Floor og følelsen af frihed: Nattelivet åbnede for første gang i 18 måneder

Klokken 00.01 måtte natklubberne igen byde danseglade unge indenfor. TV 2 var med, da floor igen blev indtaget.

- Floor, drenge og at være ude til klokken fem.

Svaret kommer prompte fra de tre unge kvinder, der står allerforrest i køen til natklubben Lola på Gothersgade i København.

Spørgsmålet lød på, hvad de tre veninder havde savnet mest i det godt halvandet år, landets natklubber har holdt lukket.

- Jeg har helt klart savnet at være på floor (dansegulvet, red.), især fordi jeg er blevet single for en måned siden, lyder det fra 21-årige Malene Christensen.

Hun arbejder til daglig på fuld tid i Netto, men har taget fri onsdag for at kunne komme ud og nyde nattelivets åbning denne tirsdag.

Forrest i køen til Lola ses veninderne Malene Christensen, Lærke Larsen og Sofie Hansen.
Forrest i køen til Lola ses veninderne Malene Christensen, Lærke Larsen og Sofie Hansen.
Foto: Olafur Steinar Rye Gestsson/TV 2

Veninden Lærke Larsen på 22 er i samme båd.

- Jeg havde kæreste på, da corona startede. Men da jeg blev single havde klubberne lukket. Så nu skal jeg ind og se, om jeg stadig “har den”, siger Lærke Larsen.

Hun er dog nødt til at være “fornuftig”, da hun skal i skole i morgen på VUC, hvor hun netop er startet, fortæller hun, mens hun og veninderne drikker opvarmnings-øl i køen.

Klokken er 23:45 og der er altså 16 minutter til veninderne bliver lukket ind og sat fri på floor.

Der gøres klar på indendørs på natklubben Lola i Gothersgade i København. Klubben er henvendt til de 18-25-årige.
Der gøres klar på indendørs på natklubben Lola i Gothersgade i København. Klubben er henvendt til de 18-25-årige.
Foto: Olafur Steinar Rye Gestsson/TV 2

Klar til Bieber

Indenfor på Lola er det det modsatte af stilhed før stormen, da klokken nærmer sig midnat.

Klubben står renskuret, og gulvene har i halvandet år været aldeles fri for klistrede pletter fra øl og søde drinks.

Der har ikke været hverken flasker på bordene eller højlydt snak over den bastunge musik.

Natklubber over hele landet har været lukket siden 11 marts, hvor Mette Frederiksen annoncerede den nedlukning, der skulle vise sig at blive særdeles langtrukken for netop natklubberne.

Nattelivets nedlukning

Natklubberne har været lukket siden 11. marts 2020, mens caféer og barer har kunnet holde åbent siden 14. april under skiftende coronarestriktioner.

I august 2020 fik natklubber dog mulighed for at åbne, hvis de blev omdannet til barer for at kunne leve op til samme restriktioner som caféer, barer og restauranter. Noget, de færreste natklubber kunne leve op til på grund af deres begrænsede siddeplads. 

Mens bartenderne fylder op i disken, har aftenens dj allerede fyret op for anlægget på det tomme dansegulv.

Rafael De Leon har været DJ i 10 år, og har glædet sig ligeså meget som gæsterne i køen til at fyre op for floor. Under nedlukningen har han fortsat kunne leve af sin musik ved at spille på mindre barer og holde livestreamede dj-sets over nettet.

Han ved lige, hvilken sang, han vil sætte på, når aftenens første gæster træder ind: 2021s superhit ‘Stay’ med The Kid Laroi og Justin Bieber.

Dj'en Rafael De Leon har levet af at spille på barer og af online dj-sets under coronanedlukningen. Der er mange nye sange, der er udkommet under corona, han har glædet sig til at spille på en klub.
Dj'en Rafael De Leon har levet af at spille på barer og af online dj-sets under coronanedlukningen. Der er mange nye sange, der er udkommet under corona, han har glædet sig til at spille på en klub.
Foto: Olafur Steinar Rye Gestsson/TV 2

Ifølge Jeppe Elbæk, der er manager på Lola, har forberedelserne til aftenen mestendels gået på at købe ind og træne klubbens personale op igen.

Mange natklubber i landet har fyret alt personalet under nedlukningen, og står overfor at skulle starte op fra nul. Men Lola, der er en del af Rekom Group, har fastholdt personalet via hjælpepakker og lønkompensation.

Der er ingen coronarestriktioner for nattelivet, ud over at gæster skal have gyldigt coronapas. Der er ingen plexiglas foran bardiskene eller afstandskrav på dansegulvet.

- Jeg tror, de fleste, der går ud, har taget en beslutning på forhånd om, om man godt tør omgås andre igen, siger Jeppe Elbæk.

"Det er ikke kærlighed, du er bare fuld" står der bøjet i neon på væggen på Lola. Baren, der har de 18-25-årige som målgruppe, er deruover udsmykket med flere emojis bøjet i neon.
"Det er ikke kærlighed, du er bare fuld" står der bøjet i neon på væggen på Lola. Baren, der har de 18-25-årige som målgruppe, er deruover udsmykket med flere emojis bøjet i neon.
Foto: Olafur Steinar Rye Gestsson/TV 2

Klokken slår 00.01

Da det officielt bliver 1. september og natklubberne dermed fuldt lovligt kan lukke folk ind igen, viser Malene Christensen, Lærke Larsen og Sofie Hansen coronapas og bevæger sig grinende ind på Lola.

I de halvandet år, der har været lukket for nattelivet, har veninderne været til mange udendørs- og privatfester, og på barer, hvor de har udnyttet at der - efter deres udsagn - “ikke er nogen regel om, at man ikke må danse på toiletterne”.

De første drinks langes over disken på Lola efter genåbningen.
De første drinks langes over disken på Lola efter genåbningen.
Foto: Olafur Steinar Rye Gestsson/TV 2

Men de tre kvinder føler stadig, der er noget, der skal indhentes.

- Jeg ved altså ikke engang, hvordan man danser mere, siger 20-årige Sofie Hansen.

Lærke Larsen (tv.) og en veninde tager billeder af Lerche Schou-Schmidt ved hjørnebordet på Lola
Lærke Larsen (tv.) og en veninde tager billeder af Lerche Schou-Schmidt ved hjørnebordet på Lola
Foto: Olafur Steinar Rye Gestsson/TV 2

Hun blev student i sommer og har ikke kunnet fejre det, som hun allermest drømte om; ude i byen med alle vennerne.

- Der har klart manglet den der vibe der er på floor, siger veninden Lærke Larsen.

- Vi gider ikke bare at se danse på Tiktok længere, siger hun, mens hun laver arme og torso-bevægelser, som man kender dem fra appen.

Inde på Lola indtager pigerne i imidlertid ikke dansegulvet med det samme.

I stedet sætter de sig ved et hjørnebord, hvor de får selskab af veninden Lerche Schou-Schmidt på 21.

quote Jeg har ventet laaaang tid på det her

Lerche Schou-Schmidt, 21 år

Lerche Schou-Schmidt og Malene Christensen i baren på Lola. Der går noget tid, inden pigerne indtager det "floor", de har savnet.
Lerche Schou-Schmidt og Malene Christensen i baren på Lola. Der går noget tid, inden pigerne indtager det "floor", de har savnet.
Foto: Olafur Steinar Rye Gestsson/TV 2

Hun er flyttet hjemmefra under coronanedlukningen, og hun har ærgret sig over, at hun ikke har kunnet nyde friheden som udeboende til at komme så sent hjem, hun havde lyst til.

Og hun har også savnet én ting: dansegulvet.

- Jeg har ventet laaaang tid på det her. Det er bare ikke det samme at sidde ned på en bar, siger hun.

Der drikkes rigeligt med shots af hvide plastikbægre fra startenen af aftenen.
Der drikkes rigeligt med shots af hvide plastikbægre fra startenen af aftenen.
Foto: Olafur Steinar Rye Gestsson/TV 2

Følelsen af byen og friheden

De første borde, der fyldes op, er hjørnebordene. Til det ene ankommer der hurtigt isspande med flasker med stjernekastere i.

Der er kø til baren, men ingen har indtaget dansegulvet endnu. Rafael De Leon spiller ‘Side to Side’ med Ariana Grande. Lolas målgruppe er de 18-25-årige, og i aften de fleste af gæsterne i den yngre ende.

quote Det her er den frihed, der har manglet

Carl Fiane, 24 år

I baren står norske Carl Fiane med tre venner. Han er 24 år og studerer på CBS.

Norske Carl Fiane (tv) med vennerne på dansegulvet.
Norske Carl Fiane (tv) med vennerne på dansegulvet.
Foto: Olafur Steinar Rye Gestsson/TV 2

- Det er dejligt at mærke pulsen fra byen, og føle at det hele er i live igen. Det har været kedeligt i lang tid, siger han.

Han nyder at være tilbage og drikke med vennerne i baren.

- Det her er den frihed, der har manglet. At man ikke skal tage hjem kl. 02, men at man kan gøre, hvad man har lyst til, siger han Carl Fiane.

Der skal drikkes mod til

Lola har været åbent i 30 minutter, før de første modige dansere indtager dansegulvet, da dj’en spiller ‘Dauda’ med Sivas.

Klubben bliver langsomt fyldt mere op, og de dansende på gulvet står ikke længere så udsat.

Det er et ungt publikum, der er samlet på Lola på genåbningens første aften.
Det er et ungt publikum, der er samlet på Lola på genåbningens første aften.
Foto: Olafur Steinar Rye Gestsson/TV 2

For et sted som Lola, der er henvendt til en ung målgruppe, er de vandt til at de nye generationer af 18-årige kommer ind løbende.

Men siden landet har været lukket ned, er der mange unge, der er fyldt 18 uden at kunne fejre det i byen. Og det er man ifølge manager på Lola Jeppe Elbæk forberedt.

- Her efter corona har vi halvanden generation, der ikke har prøvet det før, og som lige skal lære, hvad der sker på en natklub. Det er vi vant til at danne rammerne om, siger Jeppe Elbæk.

00.40 kom der gang i dansegulvet på Lola på den første aften, natklubberne holdt åbent.
00.40 kom der gang i dansegulvet på Lola på den første aften, natklubberne holdt åbent.
Foto: Olafur Steinar Rye Gestsson/TV 2

Om de godt 200 unge på Lola har lært det hurtigt, eller om de kunne det i forvejen, er svært at sige.

Men i hvert er 1. september kun 40 minutter gammel, før der helt officielt er gang i dansegulvet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik