Fanværter for EM 2020 i København trækker sig efter massiv kritik

En af fanværterne har blandt andet kaldt den danske landsholdsmålmand Kasper Schmeichel for 'det lille grimme Brøndby-svin'.

De danske fanværter for fodbold-EM i 2020 har trukket sig med øjeblikkelig virkning.

Mændene bag FCK-fansiden Copenhagen Sundays, Pelle Elikofer og David Bastian-Møller, blev valgt af Dansk Boldspil-Union (DBU) til at "lade danskerne op" til næste års EM, hvor København er blandt værterne.

Det blev offentliggjort fredag på DBU's hjemmeside, men nu, bare tre dage efter, oplyser fansene i en pressemeddelelse, at de stopper.

På de sociale medier har DBU's valg mødt hård kritik, da tidligere opslag fra de to fodboldtilhængere, der blandt andet indeholdt kritik af Brøndby-fans, er blevet gravet frem.

Derudover har Pelle Elikofer ifølge Ekstra Bladet i et facebookopslag i december 2016 kaldt landsholdsmålmand Kasper Schmeichel for 'det lille grimme Brøndby-svin', og han har tilmed ytret racistiske 'jokes' og afsluttet et kritisk facebookopslag om flygtninge med '#fuckislam'.

- Vores arbejde med EURO2020 kom meget hurtigt til at handle om vores personer, det var ikke meningen, siger Pelle Elikofer og David Bastian-Møller i pressemeddelelsen.

- Vi har en kæmpe passion for fodbold og så utrolig meget frem til arbejdet med EM på hjemmebane, som bliver en fantastisk begivenhed.

DBU har ikke været bekendt med skrivelser

I pressemeddelelsen lyder det, at der siden lanceringer er kommet nogle skrivelse frem, som de to værter har stået bag, som EURO2020/DBU ikke har været bekendt med.

På Twitter skriver Copenhagen EURO 2020, som er organisationen bag den danske deltagelse ved EM i 2020, at værternes 'tidligere skriverier har vist sig uforenelige med EURO2020s grundværdier'.

- DBU ønsker at skabe et fællesskab på tværs af fodbold og i særdeleshed i det daglige arbejde med fodbold. EM på hjemmebane i 2020 er en kæmpe begivenhed og fest for alle, siger konstitueret DBU-direktør Kenneth Reeh i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Da vi er blevet gjort bekendt med tidligere ytringer fra de to værter, som vi ikke kan stå inden for som organisation, er vi glade for, at deres fodboldhjerter har talt, og de har valgt at trække sig, siger han.

Afsløringerne af kommentarerne fra Pelle Elikofer og David Bastian-Møller kommer bare en uge efter OB- og Brøndby-fans' homofobiske tilråb mod FCK-spilleren Viktor Fischer.

 

I den forbindelse gjorde DBU det klart, at unionen tager skarp afstand fra nedladende ytringer, og få dage senere uddelte Fodboldens Disciplinærinstans bøder på 25.000 kroner til OB og Brøndby for deres fans' homofobiske og diskriminerende sange på stadion.

DBU vil nu indlede arbejdet med at finde nye fanværter for EM 2020.

Parken i København er vært for fire kampe ved EM næste år. Kvalificerer det danske landshold sig til slutrunden, skal det spille to gruppekampe i Parken og én i Sankt Petersborg.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik