Første butik åbnede i Roskilde Idémanden bag BR-butikkerne kalder konkurs for tragisk

Henrik Gjørup kom hjem fra USA med en idé, der ændrede legetøjssalget herhjemme. Han mener, at en ny kæde bør kunne skyde op efter BR's konkurs.

- Det har ligget i baghovedet hele tiden.

Julen 2018 blev en af dem, Henrik Gjørup aldrig glemmer. Han måtte se sit livsværk - legetøjskæden Fætter BR - gå konkurs.

- Det er en skam, og det er tragisk, synes jeg. Også for alle vores dygtige medarbejdere. Det er synd, at ens livsværk ikke kan overleve, men det kan det åbenbart ikke, siger han.

Legetøjsfirmaet indgår i Top Toy, som også ejer Toys "R" Us-kæden, og koncernens kollaps betyder, at omkring 300 butikker i Nordeuropa lukker, mens 3000 ansatte mister deres job.

Dermed slutter mere end 50 års arbejde med legetøj på den værst tænkelige måde. Tilmed på en måde, hvor kunderne pludselig opdagede, at sparemærker og i nogle tilfælde også tilgodebeviser blev værdiløse.

- Det er en skam, men der er ikke så meget at gøre ved det. Det er ikke vores skyld, det er ren jura, mener Henrik Gjørup. 

Han henviser til, at loven for konkurser ikke giver mulighed for at tilgodese kunderne, når pengekassen er tom. Henrik Gjørup tilføjer, at det er kapitalfonden EQT, der ejer hovedparten af aktierne i Fætter BR, og dermed dem, der har magten over virksomheden.

Selv trådte han ud af bestyrelsen i sommeren 2018 på grund af sygdom.

Sådan fik han idéen til BR

Den 75-årige pensionist har dog en stor del af æren for, at næsten alle danskere kender Fætter BR.

For det var Henrik Gjørup, der fik idéen til legetøjsimperiet.

Han tog i 1961 på studietur til USA som led i sin uddannelse på Handelshøjskolen i København - i dag CBS - og den tur ændrede hans liv. Det var dengang, da de første supermarkeder lige var kommet til Danmark. Indtil da foregik al handel over disken i gammeldags butikker. 

I USA lærte Henrik Gjørup, at der var revolutioner på vej i detailhandlen - også med salg af legetøj - og at butikkerne begyndte at arbejde sammen i større kæder.

- Det var helt nyt for mig at se butikscentre og kædebutikker, så jeg blev fyr og flamme. Da jeg kom hjem, havde jeg travlt med at fortælle min bror og min far om, hvad jeg havde oplevet, husker han.

Børge Rasmussens butik i Roskilde, som den så ud i 1960'erne, før den blev lavet om til BR
Børge Rasmussens butik i Roskilde, som den så ud i 1960'erne, før den blev lavet om til BR
Foto: Fototeket/Roskilde Arkivernes billedsamlin

Fra kiosk til kæde

Faderen Børge Rasmussen drev på det tidspunkt en kiosk i Roskilde, og sønnen ville have den ændret til en legetøjsbutik. Og hvor der før stod ”Børge Rasmussen” på facaden, skulle der nu stå ”BR Legetøj”.

Det skete i 1963. Og så skulle den udbygges til en kæde, så der kunne opnås stordriftsfordele.

Faderen var med på idéen, og det var broderen Bjarne også. Sidstnævnte var revisor, men sprang fra sit job for at være med til at grundlægge et nyt dansk legetøjsimperium.

Den første BR-butik i Roskildes Skomagergade 27. Ejendommen blev revet ned i 1970'erne.
Den første BR-butik i Roskildes Skomagergade 27. Ejendommen blev revet ned i 1970'erne.
Foto: Fototeket/Roskilde Arkivernes billedsamling.

I butikkerne skulle kunderne som noget nyt selv kunne gå rundt og finde varerne, lige som man gjorde i de nymodens supermarkeder.

- Før stod legetøjet i glasskabe og montrer. Vi stillede det ud, så folk kunne tage det selv, fortæller Henrik Gjørup.

Der kom også faste annoncer med ugens tilbud på legetøj, præcis som supermarkederne gjorde det. Og et par år efter omdannelsen af butikken i Roskilde var den ny kæde klar til at åbne sin første filial - i Slagelse:

- Der afprøvede vi alle vores nye idéer, fortæller Henrik Gjørup og tilføjer, at man derved trænede lidt forud for, at BR kunne rykke ind i Rødovrecentret, som var Danmarks første egentlige butikscenter.

I de efterfølgende år sørgede BR-kæden for at komme ind i så godt som alle de nye butikscentre, der var undervejs. Og gerne med beliggenhed lige op ad centrenes supermarkeder:

- Vores mantra var at sælge legetøj som dagligvarer, så vi lagde os gerne opad Irma eller Føtex.

Alle grænser skulle overskrides. Også landegrænser. Med tiden etablerede BR sig i flere og flere lande i Nordeuropa, blandt andet Sverige, Norge, Finland og Tyskland.

Da BR blev en fætter

Selve BR-navnet blev der også ændret lidt på.

Efter en konkurrence blandt kunderne i slutningen af 1980'erne blev der tilføjet ”Fætter” foran. Omkring samme tid gjorde Fætter BR de første forsøg med tv-reklamer, da TV 2 blev etableret, hvilket gav mulighed for visning af tv-reklamer. De første blev bragt på TV Syd, som tyvstartede lidt, før det egentlige TV 2 åbnede i oktober 1988. Dermed blev sloganet ”Ved du, hvad det bedste er…” også landskendt.

Men efter årtusindskiftet gik det ned ad bakke.

 
 
Foto: Claus Bech - Scanpix Ritzau

Navnet BR begyndte at blive slidt, og ungdomskulturen ændrede sig, så børn droppede legetøjet tidligere end før.

Gjørup-familien nåede at sælge hovedparten af virksomheden i 2015 for et milliardbeløb til kapitalfonden EQT, før det gik helt galt. EQT har også købt sig ind i andre danske erhvervsklenodier, eksempelvis Tiger-butikskæden.

Efterfølgende dykkede legetøjsmarkedet yderligere, så det var et velvalgt tidspunkt for Gjørup-familien at sælge:

- Det må man sige. Vi solgte, fordi vi kunne se, at vi trængte til at få en partner med nogle nye kompetencer. Det kunne vi ikke selv magte. Men der var jo ingen, der drømte om, at børn ikke skulle have legetøj.

Overhalet af udviklingen

Henrik Gjørup giver ipads og andre former for IT-udstyr en stor del af skylden for, at det gik så galt. Det har flyttet legetøjsmarkedet over på elektronisk udstyr.

Netop udviklingen er der, hvor selskabet bag BR-butikkerne har fejlet, lyder det fra flere eksperter.

- De har ikke fået fat i den digitale forbruger. Og de har ikke fået optimeret og revitaliseret deres butikker, blandt andet ved at lukke nogen af dem. BR-butikker i dag ligner de butikker, som jeg gik ind i, da jeg var barn, og det er trods alt nogle år siden, siger retailekspert hos Retail Institute Scandinavia Dorte Wimmer.

- Den brede legetøjsbutik, som i princippet bare er et transaktions-center, hvor man kommer ind efter sin vare og går igen, er død. Den butiksmodel dur ikke mere, for der tager supermarkederne over, lyder det videre.

Fra BR til Top-Toy og konkurs

1950

Edith og Børge Rasmussen køber en kiosk, der sælger papir og festartikler, i Roskilde. Til jul sælger butikken også legetøj.

 

 

1963

Sønnerne Bjarne og Henrik Gjørup går ind i forretningen, efter at Henrik Gjørup har været i USA for at hente inspiration.

De to brødre beslutter, at det skal være en specialbutik for legetøj. Den første butik hedder BR Legetøj. BR står for Børge Rasmussen, deres far.

 

 

1969

BR Legetøj kommer til København, hvor der åbner en butik i Købmagergade.

 

 

1970

Året efter udkommer det første julekatalog fra BR Legetøj.

 

 

1980'erne

BR Legetøj begynder at lave sit eget legetøj.

 

 

1981

BR-maskotten med den karakteristiske hat, der ligner en garders hat, kommer til verdenen. I den forbindelse afholder selskabet en konkurrence om, hvad navnet på maskotten skal være. Vinderen bliver Fætter BR.

 

 

1987

Det første legetøjsvarehus med navnet Superleg åbner. Der åbner ni flere frem mod 1996.

 

 

1990

Forretningen skifter navn, så selskabet nu hedder Top-Toy.

 

 

1991

Den første BR-Leksaker (BR Legetøj på svensk, red.) åbner i byen Malmø.

 

 

1992

Top-Toy køber et hovedkvarter i Hong Kong, der skal håndtere de asiatiske legetøjsproducenter.

 

 

1994

BR-klubben opstår. Her kan børn op til 14 år melde sig ind og samle mærker i en BR-bog. Børnene får mærkerne, når de køber i BR Legetøj. Når bogen er fyldt ud, kan børnene få rabat på næste køb.

 

 

1996

Kæden Toys "R" Us i Norden slutter sig til Top-Toy.

 

 

1999

BR Legetøj åbner for handel på internettet. Der er dog næsten ingen handel på siden, og hjemmesiden lukker efter få år.

 

 

2007

For første gang åbner Top-Toy butikker uden for Norden, da BR-kæden rykker til Tyskland. Det sker ved opkøbet af Salzmann Spielwaren, hvor butikkerne skifter navn.

 

 

2009

Brødrene Henrik og Bjarne Gjørup giver stafetten og den fælles direktør videre til Bjarnes sønner Lars og Peter Gjørup.

 

 

2010

For anden gang forsøger Fætter BR sig med nethandel.

 

 

2012

Toys "R" Us åbner også en netbutik.

 

 

2015

Peter Gjørup tager direktørposten alene.

 

 

2016

For første gang bliver selskabet ikke ledet af et medlem af Gjørup-familien, da Søren Torp Lauridsen overtager direktørposten.

 

 

2018

Selskabet konstaterer et dundrende underskud og laver en redningsplan, som kreditorerne accepterer. Julesalget skuffer dog og fjerner forudsætningerne for redningsplanen.

 

 

28.12.2018

Top-Toy erklæres konkurs tre dage før årets udgang.

Detailekspert Bruno Christensen siger:

- Tiderne kræver anderledes købmandskab. Og kapitalfonde er ikke altid de bedste til at drive detailforretninger. Siden familien Gjørup gav slip, og kapitalfonden kom ind, har man set, at de ikke helt har forstået at drive kæden. Der mangler passionen, det familiemæssige drive og det gammeldags købmandskab.

Eksperterne understreger dog, at det bestemt heller ikke er nemt at drive den type legetøjsforretninger i Danmark eller noget andet sted. De er presset af nethandel på den ene side og på den anden side de store dagligvareforretninger, der i stor stil har legetøj til spotpriser her til juletid.

Håber på ny kæde

Henrik Gjørup synes dog, at der burde være en fremtidig plads til en mindre kæde af legetøjsbutikker.

- Hvis nogen kommer med idéen, kan der laves en lille god kæde. Vi har jo brugt millioner eller milliarder af kroner på at markedsføre BR-navnet gennem de sidste 50 år.

Idémanden bag BR afviser dog selv at ville skyde penge i et nyt forsøg. Og det har heller ikke ligget i kortene, at Gjørup-familien ville skyde yderligere midler i den nuværende kæde for at hindre den voldsomme konkurs.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik