Ekstrem januarvarme giver varmerekord i København

Onsdag er den varmeste januardag målt i København i målingernes historie.

Hvis man onsdag har kigget på sit termometer og undret sig over om det kan være rigtigt, at det har vist 10-11 grader, så er det ikke termometret der er noget galt med.

Siden tirsdag aften er usædvanlig varm luft for årstiden blæst op over landet fra sydvest. Allerede i aftenens løb steg temperaturen i den syd- og vestlige del af Jylland, og herfra bredte den varme luft sig til store dele af landet.

Klokken 21.50 nåede temperaturen ved Store Jyndevad, nær den dansk-tyske grænse ti grader, og herefter fortsatte temperaturen blot med at stige.

Den højeste temperatur i nat blev målt i Karup i Midtjylland mellem klokken et og to i nat, hvor termometret viste hele 11,7 grader.

Varmeste januardag nogensinde i København

Endnu varmere har det været tidligt onsdag eftermiddag i København, hvor temperaturen nu er steget til rekordværdier. Mellem klokken 12 og 13 er temperaturen ved Landbohøjskolen i København steget til helt usædvanlige 11,9 grader.

Det er den højeste temperatur, der er målt i Hovedstaden siden 1768, hvor de første meteorologiske målinger begyndte i København. Indtil da var den højeste temperatur målt i januar i København 11,8 grader målt 10. januar 2005. Af de fem varmeste januardage i Københavns vejrhistorie er fire af dem målt siden 2005.

Syvende varmeste januardag på landsplan

Set på landsplan er onsdagens temperatur også meget usædvanlig og blot 0,5 grader fra den absolutte varmerekord i januar.

Temperaturen på 11,9 grader er den syvende højeste januar-temperatur, der er målt i Danmark siden 1874, hvor de landsdækkende temperaturmålinger startede.

På samme måde som tilfældet er det i København, så er varme januardage blevet langt mere 'normale' end før i tiden. Blandt de ti varmeste januardage i dansk vejrhistorie er ni af dem målt siden 1983.

 
 
Foto: Grafik: Sebastian Pelt - Kilde: DMI

Den højeste temperatur, der overhovedet er målt i januar i Danmark, er 12,4 grader 10. januar 2005 i Sønderborg. Samme sted blev der 24. januar 2018 målt 12,9 grader, men målingen blev senere underkendt af DMI, selvom flere tyske vejrstationer i nærheden målte 13 grader.

For perioden 1990 til 2019 er den forventelige højeste temperatur i januar 9,9 grader. For den 'almindelige' klimanormal 1961-90, er den forventelige højeste temperatur i januar 8,3 grader, hvilket understreger, at varme dage i januar er væsentligt mere hyppigt forekommende end tidligere.

Den helt usædvanlige januarvarme er blæst op til Danmark fra sydvest. Natten til tirsdag befandt luftmassen sig vest for Portugal, og på blot ét døgn har vinden blæst 2500 kilometer mod nordvest.
Den helt usædvanlige januarvarme er blæst op til Danmark fra sydvest. Natten til tirsdag befandt luftmassen sig vest for Portugal, og på blot ét døgn har vinden blæst 2500 kilometer mod nordvest.
Foto: Grafik / TV 2 Vejret

Luften kommer fra Azorerne

Den helt usædvanligt varme januarluft befandt sig natten til mandag nær Azorerne, og et døgn senere var luftmassen ud for Portugal.

Herfra har den på blot ét døgn blæst godt 2500 kilometer mod nordøst - til Danmark - med en gennemsnitshastighed på 104 kilometer i timen.

Når luften blæser så hurtigt, så når den ikke ligeså effektivt at blive afkølet på sin vej mod nord. Derfor er dage med ekstreme januartemperaturer næsten altid domineret af blæsende vejr med skyer.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik