Drabstiltalt: Skudsikker vest skulle redde offer

Den 27-årige mand nægter sig skyldig i drabet på politimand og hundefører Jesper Jul, men erkender, at han har begået grov vold med døden til følge.

- Jeg ser den her mand stå med ryggen til. Jeg ved, at han har vest på. Jeg sigter på hans ryg. Så vender han sig om.

Tirsdag morgen den 6. december sidste år blev den 43-årige betjent og hundefører Jesper Jul skudt i hovedet foran sin arbejdsplads på politigården i Albertslund.

Blot én time senere blev en nu 27-årig mand anholdt – mistænkt for at have affyret det skud, der kostede Jesper Jul livet.

I dag sidder den 27-årige mand i retssal F4 i Retten i Glostrup iført en mønstret cardigan, træningsbukser og sorte Nike-sko. I ni måneder har han siddet varetægtsfængslet. Han har ikke ville lade sig afhøre af politiet og ikke ønsket at afgive forklaring.

Før nu.

Han taler med rolig og dæmpet stemme, når han svarer fra stolen i midten af lokalet. Han har afvist at tale med anklageren – kun forsvarer Ulrik Sjølin må stille spørgsmål.

Og Ulrik Sjølin vil høre om episoden dagen før angrebet på Jesper Jul. 

Fascineret af våben

Mandag den 5. december, havde den 27-årige mand været på skydebanen i Rødovre Skydeklub og stjålet det våben, en kaliber 22-pistol, der under et døgn senere blev brugt til at skyde en tjenestemand.

- Jeg kommer ud, og der er ikke nogen at aflevere våbnet til. Jeg er fascineret af våben, og da muligheden opstår, så tager jeg våbnet, siger den drabstiltalte mand i Retten i Glostrup.

- Jeg var frustreret over, at jeg ikke kunne få en bæretilladelse. En tilladelse til at kunne tage et våben med fra skytteforeningen til en anden skydebane. Vestegnens Politi havde givet mig afslag, og det er jeg frustreret over.

Han kigger ikke på de tre dommere eller seks nævninge, der senere skal tage stilling til, hvorvidt han er skyldig eller ej. Blikket er rettet mod forsvareren. 

Ville ikke tage hjem

Den tiltalte fortæller om natten til den 6. december, hvor han gik rundt med et skarpladt våben, stjålet fra Rødovre Skytteforening.

- Jeg tager toget til København. Jeg ville ikke tage hjem. Jeg ville ikke have, at min familie blev indblandet.

Havde du overvejet at gå ind i klubben med våbnet igen?

Den tiltalte smiler til forsvareren, inden han svarer.

- Nej, det havde jeg ikke. Jeg tog til Halmtorvet og tænkte, hvordan jeg kunne komme ud af problemet, siger han og fortsætter:

- Jeg vidste, at Station City (Københavns Politis station ved Halmtovet, red.) ligger der, så jeg overvejede at gå derind med våbnet. Det var ikke muligt at lægge det der. Det skulle ikke ligge frit tilgængeligt, men jeg kunne ikke kaste det ind under døren. 

Noget lort

Den 27-årige forklarer, hvordan han gik rundt ved Tivoli og Rådhuspladsen. Til sidst tog han toget tilbage til Glostrup og satte sig i en park.

- Jeg sidder og tænker lidt over situationen. At det er noget lort, og at jeg skal ud af det på en eller anden måde. Jeg tænker, at jeg skal aflevere det på politistationen i Albertslund, forklarer han i retten.

Han ville gerne aflevere det skarpladte våben - det fortæller den tiltalte i hvert fald i retten – men han var nervøs.

Den tiltalte er tidligere kendt af politiet og har afsonet fængselsstraf for at affyre en såkaldt hardball-pistol mod en betjent i november 2012. I frustration over politiet, som han selv forklarer det.

Frustreret og træt i hovedet

Da det blev morgen den 6. december, var den 27-årige mand træt.

quote - Jeg har ikke sovet hele natten, og jeg er frustreret over hele situationen. 

Drabstiltalt

- Jeg har ikke sovet hele natten, og jeg er frustreret over hele situationen. Jeg bebrejder politiet, at jeg ikke kan få en bæretilladelse, fortæller han.

Frustreret og træt i hovedet. Han besluttede at konfrontere politiet, ligesom dengang i november 2012. En idé, som den tiltalte i dag i retten selv kalder for dum.

- Jeg er meget ked af det. Det var aldrig nogen idé, at nogen skulle dø. Jeg vidste, at han havde skudsikker vest på. På grund af øget terrorberedskab. Så jeg ville bare skyde ham i brystet. 

Rammer i ansigtet

Klokken var 08.16 den 6. december sidste år, da skuddet lød ved rampen til politigården i Albertslund. Ifølge anklageren befandt den tiltalte sig maksimalt seks meter fra Jesper Jul, der netop havde sat politihunden Basse ind i buret i bilens bagagerum.

I retten viser en overvågningsvideo, at hundeføreren kiggede på sin telefon, mens han ventede på en kollega.

På billederne kommer en ung mand op bag hundeføreren, går lidt frem og tilbage, og stiller sig så ved siden af bilen.

- Planen er at skyde ham i brystet, for jeg ved, at han har vest på, forklarer den 27-årige om episoden for ni måneder siden.

- Jeg ser den her mand stå med ryggen til, og jeg ved, han har vest på. Jeg sigter på ham på ryggen. Så vender han sig om, og det overrasker mig. Så sigter jeg mod brystet. Jeg ved, at jeg er en god skytte.

Men du rammer ham i ansigtet og ikke i brystet, siger forsvareren.

- Jeg ved, at jeg er en god skytte, så det var jeg ikke usikker på.

Siger han noget?

- Nej, han vender sig om, og vi får øjenkontakt. Han går vist lidt til siden. Der går ikke særlig lang tid.

quote Nej, han vender sig om, og vi får øjenkontakt. 

Drabstiltalt

Stikker af fra stationen

Overvågningsvideoen viser, hvordan Jesper Jul faldt til jorden.

Det er ret voldsomt. Hvad havde du gjort dig af tanker om, at han kunne dø?

- Jeg ved, at jeg er en god skytte, og jeg havde ikke forestillet mig, at han ville dø af det. At jeg ville ramme ham i brystet, siger den 27-årige.

- Da jeg har afgivet skuddet og ser, at han falder om, bliver jeg chokeret. Det er ikke rigtigt, at han falder om på den måde. Jeg var sikker på, at jeg ramte ham i brystet.

Den drabstiltalte løb fra stedet. En time senere blev han anholdt af politiet.

Hvorfor har du ikke sagt noget før nu?

- Jeg er blevet rådet til at lade være, siger den drabstiltalte i retssal F4 i Retten i Glostrup.

Han er tiltalt for at dræbe Jesper Jul og for ulovlig våbenbesiddelse og tyveri af gerningsvåbnet. Den 27-årige nægter sig skyldig i drab, men erkender ulovlig våbenbesiddelse, og at han har begået grov vold med døden til følge.

Der ventes at falde dom i sagen tirsdag.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik