Fejrer dronningen ved at hækle hele kongerækken

Christine Sørensen hækler Danmarks regenter. I går hyldede hæklede konger - og en enkelt hæklet dronning - dagens fødselar på Amalienborg Slotsplads.

De danske regenter er vant til at blive afbilledet på alle mulige og umulige måder – fra Christian IV, der stod i røg og damp ved højen mast, til Margrethe II i striksweater på Thomas Kluges portræt fra 1995.

Hvor mange regenter, der er blevet hæklet, svæver i uvishedens tåger.

Indtil videre ser det dog ud til, at kun 26 ud af Danmarks 53 regenter er blevet foreviget ved hjælp hæklenål og garnnøgle. I går mødte de 25 tidligere regenter op på Amalienborg Slotsplads for at hylde Danmarks dronning Margrethe med hendes 80 år.

Christine Sørensen har hæklet danske konger og dronninger siden nytårsaften 2017.
Christine Sørensen har hæklet danske konger og dronninger siden nytårsaften 2017.
Foto: Privat

Bag de hæklede regenter står 39-årige Christine Sørensen. Til daglig arbejder hun som politisk chef i Google Danmark, men hjemme i privaten hækler hun regenter på livet løs og deler de danske konger og dronninger på Instagramprofilen Den hæklede kongerække.

- Det begyndte som et projekt med at hækle Dødstjernen fra ’Star Wars’-filmene, men da dronningen i sin nytårstale i 2017 sagde, at vi alle burde lavet noget unyttigt og noget med farver, fik jeg idéen til Den hæklede kongerække, siger Christine Sørensen.

Alle de hæklede konger og dronninger viser hver regent i hans eller hendes historiske zenit. Det er Frederik III, der bliver afbilledet som sejrherre i Slaget ved Nyborg i 1659 – på trods af, at han ikke selv var til stede ved slaget. Det er Valdemar Sejr med Dannebrog og – ikke mindst – dronningens far, Frederik IX, der poserer med sine sømandstatoveringer.

De hæklede figurer besøger Amelienborg Slotsplads.
De hæklede figurer besøger Amelienborg Slotsplads.
Foto: Privat

- Det er sjovt at kigge på kongerne og dronningerne på den måde, som de er fremstillet på. De fremhæver det, der er vigtige for dem, siger Christine Sørensen.

Den farvestrålende monark

Dronning Margrethe er hæklet iført sin storblomstrede regnfrakke.

- Dronningen har en rolle som lidt en maskot og lidt som et moralsk fyrtårn for os danskere. Hun er en farverig person med stor autoritet, siger Christine Sørensen.

Christine Sørensen rejser meget med sit arbejde. Med sig tager hun ofte de hæklede figurer. Her besøger garnudgave af dronning Margrethe Universitetsparken i Aarhus, hvor den ægte dronning boede, da hun læste statskundskab.
Christine Sørensen rejser meget med sit arbejde. Med sig tager hun ofte de hæklede figurer. Her besøger garnudgave af dronning Margrethe Universitetsparken i Aarhus, hvor den ægte dronning boede, da hun læste statskundskab.
Foto: Privat

Valget om at hækle hendes majestæt iført regnfrakken var da heller ikke svært.

- Vores dronning lyser op i en grå hverdag. Hun spraglificerer Danmark og løfter samtidig pegefingeren, og det er noget, vi danskere har brug for, specielt i denne her tid, siger Christine Sørensen.

Frederik IX foreviget med tatoveringer.
Frederik IX foreviget med tatoveringer.
Foto: Privat

 

Christian IV yndede at fremstille sig selv som en krigshelt. Det går igen i Den hæklede kongerække.
Christian IV yndede at fremstille sig selv som en krigshelt. Det går igen i Den hæklede kongerække.
Foto: Privat

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik