til 02. Det gælder foreløbigt indtil onsdag 23. september.

Kødbyen er et område på Vesterbro med både restauranter og natklubber, og der er ofte mange mennesker at se i aften- og nattetimerne.

Samtidig etableres der advarselszoner i Gothersgade og Vestergade, som også er festgader i København.

Og politidirektør Anne Tønnes advarer om, at politiet er klar til at udvide opholdsforbuddet, hvis folk ikke kan finde ud af at overholde det eksisterende og derudover skrue ned for festerne i det fri.

- Samlet set er det et forsøg på at sikre os, at festen ikke fortsætter, efter barerne lukker, forklarede politidirektør i Københavns Politi, Anne Tønnes.

- Der ikke fri leg længere

Københavns overborgmester, Frank Jensen, fortalte desuden, at man er klar med kampagner rettet mod studerende og bestemte etniske mindretal.

For eksempel er der indledt et samarbejde med de pakistanske foreninger i København og omegn, fordi der er stor smittespredning blandt specielt pakistanere i København og i Vestegnskommunerne.

Men opgaven med at standse spredningen af coronavirus gælder os allesammen, understregede overborgmesteren.

- Der er ikke fri leg længere, sagde Frank Jensen

- Hvis vi ikke tager det her alvorligt, kan det være, at vi bliver nødt til at lukke ned igen. Skru ned for det sociale liv, hold afstand og sprit af. Vi skal vinde over smitten og få vores liv og vores by tilbage.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik