Fra spirende tennistalent til verdens bedste - her er Wozniackis liv i billeder

Caroline Wozniackis indstillede sin tenniskarriere i 2020, men tirsdag gør hun comeback efter at have født to børn. Her er hendes karriere i billeder.

Denne artikel blev udgivet i 2020, da Caroline Wozniacki indstillede sin tenniskarriere. Men tirsdag gør hun comeback i toptennis ved WTA-turneringen i Montreal, og derfor har vi valgt at genudgive den. God fornøjelse.

Som barn i Farum drømte Caroline Wozniacki stort: Hun ville erobre tennisverdenen.

- Jeg vil være nummer ét i verden. Jeg vil gerne vinde en Grand Slam-turnering, sagde det spirende tennistalent, da hun tonede frem på tv som helt ung.

Derfor trænede hun allerede 30 timer om ugen. Om de mange træningstimer sagde en 11-årig Caroline Wozniacki i et interview med Politiken:

- Jeg synes godt om at bruge så meget tid på tennis. Jeg vil hellere spille tennis end at være sammen med veninderne hele tiden. Men jeg vil også gerne være sammen med veninderne.

Se en ung Wozniacki i videoen herunder. 

(artiklen fortsætter efter videoen.)

Der var en gang at verdensstjernen Caroline Wozniacki blot var en 12-årig skolepige i Farum. Her gik hun og drømte om at blive bedre end selveste Serena Williams – uvidende om en dag at skulle lære tennislegenden at kende privat.
Her ses Caroline Wozniacki som 12-årig.
Her ses Caroline Wozniacki som 12-årig.
Foto: Bent Midstrup/Nf-Nf/Ritzau Scanpix

Den unge Caroline Wozniackis ambitioner om at være nummer et i verden og vinde en Grand Slam-turnering kunne ikke være højere - men hun indfriede dem.

Allerede i 2006 nåede Caroline Wozniacki en milepæl.

Her kunne det 16-årige tennistalent løfte Wimbledon-trofæet som vinder af juniorturneringen.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

I 2006 vandt Caroline Wozniacki som den første dansker i næsten 60 år en Wimbledon-titel i single for piger. 
I 2006 vandt Caroline Wozniacki som den første dansker i næsten 60 år en Wimbledon-titel i single for piger. 
Foto: Alessia Pierdomenico/Reuters/Ritzau Scanpix

Senere blev det til mange flere deltagelser i de største turneringer - og ikke mindst sejre.

I 2008 vandt hun sin første WTA-titel i Nordea Nordic Light Open i Stockholm.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Sådan så Wozniacki ud, da hun vandt sin første sejr på WTA Touren i 2008.
Sådan så Wozniacki ud, da hun vandt sin første sejr på WTA Touren i 2008.
Foto: Toru Yamanaka/AFP/Ritzau Scanpix

2008 blev også året, hvor 18-årige Caroline Wozniacki havde sin store gennembrudssæson og nåede en placering som nummer 12 på kvindernes verdensrangliste.

Helt kort om Caroline Wozniacki

  • Navn: Caroline Wozniacki.
  • Født: 11. juli 1990 (29 år).
  • Højde: 177 centimeter.
  • Opvokset i Farum.
  • Privat: Gift med amerikanske David Lee (tidligere basketballspiller).
  • Bedste placering på verdensranglisten: 1 (i alt 71 uger).
  • Verdensranglisten: Erobrede førstepladsen 11. oktober 2010, sluttede både 2010 og 2011 som nummer et i verden.
  • Vinder af grand slam-turneringen Australian Open i 2018.
  • Finalist ved US Open i 2009 og 2014.
  • Vinder af WTA Finals i 2017.
  • 30 WTA-titler.
  • Kåret som årets danske sportsnavn i 2010 og 2018.
  • Fanebærer for Danmark ved OL i 2016.

På den anden side af Atlanten begyndte man også at lægge mærke til tennistalentet, og amerikanerne gav hende kælenavnet Miss Sunshine på grund af hendes store smil.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Caroline Wozniacki i 2008. 
Caroline Wozniacki i 2008. 
Foto: NILS MEILVANG/Ritzau Scanpix

I september 2009 havde Miss Sunshine vundet seks WTA-turneringer - og stod til at kunne vinde endnu en i Doha i oktober.

Kampen gik dog ikke som ønsket, og undervejs var Caroline Wozniacki ramt af kramper.

De voldsomme kramper resulterede i, at hun lagde sig på banen og vred sig, mens hun brød ud i gråd.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Caroline Wozniacki trodsede krampe og kæmpede sig igennem smerterne, da Vera Zvonareva blev slået i WTA-sæsonfinalen i Doha. 
Caroline Wozniacki trodsede krampe og kæmpede sig igennem smerterne, da Vera Zvonareva blev slået i WTA-sæsonfinalen i Doha. 
Foto: Fadi Al-Assaad/Reuters/Ritzau Scanpix

Fuldstændig uventet fik hun alligevel vendt kampen og slog sin modstander, Vera Zvonareva.

Et af den slags comeback, der kom til at kendetegne karrieren og blev et varemærke helt til og med den sidste turnering.

I slutningen af 2010 kulminerede det - foreløbigt - for danskeren, da hun sikrede sig førstepladsen på verdensranglisten, selv om hun endnu ikke havde vundet en Grand Slam.

Hendes far, Piotr Wozniacki, har tidligere fortalt, at der hvilede en Grand Slam-forbandelse over hende.

Både i 2009 og 2014 tabte Caroline Wozniacki en Grand Slam-finale. Begge gange ved US Open i New York. Først mod belgiske Kim Clijsters. Og fem år senere stod også amerikanske Serena Williams i vejen for danskeren.

Hun vandt dog andre finaler i årene. Det lykkedes blandt andet den danske tennisstjerne at vinde sæsonfinalen i 2017. I finalen slog hun Venus Williams for første gang og vandt, hvad der var karrierens hidtil største titel.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Caroline Wozniacki slår Venus Williams i WTA-finalen i Singapore 2017.
Caroline Wozniacki slår Venus Williams i WTA-finalen i Singapore 2017.
Foto: Edgar Su/Reuters/Ritzau Scanpix

I 2018 blev Grand Slam-forbandelsen så endelig hævet.

27-årige Caroline Wozniacki formåede at vinde Australian Open og sikre sig sin første Grand Slam-titel. Endelig gik de drømme, hun fortalte om på tv som barn, i opfyldelse.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Caroline Wozniacki, da triumfen var en realitet efter næsten tre timers tennis. 
Caroline Wozniacki, da triumfen var en realitet efter næsten tre timers tennis. 
Foto: Saeed Khan/AFP/Ritzau Scanpix

Men der var ikke kun noget at fejre for Caroline Wozniacki i 2018. Samme år i oktober var hun ude at fortælle omverdenen, at hun lider af leddegigt - en immunforsvarssygdom, hvor kroppen angriber sig selv.

Da Caroline Wozniacki et år efter meddelte, at hun stopper sin tenniskarriere, spekulerede flere på, om det skyldtes hendes sygdom. Det afviste hun dog.

Hun skrev på Instagram, at hun indstillede karrieren, fordi hun havde et ønske om at slutte på toppen samt at udleve sine drømme om alt det, der ligger uden for tennisbanen.

Rejserne rundt i verden, ambitionerne om at oplyse om leddegigt og ikke mindst fremtiden med partneren David Lee, som Wozniacki blev gift med i juni 2019.

Og hun bandt en sløjfe på karrieren, der hvor hun nåede sportens øverste tinder med sin Grand Slam-titel, Australian Open.

- Med 30 WTA-titler, 71 uger som nummer et i verden, en sejr ved WTA-sæsonfinalerne, tre OL-deltagelser inklusiv hvervet som fanebærer for mit fædreland Danmark og en sejr ved Australian Open i 2018 har jeg opnået alt det, jeg nogensinde kunne have drømt om på banen, sagde Caroline Wozniacki til TV 2 dengang.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Caroline Wozniacki har tidligere fortalt, at det største øjeblik i karrieren var, da hun bar Danmarks fane under åbningsceremonien til OL i Rio i 2016.
Caroline Wozniacki har tidligere fortalt, at det største øjeblik i karrieren var, da hun bar Danmarks fane under åbningsceremonien til OL i Rio i 2016.
Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

Siden hun indstillede karrieren har Caroline Wozniacki da også haft travlt uden for tennisbanen. 

Den 33-årige tennisstjerne er blevet mor til to børn i mellemtiden. Sammen med David Lee har hun datteren Olivia fra 2021 og sønnen James fra 2022.

Og begge følger hende under comeback-turneringen i Montreal, fortæller hun til TV 2 Sport.

- Min familie rejser med over det hele, så det er jeg rigtig, rigtig glad for. De nyder at komme ud og rejse, se nogle nye ting og få nogle gode oplevelser. Så det er rigtig vigtigt for mig, at de trives, og at de har det godt. Det er bare fedt, siger Wozniacki.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik