Dræbt svensker er tidligere forsøgt likvideret, men blev reddet af politiet

I maj 2020 fik svensk politi forhindret et attentat på den 36-årige mand, der befandt sig med sine fire børn på et hotel.

En 36-årig svensk mand, der fredag aften blev skudt og dræbt på Vesterbro i København, kan ifølge TV 2s oplysninger forbindes med den københavnske bandegruppering NNV.

Svenskeren blev blandt andet i december stoppet af politiet på motorvejen i Danmark i følge med en bil, som tilhørte grupperingen.

NNV har længe været i væbnet konflikt med et kriminelt svensk netværk fra kvarteret Söderkulla i det sydlige Malmø.

Reddet af svensk politi

Forbindelsen til bandegrupperingen er dog ikke den eneste relation, der kan have givet den 36-årige dødsfjender.

Allerede i maj 2020 greb politiet i Sverige ind og beskyttede manden, da organiserede kriminelle havde planlagt at slå ham ihjel.

Den 36-årige svenske mand stod på dødslisten blandt organiserede, svenske kriminelle, og likvideringen var planlagt til slutningen af maj.

Ifølge det svenske medie Sydsvenskan fik svensk politi forhindret drabsforsøget ved at advare og beskytte manden, der sammen med sine fire børn havde forskanset sig på et hotel i Ängelholm i den nordvestlige del af Skåne.

Manden og familien blev efterfølgende ført bort og gemt væk af svensk politi.

Forbindes til hårdkogt kriminel dansker

Svenskeren havde hverken mange eller lange domme på samvittigheden, men alligevel havde han ifølge TV 2s oplysninger mere end det ene ben plantet i det hårde kriminelle miljø i Sydsverige.

Kilder forbinder blandt andet den 36-årige svensker til den hårdkogte kriminelle danske statsborger Amir Mekky.

Han er kendt i Malmøs kriminelle underverden og har tidligere været eftersøgt for drab, handel med stoffer og hvidvaskning af penge.

Amir Mekky blev i juni 2020 anholdt i Dubai.

Sydsvenskan skriver desuden, at den nu afdøde svensker var barndomsven med lederen af ​​Los Suecos, en gruppe kriminelle fra Malmø, der er mistænkt for flere kontraktmord på den spanske solkyst i 2018.

Københavns Politi har ingen kommentarer til TV 2s oplysninger om den dræbtes identitet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik