Fik stillads væltet i København – nu er firmaet bag gået konkurs

Både kunder og medarbejdere har stoppet samarbejdet med DS Byggeri på grund af konflikten, mener ejeren bag selskabet.

DS Byggeri, der var en del af en meget omtalt arbejdskonflikt sidste år, er gået konkurs.

Det bekræfter manden bag DS Byggeri, Donatas Aleksandravicius, i en mail til TV 2.

Her skriver han, at konkursen er en direkte konsekvens af den konflikt, der udspillede sig sidste år, hvor et stillads i København blev væltet, og en bil blev vendt om på taget.

- Den primære årsag til DS Byggeris konkurs var angrebet sidste år. På grund af angrebet blev vores vigtigste værktøj ødelagt, skriver Donatas Aleksandravicius i mailen.

Han afviser at stille op til et interview og vil kun svare på skrift.

Opfører sig ”som mafiaen”

Konflikten mellem DS Byggeri og fagbevægelsen kulminerede 2. december 2019, da vrede stilladsarbejdere væltede et stillads på en byggeplads i København.

Forinden var der gået flere dage med uro, fordi DS Byggeri ifølge Stilladsarbejdernes Landsklub benyttede sig af underbetalt og uorganiseret arbejdskraft, der ikke levede op til sikkerhedskravene.

Aftenen inden stilladset blev væltet, blev to personer – efter eget udsagn – overfaldet, da de ville dokumentere forholdene på byggepladsen.

Det førte efterfølgende til en større demonstration uden for byggepladsen, hvor flere end 300 stilladsarbejdere viste deres utilfredshed med forholdene på byggepladsen.

Udover stilladset der blev væltet, blev Donatas Aleksandravicius’ bil også vendt på hovedet.

I et interview med TV 2 i sommer anklagede Donatas Aleksandravicius fagforeningen 3F og brancheforeningen Stilladsarbejdernes Landsklub, der er en del af 3F, for at opføre ”sig som mafiaen”.

Formanden for Stilladsarbejdernes Landsklub, Thomas Strømsholt, afviste dengang beskyldningen.

Heller ikke nu har han meget tilovers for den forklaring, som Donatas Aleksandravicius kommer med på konkursen.

- Der er rejst flere sager fra 3F mod virksomheden, og den her type virksomhed plejer at gå konkurs, når de står til at tabe sagerne. Det er helt normalt, siger Thomas Strømsholt til TV 2.

Bange medarbejdere

Ifølge DS Byggeri er der en direkte linje mellem balladen sidste år og konkursen nu.

- Medarbejderne har været bange for at arbejde for firmaet. De fleste af de værdifulde kontrakter indgået med DS Byggeri er blevet opsagt af kunderne, fordi de har været bange for at arbejde sammen med firmaet, skriver Donatas Aleksandravicius i mailen til TV 2.

GRaFIK DS

Men sådan ser fagforeningen 3F ikke på sagen.

Rasmus Kreutzmann, der er faglig sekretær i 3Fs afdeling for bygge-, jord- og miljøarbejdere, bekræfter, at fagforeningen har haft syv verserende sager mod DS Byggeri om blandt andet underbetaling og sort arbejde.

De bliver nu ikke til noget, fordi virksomheden går konkurs. Egentlig ville han gerne have vendt alle sten i konflikten med DS Byggeri, men alligevel mener han, at konkursen er positiv:

- Jeg forudsætter, at vi har ret i vores syv igangværende sager, men så er byggebranchen et bedre sted uden DS Byggeri, siger Rasmus Kreutzmann og kalder det "forventeligt", at virksomheden bliver lukket, når sagerne er på vej.

Men samtidig påpeger han også, andre ting kan have været på spil.

- Så vidt jeg kan læse mig frem til, er der foregået alle mulige ulovligheder i virksomheden, siger Rasmus Kreutzmann og henviser til virksomhedens seneste årsregnskab, der dækker 2019.

Her kan man læse, at der har været ”ulovlige lån til kapitalejer”, men at lånene er blevet tilbagebetalt til en rente på 10 procent. Ifølge Donatas Aleksandravicius har dette dog intet med konkursen at gøre.

- Vi blev opmærksomme på de ulovlige lån, da vi aflagde årsrapport. Vi var ganske enkelt ikke klar over, at lånene var ulovlige, så vi fik rettet til, så alt var efter bogen. 3F prøver bevidst at få DS Byggeri til at fremstå som et meget skidt firma, for at gøre den måde de behandlede os mere acceptabel, skriver Donatas Aleksandravicius.

Han afviser samtidig, at sagerne, som 3F har startet mod DS Byggeri, har haft nogen betydning for konkursen. Hver af sagerne handler om beløb på mellem 900 til 2000 kroner ifølge DS Byggeri.

3F: Nyt firma, samme problemer

I en mail til TV 2 oplyser Donatas Aleksandravicius, at han gerne vil skabe et firma ud af resterne af DS Byggeri. Det kræver dog, at der bliver penge til at købe nyt udstyr, finde nye medarbejdere og indgå nye kontrakter.

- Der kan gå mange år, før vi er kommet os, skriver Donatas Aleksandravicius.

Hos 3F kalder Rasmus Kreutzmann det ”interessant”, hvis der kommer et nyt firma.

- Når man én gang har drevet virksomhed, hvor der så systematisk er underbetaling, snyd, vold og hvad der ellers foregår af sort arbejde, tror jeg ikke, at det bliver bedre, bare fordi man starter et nyt CVR-nummer, siger Rasmus Kreutzmann.

Sådan ser Donatas Aleksandravicius og DS Byggeri dog ikke på det:

- Vi mener, at den eneste voldelige part i den her sag er 3F og stilladsarbejderne, der kom for at ødelægge vores forretning. Hvis der har foregået så meget kriminalitet, som de postulerer, tror vi, at vi var blevet dømt for noget. Men vi er ikke engang blevet sigtet for noget.

- Den her sag handler udelukkende om, at stilladsarbejdernes forsøger at holde os ude af markedet. Selvfølgelig mener de, at vi presser lønnen ned, hvis en stilladsarbejder forventer at tjene omkring en million kroner om året på baggrund af tre ugers uddannelse.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik