Efter overgreb i børnehave: DF mener ikke, at børn skal passe børn

Forældrenes Landsforening mener ikke, uafklarede unge skal arbejde i en institution. SF er uenig og kalder på andre løsninger.

Det skal ikke være muligt for mindreårige at komme i skolepraktik, hvor de skal passe andre børn, mener Dansk Folkeparti.

quote Forældrene skal hver morgen aflevere deres børn i tryg forvisning om, at personalet selvfølgelig står vagt om børnenes sikkerhed. Jo flere forskellige mennesker, man lukker ind sådan et sted, jo lavere vil sikkerheden selvfølgelig blive. 

Pernille Bendixen, Dansk Folkepartis børneordfører

Forslaget kommer oven på den verserende sag i Høje-Taastrup Kommune, hvor en 14-årig dreng er blevet politianmeldt for at have krænket fem piger i daginstitutionen Taastuphøj. En institution som kort efterbrændte ned til grunden efter en formodet bevidst brandstiftelse.

Drengen var i skolepraktik i institutionen som en del af et forløb, kommunen tilbyder børn i 8. eller 9. klasse, der er skoletrætte, har en diagnose eller af anden årsag ikke kan følge almindelig undervisning. Og det møder nu kritik:

- Man skal ikke eksperimentere ude i vores dagtilbud på den måde, som Høje-Taastrup Kommune i vores optik har gjort ved at have sådan nogle praktikforløb med unge, der har det svært, siger Dansk Folkepartis børneordfører, Pernille Bendixen, til TV 2. 

- Det er nogle unge, der har nogle udfordringer. Og de skal ikke ud til nogle tilbud, hvor der går små børn rundt, som er blevet afleveret der i den største vished om, at det dagtilbud, de er i, sikrer deres sikkerhed og forældrenes tryghed. Og det gør man altså ikke ved at sætte unge mennesker med udfordringer ud i dagtilbuddene, siger hun.

Pernille Bendixen, DF, mener, at en sag er en sag for meget.

Én sag er én for meget

Pernille Bendixen kender ikke til andre lignende sager, men for Dansk Folkeparti er én sag én sag for meget.

- Forældrene skal hver morgen aflevere deres børn i tryg forvisning om, at personalet selvfølgelig står vagt om børnenes sikkerhed. Jo flere forskellige mennesker, man lukker ind sådan et sted, jo lavere vil sikkerheden selvfølgelig blive. Det siger sig selv.  

Forældrenes Landsforening (FOLA), der arbejder for at højne kvaliteten i vuggestuer, børnehaver og SFO’er, er enig i kritikken:

- Jeg kan være meget bekymret for, at dagtilbudsområdet bliver et sted, hvor uafklarede unge bliver sendt ind til beskæftigelse. Dem skal vi tage hånd om, men jeg er meget i tvivl om, at det lige præcis er det rigtige sted, siger FOLA’s næstformand, Einar Gylling Dørup, til TV 2.

quote Når der kommer en uafklaret ung ind, så skal man også tage sig af vedkommende, og det har man simpelthen ikke tid til.

Einar Gylling Dørup, FOLA’s næstformand, 

Han mener, at det modarbejder kommunernes målsætning om at udjævne forskellen og styrke kvaliteten på området.

- Vi har et kæmpe stort ambitionsniveau for vores dagtilbud. Kommunen bakker op om, at kvaliteten skal styrkes. De har mega travlt i daginstitutionerne i forvejen. De vil gerne tage sig rigtig godt af børnene og af forældrene. Når der kommer en uafklaret ung ind, så skal man også tage sig af vedkommende, og det har man simpelthen ikke tid til. 

SF: Vi skal ikke bygge lovgivning på frygt

Men hos Socialistisk Folkeparti synes de, at det vil være ærgerligt at ændre muligheden for, at skoletrætte unge kan komme ud og lære at være en del af arbejdsmarkedet og gøre en indsats. Noget som de, ifølge SF’s børneordfører, Jacob Mark, får rigtig meget ud af.

- Jeg mener ikke, vi skal bygge vores lovgivning på frygt. Lige så forfærdelig jeg mener, den her sag er, lige så dumt mener jeg, det vil være at sige, at så kan ingen andre unge komme i praktik længere, siger han til TV 2.

Høje-Taastrups borgmester, Michael Ziegler (K) udtalte onsdag, at institutionen Taastruphøj har haft nogle udfordringer med mange udskiftninger i ledelse og personale, samt at der har været to vikariater på grund af barsel.

Det mener Jacob Mark peger mod andre løsninger. 

- Det, der har været problemet i denne sag, er, at det er en børnehave, hvor der har været skiftende ansættelser igen og igen, hvor der har været dårlig normering, og hvor der ikke har været en ledelse, der kunne holde øje med den 14-årige. Så hvis man vil gøre noget, der virker, så skal man indføre minimumsnormeringer og sikre, at der er personale nok, siger han og forsætter:

- Min grundlæggende pointe er, at det her er en frygtelig sag, men vi skal ikke lave ny lovgivning, hver gang der kommer en frygtelig sag. Vi skal bare sikre, at der er ordentlige forhold ude i daginstitutionerne og personale nok. Og det har man ikke villet sikre i for lang tid.

Børne- og socialminister Mai Mercado (K) ønsker ikke at udtale sig om Dansk Folkepartis forslag, da man ikke vil kommentere enkeltsager.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik