Fejl på brevstemmer i kommuner - her kan borgerne stemme igen, hvis de vil

Der er sket fejl i forbindelse med brevstemning i mindst fire af landets kommuner.

Brevstemmere er ved flere af landets valgsteder blevet mødt af et forkert opslag i stemmeboksen – eller slet ingen vejledning til at ledsage stemmesedlen, der ved brevstemning kun består af to bokse med "ja" og "nej".

De vælgere kan få lov at stemme igen, meddeler indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen (S).

- Hvis en vælger har brevstemt på et tidspunkt og i en kommune, hvor der har manglet opslag eller været ophængt det forkerte opslag, vil vælgeren have mulighed for at brevstemme igen, hvis vedkommende ønsker det, siger ministeren i et folketingssvar.

Lovforslag var ikke vedtaget endnu

Først på måneden kunne TV 2 fortælle, at brevstemmere i blandt andet Gentofte Kommune er blevet mødt af en formulering om, at de skulle stemme om et lovforslag om afskaffelse af forsvarsforbeholdet, der allerede var vedtaget af Folketinget.

Men det var det ikke endnu. Lovforslaget blev først vedtaget 10. maj – altså mere end to uger efter, at der blev åbnet for brevstemning 20. april.

Fejlen lå i, at nogle kommuner ved en fejl havde hængt det opslag op, der var beregnet til selve valgdagen 1. juni.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Brevstemmere i flere kommuner blev ved en fejl mødt af dette opslag samt en seddel, hvor man kunne afkrydse i et ja- eller nej-felt. Men lovforslaget var ikke vedtaget endnu.
Brevstemmere i flere kommuner blev ved en fejl mødt af dette opslag samt en seddel, hvor man kunne afkrydse i et ja- eller nej-felt. Men lovforslaget var ikke vedtaget endnu.
Foto: Jacob Brinch Lund

Her vil danskerne også blive mødt af stemmesedlen med det mere mundrette spørgsmål: "Stemmer du ja eller nej til, at Danmark kan deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar ved at afskaffe EU-forsvarsforbeholdet?"

Fejlen vakte kritik fra blandt andre Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt.

- Det er da vildledende, at man siger til vælgerne, at lovforslaget er vedtaget. Det er jo lidt at gøre grin både med vælgerne og Folketinget, for vi har altså kun haft den første af tre behandlinger i folketingssalen, sagde Morten Messerschmidt og bebudede, at han ville bede ministeriet om en redegørelse.

Det er den, der nu er kommet fra ministeriet.

Redegørelse viser fejl i kommuner

Indenrigs- og Boligministeriet har ikke ført optegnelser over de henvendelser, som ministeriet har fået om brevstemmeafgivningen.

Men på baggrund af søgninger i journalsystemet og medarbejdernes hukommelse kan ministeriet oplyse, at ud over Gentofte var også Københavns og Furesø Kommune kommet til at hænge det forkerte opslag op i stemmeboksene.

I Fredericia Kommune var der slet ikke hængt noget op til at begynde med. Og Thisted og Faxe Kommune måtte kontakte ministeriet for at få vejledning.

Derudover har ministeriet modtaget enkelte henvendelser fra vælgere, hvor kommunen eller problemet, som vælgeren konkret havde oplevet, ikke fremgik.

Man kan stemme om

Indenrigs- og Boligministeriet sendte 7. maj, dagen efter TV 2s historie, en mail til alle landets kommuner, hvor ministeriet præciserede, hvilke opslag der var tiltænkt brevstemmeafgivningen, og hvilke der var beregnet til valgdagen.

Hvis man er en af de danskere, der har brevstemt i en kommune, hvor der har manglet opslag eller har været ophængt det forkerte opslag, kan man gå tilbage og bede om at stemme igen. Det kan man også, hvis man blot har fortrudt sin stemme og gerne vil ændre den.

- Det er den sidst afgivne brevstemme, der tages i betragtning, understreger ministeren i folketingssvaret.

Det bemærkes i folketingssvaret, at det lovforslag, der skal stemmes om ved folkeafstemningen, blev vedtaget af Folketinget 10. maj. På nuværende tidspunkt vil det dermed ikke være forkert vejledning, hvis nogle kommuner bruger opslaget, selvom det er beregnet til valgdagen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik