Drabet, der rystede Danmark: Det ved vi om Emilie Meng-sagen

Liget af 17-årige Emilie Meng blev fundet i december 2016, men politiet står stadig uden motiv og gerningsmand i drabssagen. Her er, hvad vi ved.

Det er søndag formiddag.

Kalenderen viser 10. juli 2016, og en gruppe piger er stimlet sammen i Sankt Povls Kirke i Korsør. De skal synge i koret, og de er i fuld gang med at varme stemmerne op til dagens gudstjeneste.

Men der mangler én. 17-årige Emilie Meng er ikke dukket op.

Det undrer Anna Helleberg Kluge, som er præst i kirken. Det ligner slet ikke Emilie at komme for sent. 

Pludselig går døren op. Emilie Mengs mor kommer løbende ind. Hun er forpustet. 

- Er Emilie kommet?, spørger hun og kigger forgæves rundt i lokalet. 

- Jeg er bange for, at den er helt gal, siger hun så. 

"Skriv, når du er hjemme"

Blot få timer forinden står Emilie Meng på Korsør station.

Klokken nærmer sig fire om morgenen, og hun vinker farvel til sine to veninder. De har alle tre været på en bytur i Slagelse, og mens veninderne prajer en taxa, beslutter Emilie sig for at gå de knap tre kilometer fra stationen til sit hjem i centrum af Korsør. 

quote Det er meget udsædvanligt, at en person kan forsvinde klokken fire om morgenen uden at efterlade sig spor.

Søren Ravn-Nielsen, efterforskningsleder

Hun har gået turen mange gange før, og solen er så småt begyndt at stå op.

- Vi ses, skriv når du er hjemme, lyder det fra Emilies ene veninde, inden hun sætter sig ind i taxaen.

- Det skal jeg nok. Vi ses, svarer Emilie.

I toget fra Slagelse til Korsør har hun forsøgt at lade sin mobil op. Togturen tager omkring ni minutter, så hun når ikke at fylde meget strøm på telefonen.

Få minutter efter, at hun forlader sine veninder på stationen, går mobiltelefonen enten ud eller bliver slukket fysisk. Det er det sidste livstegn fra Emilie. 

Natten til søndag bliver 17-årige Emilie Meng filmet af overvågningen på Slagelse Station. Hun er iført blå cowboybukser og en sort cardigan. Billedet af taget, kort før hun forsvinder.
Natten til søndag bliver 17-årige Emilie Meng filmet af overvågningen på Slagelse Station. Hun er iført blå cowboybukser og en sort cardigan. Billedet af taget, kort før hun forsvinder.
Foto: TV 2
Emilie Meng fortalte sine to veninder, at hun ville gå langs denne grusvej hjem, den morgen hun forsvandt
Emilie Meng fortalte sine to veninder, at hun ville gå langs denne grusvej hjem, den morgen hun forsvandt
Foto: TV 2

Den hvide varevogn

Der er ingen spor. Ingen vidner, der med sikkerhed har set hende gå på strækningen fra stationen til hendes hjem. Intet motiv for hendes forsvinden.

- Det er meget usædvanligt, at en person kan forsvinde klokken fire om morgenen uden at efterlade sig spor. Ingen har set noget, og man finder ikke noget, der kan relatere sig til den pågældende, lyder det fra efterforskningsleder i sagen, Søren Ravn-Nielsen. 

quote Han kørte sindssygt stærkt, og jeg forstod ikke, hvorfor det var nødvendigt så tidligt om morgenen.

Erling Jensen, vidne i sagen

Et vidne, som kan vise sig at være central i efterforskningen, har dog set en mistænkelig hvid varevogn ved Lystskov i Korsør klokken fire om morgenen.

Det er omkring seks kilometer fra stationen. Her er varevognen, en Mercedes Sprinter, kommet kørende i meget høj fart, og den er kørt frem og tilbage flere gange. 

- Jeg rystede på hovedet. Han kørte sindssygt stærkt, og jeg forstod ikke, hvorfor det var nødvendigt så tidligt om morgenen, fortæller vidnet, Erling Jensen, som selv var ude for at gå en morgentur på det pågældende tidspunkt.

Det er endnu ikke lykkedes politiet at finde frem til bilens fører, og derfor er det uvist, om bilen har noget med Emilies forsvinden at gøre. 

Emilie set flere steder

Der skal gå næsten et halvt år, før mysteriet om Emilie Meng på tragisk vis fører til fundet af den 17-årige piges lig.

quote De siger til mig, at klokken er 19.52, og at jeg er anholdt og sigtet for drabet på Emilie Meng.

33-årig mand, tidligere mistænkt for mordet på Emilie Meng

I de mellemliggende måneder gennemgår politiet flere mulige scenarier.

Emilie kan selv være stukket af hjemmefra. Hun kan være kommet til skade og ligge et sted på strækningen mellem stationen og hjemmet. Eller hun kan være udsat for en forbrydelse. 

Hundredvis af frivillige gennemsøger i dagene efter hendes forsvinden flere områder i Korsør i håbet om at finde Emilie i live. Og der bliver produceret titusinder af plakater med efterlysning af Emilie, som bliver hængt op i byer over hele landet.

I takt med at sagen får stadig større mediebevågenhed, henvender flere danskere sig med oplysninger, og flere er endda sikre på, at de har set Emilie i live. Heriblandt et nordjysk par fra Skelund, som påstår, at de har talt med den 17-årige pige. 

En lang række frivillige leder i dagene efter Emilie Mengs forsvinden efter den 17-årige pige.
En lang række frivillige leder i dagene efter Emilie Mengs forsvinden efter den 17-årige pige.
Foto: TV Syd

Anholdt og sigtet for drab

Politiet får samtidig en hel del henvendelser om mulige gerningsmænd.

Især to mænd fanger politiets interesse. Den ene er 67-årige Finn Petersen, som fem gange får ransaget sit hjem i Korsør, da naboerne mener, at de har hørt råb fra en muligt indespærret person komme fra hans hus. I midten af oktober bliver han dog endeligt renset for mistanke.

Og allerede i slutningen af august bliver en 33-årig mand anholdt og sigtet i sagen efter en meget konkret henvendelse fra en borger. Den 33-årige er tidligere blevet dømt for voldtægt af en ung pige.

- De siger til mig, at klokken er 19.52, og at jeg er anholdt og sigtet for drabet på Emilie Meng, fortæller den 33-årige, som ønsker at være anonym. 

- Jeg tænkte, at det var løgn. Det er rigtigt, at jeg tidligere er blevet dømt for en sædelighedsforbrydelse, men jeg har aldrig slået nogen ihjel, og jeg har ikke tænkt mig at gøre det, siger han.

quote Hun har ligget på stedet i nogen tid. Nogen tid er formentlig måneder - og måske helt fra starten.

Søren Ravn-Nielsen, efterforskningsleder

Manden viser sig at have et tæt alibi. Han har ikke været på Sjælland i over et år, og han var på arbejde, da forbrydelsen fandt sted. Politiet må derfor løslade ham igen.

Fundet i Borup

I et stort naturområde nær Borup på Midtsjælland, mere end 60 kilometer fra det sted hvor Emilie Meng sidst blev set, gør en hundelufter en grofuld opdagelse, da han juleaftensdag er ude og gå en tur i Regnemarks Bakker.

Området består af flere vandhuller og bække, og det er i et af disse vandhuller, at liget af Emilie Meng bliver fundet.

Hun har ligget der længe. Formentlig siden hun forsvandt, og der går næsten et døgn fra fundet, til politiet offentliggør, at der er tale om den 17-årige pige. 

- Hun har ligget på stedet i nogen tid. Vi er stadig i gang med de retsmedicinske undersøgelser, og der er ikke konkluderet på det endnu. Nogen tid er formentlig måneder - og måske helt fra starten. Det kan vi ikke sige med sikkerhed, siger Søren Ravn-Nielsen. 

Den 24. december 2016 blev den 17-årige Emilie Meng, der har været forsvundet siden juli i år, fundet død i en sø ved Borup på Sjælland.
Den 24. december 2016 blev den 17-årige Emilie Meng, der har været forsvundet siden juli i år, fundet død i en sø ved Borup på Sjælland.
Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Scanpix Denmark

quote Vreden, uretfærdigheden og angsten for en ukendt ondskab, den er bestemt ikke afsluttet. Den lever mellem os.

Anna Helleberg Kluge, sognepræst

Emilie Meng har været udsat for en forbrydelse, men af hensyn til efterforskningen ønsker politiet ikke at oplyse de nærmere omstændigheder omkring hendes forsvinden og død. Ifølge politiet er der stadig mange spor, der skal undersøges.

Og trods rygter om et fund af en kniv i Regnemarks Bakker, er der ikke tale om et gerningsvåben. Det har politiet endnu ikke fundet. 

Sådan så det ud, da Emilie Meng blev fundet.

Gerningsmand på fri fod

En ting står dog klart: Gerningsmanden er stadig på fri fod.

Siden fundet af Emilie Meng juleaftensdag har politiet fået over 1000 henvendelser. Ingen af disse har endnu ført til et større gennembrud i sagen. 

Politiet forsøger blandt andet at komme nærmere en gerningsmand ved at identificere, hvilke mobiltelefoner der har været aktive på telemasterne - både i området i Korsør, hvor Emilie forvandt, og i området ved Borup, hvor liget af den 17-årige blev fundet.

Efter liget af den 17-årige Emilie Meng blev fundet juleaftensdag - i et vandhul lige uden for byen - blev politi og medier blevet en naturlig del af gadebilledet.

Der er tale om omkring 200 mobiltelefoner i Korsør, men politiet vil ikke oplyse, hvor mange telefoner det drejer sig om i området ved Borup. 

- Vi håber meget på, at den her sag kan opklares. Den fortjener om nogen at blive opklaret, lyder det fra Søren Ravn-Nielsen, som derudover ikke har nye oplysninger i sagen.

Få dage efter, det står klart, at Emilie er fundet død, finder et fakkeloptog sted i Korsør, hvor de chokerede borgere mindes den afdøde pige. Og tre uger senere, den 19. januar 2017 bliver Emilie Meng begravet i Sankt Povls Kirke i Korsør, hvor nære venner og familie er samlet.

Tusindvis af mennesker marcherer med fakler gennem Korsørs gader til minde om den dræbte Emilie Meng
Tusindvis af mennesker marcherer med fakler gennem Korsørs gader til minde om den dræbte Emilie Meng
Foto: TV 2

Det er præsten Anna Helleberg Kluge, som begraver hende. 

Hun har konfirmeret Emilie og har kendt hende i mange år. Og lige netop det tætte forhold til Emilie gør, at hun har svært ved at lægge sagen bag sig. Det samme gør sig gældende for borgerne i Korsør, mener hun: 

- Sorgen over, at hun var forsvundet, er afsluttet. Men den er afløst af sorgen over hendes død. Men vreden, uretfærdigheden og angsten for en ukendt ondskab, den er bestemt ikke afsluttet. Den lever mellem os, siger hun.

I slutningen af juni - et halvt år efter fundet af Emilie Mengs lig - mener politiet at have nyt i sagen.

En lys personbil - muligvis en Hyundai i30 - er blevet fanget på en overvågningsvideo. Den er kørt fra parkeringspladsen ved Korsør Station omkring det tidsrum, hvor Emilie sidst blev set.

I første omgang var kvaliteten af billederne så dårlige, at videoen ikke kunne bruges, men en førende ekspert har formået at restaurere billederne i sådan en grad, at efterforskningsleder Søren Ravn-Nielsen går ud i medierne og beder om hjælp.

250 personer har henvendt sig, og politiet gennemgår nu alle nye oplysninger og sammenholder dem med deres omfattende informationsdatabaser.

Imens virker én ting - og én ting alene - til at være sikker. Den danske befolkning er stadig lige opslugt af mysteriet om Emilie Mengs død.

Også nu, et år senere.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik