Fagfolk frygtede coronadødsfald på stribe – indtil videre har smitten ikke fået fat i de hjemløse

Det overrasker fagfolk, at samfundets allersvageste har undgået coronasmitte indtil nu. Resultatet peger på, at de er totalt isolerede fra samfundet.

Da den nye coronavirus ramte Danmark, skabte den bekymring blandt mange. Især blandt de hjemløse stofbrugere og de fagfolk, der til dagligt arbejder med udsatte.

Flere frygtede, at virussen ville sprede sig som en steppebrand på herberger, i stofindtagelsesrum, hjemløsecafeer og generelt blandt den udsatte gruppe mennesker.

quote Folk er virkelig pressede ud over alle grænser.

Anja Plesner Bloch, stifter og formand for Brugernes Akademi.

For hjemløse tilhører især gruppen af særligt udsatte. Et liv på gaden med et misbrug betyder ofte, at man kan lægge 20-30 år oven i den biologiske alder. På den måde er selv de unge pludselig i større risiko.

Derudover har de typisk en eller flere sygdomme – såsom KOL, nyreproblemer, leversygdomme og HIV.

Men indtil videre ser det ud til, at de hjemløse i Danmark er gået fri af smitten.

Viser, hvor udsatte de er

Tirsdag kunne TV 2 ØSTJYLLAND berette om 297 testede hjemløse borgere i Aarhus. Alle blev testet negative for covid-19.

Det overraskede Christian Wejse, der er speciallæge i infektionssygdomme på AUH og lektor i Global Sundhed på Aarhus Universitet.

- Jeg synes, at det er tankevækkende, at der ikke er en eneste, som er smittet. Det er et miljø med tæt kontakt, og de kan have svært ved at overholde anbefalingerne. Jeg havde forestillet mig, at der ville være smittede, sagde han til TV 2 ØSTJYLLAND.

Flere fagfolk, der er i berøring med de udsatte, mener, at den positive nyhed også har en anden - og mere negativ - bagside.

- Det siger noget om, hvor lukket og udsatte en gruppe, der er tale om. De er stort set ikke i berøring med normalområder, lyder det fra Michael Lodberg Olsen, social iværksætter og daglig leder af Antidote, hvor man underviser i håndtering af overdoser og udleverer antistof.

Hos Brugernes Akademi, der er stofbrugernes talerør, er man glade for den gode nyhed om testresultaterne.

- Det er fantastisk. Vi er meget lettede, men også stadig bekymrede. For det er stadig en stor trussel, hvis smitten får fat i gademiljøet, siger stifter og formand Anja Plesner Bloch.

Ligesom mange andre fagfolk peger hun på de katastrofale konsekvenser, det kan få for de udsatte borgere:

- Det ville være det samme som at få et dødsstempel, så de er bange.

Sådan ser fixerummet ud i Skyen ved Mændenes Hjem på Vesterbro.
Sådan ser fixerummet ud i Skyen ved Mændenes Hjem på Vesterbro.
Foto: Niels Ahlmann Olesen / Scanpix Denmark

Ændrede tilbud til udsatte

Anja Plesner Bloch oplever, at de hjemløse også er utrygge, fordi de uden et hjem har svært ved at isolere sig.

De tilbud, som normalt er tilgængelige for hjemløse, har de seneste uger været lukkede eller åbne under anderledes forhold på grund af coronavirus.

Det gælder både steder, hvor de kan slappe af, men også stofindtagelsesrum for de, der ryger deres stof.

I København er der kun adgang for injektion i stofindtagelsestilbudene H17 og Skyen. Rygerummene er midlertidigt lukkede som prioritering for at mindske smittefare.

Det betyder, at rygerne enten søger mod gaden eller i lejligheder.

Og det er problematisk, mener Michael Lodberg Olsen. I hans arbejde som leder af Antidote møder han mange udsatte.

- Det er farligt at sidde derhjemme og fixe. Det er her, mange af overdoserne sker.

Mændenes Hjem er stofscenens epicenter. Det ligger få minutters gågang fra Hovedbanegården i København.
Mændenes Hjem er stofscenens epicenter. Det ligger få minutters gågang fra Hovedbanegården i København.
Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix Denmark

- Folk er pressede

Antidote har kontor tæt på H17, og Michael Lodberg Olsen har derfor oplevet, hvordan miljøet er blevet påvirket, efter Danmark lukkede ned.

Med lukkede butikker og restauranter har stofbrugerne haft store dele af Vesterbro for sig selv.

- Det har betydet indbrud for at få et sted at sove, overnatning i skraldecontainere og på gaden. Der er helt klart et større pres på dem i øjeblikket, siger Michael Lodberg Olsen.

Anja Plesner Bloch oplever det samme. Brugernes Akademi har en lille mobilklinik, der normalt holder på Halmtorvet. Og den har der været indbrud i, fordi nogle ville ind og sove.

- Folk er virkelig pressede ud over alle grænser, fortæller Anja Plesner Bloch.

En del af presset skyldes - udover mangel på steder at være - også, at det er blevet mere besværligt at tjene og skaffe penge under coronatiden.

S-togene, hvor mange hjemløse spørger om penge, har været mere eller mindre tomme. Og pantsamlerne, der i foråret og sommeren normalt har højsæson, er udfordrede af, at folk holder sig hjemme.

Billedet er taget i Fælledparken dagen efter 1. maj sidste år. Det er et af de arrangementer her i foråret, hvor pantsamlere har rigtig meget at lave.
Billedet er taget i Fælledparken dagen efter 1. maj sidste år. Det er et af de arrangementer her i foråret, hvor pantsamlere har rigtig meget at lave.
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Håber på akutsovepladser og fixerum

Selvom om Danmark så småt er ved at genåbne, går der stadig længe, før tilværelsen bliver normaliseret.

Derfor håber både Michael Lodberg Olsen og Anja Plesner Bloch, at fokus og hjælp til de udsatte fortsætter længe endnu.

Michael Lodberg Olsen håber på flere fixerum, så folk ikke sidder hjemme og er alene, mens de fixer. Og ikke mindst flere akutsovepladser.

Anja Plesner Bloch håber på flere læger på gaden, bedre muligheder for lægeordineret medicins behandling mod afhængighed med eksempelvis metadon, udbringning af metadon og medicin, så stofbrugerne ikke skal møde op på misbrugscentre dagligt og udsætte sig selv og andre for smitte.

Derudover håber hun ligesom Michael Lodberg Olsen, at der kan blive oprettet flere steder, hvor brugerne kan tage deres stof – også når det ryges.

I årevis har Istedgade i det centrale København dannet den rå ramme for en del af misbrugsmiljøet i Danmark.

TV 2 har i den nye dokumentarserie ’Gaden’ i to år fulgt tre stofbrugere fra miljøet, når de fortæller deres egne livshistorier om de barndomstraumer og svigt, der har ført til et liv med misbrug på gaden. Se første afsnit af 'Gaden' torsdag aften klokken 20.40 eller allerede nu på TV 2 PLAY.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik