Ekspert bedømmer seks opsigtsvækkende valgplakater: Her opstår forvirringen

En anderledes valgplakat skal være mere end bare blikfang for at lykkes, siger brandingekspert.

Et godt portrætfoto, et navn og eventuelt et kort slogan - og så selvfølgelig et listebogstav i hjørnet.

Det er den klassiske opskrift på de valgplakater, som der i disse dage hænger flere tusinde af i træer og lygtepæle frem mod kommunal- og regionsvalget 16. november.

Men nogle kandidater - også flere i TV 2 Lorrys sendeområde - vælger at tænke ud af boksen. Og ifølge brandingekspert Jacob Holst Mouritzen kan det både være et godt og skidt valg.

Ifølge Jacob Holst Mouritzen skal den anderledes valgplakat helst tjene et andet formål end blot at skille sig ud fra mængden.

Når man vælger at lave en andeledes valgplakat, skal det greb, man vælger at bruge, altså være med til at understøtte ens budskab, mener han.

Er du stødt på en sjov og anderledes valgplakat?

Er du stødt på en sjov eller anderledes valgplakat i TV 2 Lorrys sendeområde? Så send den gerne til TV 2 Lorrys journalist Signe Julie Andersen på sija@tv2lorry.dk 

Risikere at være useriøs

Ifølge Jacob Holst Mouritzen løber man som kandidat også en risiko ved at lave en anderledes valgplakat - især, hvis man benytter sig af humor, mener han.

- Der er en hårfin linje mellem at være humoristisk og ikke at blive taget alvorligt som seriøs kandidat, siger Jacob Holst Mouritzen.

TV 2 har fundet flere valgplakater fra årets kommunalvalg, der på hver sin måde skiller sig ud. 

Tre af dem er fra kandidater i Lorrys sendeområde. Nedenfor kan du læse, hvad der ifølge Jacob Holst Mouritzen fungerer - og hvad der ikke gør.

Malte Jäger, stiller op for Nye Borgerlige i Kerteminde

Malte Jäger har bar overkrop på sin ene plakat - og poloskjorte på den anden.
Malte Jäger har bar overkrop på sin ene plakat - og poloskjorte på den anden.
Foto: TV 2 ØSTJYLLAND/Malte Jäger

Malte Jäger spiller ifølge Jacob Holst Mouritzen på et ældgammel form for blikfang - nøgenhed.

- Sexappeal er altid godt blikfang, og det lykkes også her med en bar overkrop. Men i det her tilfælde er det svært at argumentere for, at det er mere end det, siger Jacob Holst Mouritzen.

Han mener altså ikke, at Malte Jäger kommer helt i mål med at koble sloganet "Et stærkt valg" til sit billede.

- Den lander ikke helt hos mig som modtager, for jeg føler mig ikke så meget klogere på, hvad jeg egentlig får som vælger, siger Jacob Holst Mouritzen.

Thomas Rohden, stiller op til regionsrådet i Hovedstaden for De Radikale

Thomas Rohden er formand for Dansk Kinakritisk Selskab og har valgt at hænge sin valgplakat, der viser et TIbet-flag, op foran den kinesiske ambassade i Hellerup nord for København
Thomas Rohden er formand for Dansk Kinakritisk Selskab og har valgt at hænge sin valgplakat, der viser et TIbet-flag, op foran den kinesiske ambassade i Hellerup nord for København
Foto: TV 2

Med sit valg om at hænge sin valgplakat med et Tibet-flag op foran den kinesiske ambassade er Thomas Rohden lykkes med det, som Jacob Holst Mouritzen kalder "klassisk stunt-markedsføring".

- Hvis den her plakat havde hængt et sted på Amager, havde den næppe fået så meget opmærksomhed, siger siger brandingeksperten.

Han mener, at Thomas Rohden må have tænkt over, hvor hans plakat med budskabet "Stop samarbejdet med Kina" ville kunne provokere mest muligt.

- Det er klart en fordel for ham, lyder vurderingen fra Jacob Holst Mouritzen.

Valgplakaterne var væk kort tid efter, de blev sat op ved ambassaden, og Thomas Rohden har politianmeldt den kinesiske ambassade for tyveri af plakaterne.

Heidi Wang, stiller op til Københavns Borgerrepræsentation for Venstre

Ifølge brandingeksperten lykkes Heidi Wang med mange ting på sin valgplakat.
Ifølge brandingeksperten lykkes Heidi Wang med mange ting på sin valgplakat.
Foto: Heidi Wang/Venstre

Jacob Holst Mouritzen mener, at Heidi Wang lykkes med mange ting på lidt plads på sin valgplakat.

- Hun formår for det første at afvæbne mig med humor ved at lave en lille joke på sin egen bekostning, siger Jacob Holst Mouritzen med henvisning til linjen "stem her eller tag med hjem" - en henvisning til sætningen "spis her eller tag med hjem", som Heidi Wang selv har fortalt er en reference til de traditionelle Kina-grillbarer.

Jacob Holst Mouritzen mener derudover, at linjen "mindre tvang, mere Wang" sender et klart liberalt budskab. Og sidst men ikke mindst benytter kandidaten sig af et kendt reklametrick med sit rim:

- Hvis der kan være tvivl om udtalen af et ord, er det et kendt greb, at man skriver det ind i et rim, så modtageren kan regne ud, hvordan man udtaler det, siger Jacob Holst Mouritzen.

Allon Hein Sørensen, stiller op for Alternativet i Furesø Kommune

Der er 007-tema på Allon Hein Sørensens valgplakat.
Der er 007-tema på Allon Hein Sørensens valgplakat.
Foto: Allon Hein Sørensen/Alternativet

Ifølge Jacob Holst Mouritzen står budskabet på Allon Hein Sørensens valgplakat klart - det handler om den grønne dagsorden i kommunen.

Men brandingeksperten bider også mærke i, at kandidatens fulde navn ikke står på plakaten, men er erstattet med navnet "Agent 00-Sørensen".

- Som udenforstående forstår jeg det grønne budskab, men kandidaten står ikke så klart for mig, og der er umiddelbart mange spørgsmål, der melder sig, siger Jacob Holst Mouritzen.

HP Beck, stiller op for Liberal Alliance i Aalborg

HP Beck har snøret boksehandskerne på sin valgplakat.
HP Beck har snøret boksehandskerne på sin valgplakat.
Foto: HP Beck/Liberal Alliance.

Ifølge Jacob Holst Mouritzen fungerer det godt for HP Beck, at slogan og billede taler sammen - at ordene "klar til kamp" altså hænger sammen med plakatens gimmick: Liberal Alliance-boksehandskerne.

Men Jacob Holst Mouritzen mener ikke, at en kandidat får noget ud af at gemme sit ansigt væk, da det kan skabe tvivl hos modstanderen om, hvem det er.

- Han er bestået, for det spiller godt sammen. Men jeg kan ikke se, om det er ham selv eller Mikkel Kessler på billedet, og det trækker ned, siger Jacob Holst Mouritzen.

Claus Skjoldborg, stiller op for Socialdemokratiet i Odense

Claus Skjoldborg (S) slynger sig om lygtepælen i Odense.
Claus Skjoldborg (S) slynger sig om lygtepælen i Odense.
Foto: TV 2 Østjylland/Ebbe Lawaetz

Ifølge Jacob Holst Mouritzen er Claus Skjoldborg lykkedes med det, han kalder "formkreativitet", ved at have flere valgplakater ovenpå hinanden, der viser hele kroppen snoet om lygtepælen.

- Det er jo sjovt fundet på, men er der egentlig et budskab?, spørger Jacob Holst Mouritzen.

- Det er godt blikfang, men umiddelbart efter kommer forvirringen, tilføjer han.

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik