Efter 800 afslag får 35-årig handicappet succes med jobsøgningen

Det er ulovligt at fravælge en person til et job på baggrund af handicap. Men det betyder ikke, at det ikke forekommer, siger professor.

11 år og 800 jobsamtaler.

Så meget skulle der til, før det lykkedes Mads Mortensen fra Roskilde at få et job.

Den 35-årige salgsassistent er født med et handicap, der gør, at han mangler nogle fingre og tæer. Desuden er hans stemme meget lys.

- Jeg har bare forsøgt at være positiv og tænkt på, at der må være én derude, der ser mig som det menneske, jeg er - og ikke hvordan jeg ser ud, siger han i 'Go' aften LIVE'.

I cirka halvdelen af tilfældene har Mads Mortensen fortalt om sit handicap allerede i jobansøgningen. Han foretrækker at fortælle det på forhånd, så jobsamtalen ikke starter med en snak om hans handicap.
I cirka halvdelen af tilfældene har Mads Mortensen fortalt om sit handicap allerede i jobansøgningen. Han foretrækker at fortælle det på forhånd, så jobsamtalen ikke starter med en snak om hans handicap.
Foto: Privatfoto

De mange afslag er oftest blevet begrundet med, at han ’ikke passer ind i teamet’.

- Om det er på grund af mine fingre eller min stemme, eller om folk har været bange for at prøve noget, de ikke er vant til, ved jeg ikke, siger han.

Ikke så vigtigt, hvordan vi ser ud

Mads Mortensen er blevet ansat som salgssupporter hos virksomheden Parseport i Albertslund, der sælger it-løsninger.

Her var de efter en prøveperiode med løntilskud fra kommunen ikke i tvivl om, at Mads Mortensen skulle være en del af virksomheden.

- Hvordan vi ser ud, og hvilke begrænsninger, vi muligvis har, er ikke så vigtigt, siger Jacob Pontoppidan, der er salgsdirektør i Parseport.

Jacob Pontoppidan, salgsdirektør i Parseport, fastansatte Mads Mortensen efter en prøveperiode. Udover en række praktikker og job med løntilskud har Mads Mortensen ingen erhvervserfaring inden for sit fag.
Jacob Pontoppidan, salgsdirektør i Parseport, fastansatte Mads Mortensen efter en prøveperiode. Udover en række praktikker og job med løntilskud har Mads Mortensen ingen erhvervserfaring inden for sit fag.
Foto: TV 2

Mindre produktiv og mere syg

Mads Mortensen er ikke den eneste dansker med et handicap, der har problemer med at komme ind på arbejdsmarkedet.

Ifølge Thomas Bredgaard, der er professor og projektleder ved Forskningscenter for Handicap og Beskæftigelse (FHB) på Aalborg Universitet, er det veldokumenteret, at det er vanskeligere for en person med handicap at få et job.

Studier viser, at handicappede skal sende dobbelt så mange ansøgninger som personer uden handicap, før de får et job.

- Det handler om, at arbejdsgivere ikke har viden om, hvad det vil sige at have en medarbejder med handicap. De er bange for, at den handicappede er mindre produktiv eller mere syg, siger han.

Naturligt at vende det indad

En anden barriere for beskæftigelse blandt handicappede kan være, at de mange afslag gør, at den handicappede mister modet og opgiver at blive en del af arbejdsmarkedet.

- Det er en naturlig reaktion at vende det indad, og jeg synes, at det er meget imponerede, at han er blevet ved på trods af 800 afslag, siger Thomas Bredgaard.

Mads Mortensen kan ikke lave tunge løft. Ellers giver hans handicap ham ingen begrænsninger, der er relevante for de jobs, han søger.
Mads Mortensen kan ikke lave tunge løft. Ellers giver hans handicap ham ingen begrænsninger, der er relevante for de jobs, han søger.
Foto: Privatfoto

Det er ulovligt at fravælge en person til et job på baggrund af handicap.

- Men det er ikke det samme som, at det ikke forekommer, siger han.

Mads Mortensen er glad for, at han endelig har en hverdag med kollegaer og faglige udfordringer. Han håber, at flere arbejdsgivere tør give handicappede en chance og se på deres kompetencer frem for deres udseende. Og til de 799 arbejdsgivere, der har fravalgt ham, har han et budskab.

- Jeg vil bare sige, at det er synd, at de ikke tog imod en positiv og arbejdsvillig mand. Det er et tab for dem, siger han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik