Første gang i næsten 20 år: Østkyst Hustlers udgiver musik

Fans af den ikoniske 90'er rapgruppe kan godt begynde at glæde sig. Østkyst Hustlers udgiver to nye singler i oktober.

- Han får for lidt, det derfor han er sådan.

Op gennem 90’erne dominerede Østkyst Hustlers dansk rap, hvilket kulminerede med albummet 'Fuld af løgn' fra 1996, som den største kommercielle succes.

quote Vi skal nok ikke konkurrere med Rasmus Seebach, men bare folk synger med på vores nye sange, så er vi glade

Nikolaj Peyk, Østkyst Hustlers

Albummet indeholdt kæmpehits som 'Hustlerstil' og 'Han får for lidt'.

Ikke siden 1998 har bandet udgivet ny musik, men nu kan fans af Østkyst Hustlers godt begynde at glæde sig.

Om præcis én uge, fredag den 20. oktober, udgiver bandet sin første single i 19 år. Og fredag den 27. oktober venter så den anden single, som bliver en del af Østkyst Hustlers fulde album, der udgives i foråret 2018.

Naturlig udvikling

TV 2 har spurgt ét af de tre medlemmer af Østkyst Hustlers, Nikolaj Peyk, om forventningerne og baggrunden for de nye singler og det kommende album.

- Det er en naturlig udvikling, at vi nu kommer med ny musik. Vi har været ude at spille 30-50 koncerter de seneste mange år og har kunnet mærke, at vores fans ønsker nyt fra os, siger Nikolaj Peyk.

Specielt én ting ser gruppen frem til at opleve med de nye sange.

- Vi glæder os helt vildt til at se publikums reaktion. Det er en stor ting for os at spille live og rørende, at folk stadig vil høre os. Men samtidig er der kommet mange nye, unge fans til, som også kan lide vores musik, fortæller Nikolaj Peyk. 

Svære forventninger

Østkyst Hustlers hørte tidligere under Sony Music, men gruppen underskrev sidste måned kontrakt med selskabet Mermaid Records.

Med hele 19 år siden sidste pladeudgivelse har Nikolaj Peyk svært ved at sætte en målsætning for den nye musik.

Østkyst Hustlers regner ikke med den samme kommercielle succes som i 1990´erne, men siger Nikolaj Peyk:

- Pladeindustrien er jo blevet en helt anden. I dag streamer alle musikken, så hvornår vi er en succes, det ved jeg ikke. Vi skal nok ikke konkurrere med Rasmus Seebach, men bare folk synger med på vores nye sange, så er vi glade.  

Løfter lidt af sløret for musikken

Nikolaj Peyk vil ikke over for TV 2 afsløre titlen på de to kommende singler i oktober.

quote Vi har et ambitiøst mål om at give musikken som helhed et løft og vise, at vores musik kan noget ud over det sædvanlige

Nikolaj Peyk, Østkyst Hustlers

Men rapperen og produceren løfter alligevel sløret en smule i forhold til indholdet af de nye sange:

- Den første single handler om det indiskutable faktum, at mænd bliver mere sexede med alderen. Og den anden single fortæller om smerten, man som mand kan opleve ved at gå i byen og give den gas.

Nikolaj Peyk fortæller, at der på det kommende album vil være en klar rød tråd i musikken.

- Det er vores håb, at folk kan se sammenhængen og dramaturgien mellem numrene. Vi har et ambitiøst mål om at give musikken som helhed et løft og vise, at vores musik kan noget ud over det sædvanlige, siger Nikolaj Peyk.

Østkyst Hustlers blev dannet i 1993 af Nikolaj Peyk, Jazzy H og Bossy Bo.

I 1995 lavede gruppen 'Verdens længste rap', der blev en kæmpe succes. I 1996 kom det succesfulde album 'Fuld af løgn', der opnåede 7-dobbelt platin.

Rapperne Jazzy H og Bossy Bo udgav på egen hånd albummet 'Get a Life Selv' i 2003 under navnet 'Hustlerne'. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik