- Det var fuldstændig vanvittigt, siger cyklist, der var centimeter fra at blive ramt af raket

Cyklisten er overbevist om, at der bevidst bliver skudt efter tilfældige.

00:11

I samarbejde med tv2.dk

Mange steder på Nørrebro i København blev der torsdag aften skudt med fyrværkeri mod busser, taxaer og personer.

Københavns Politi oplyste efterfølgende, at ingen var kommet til skade som følge af den ulovlige affyring.

Men en af dem, der var centimeter fra at blive ramt, er cyklisten Søren Lørup, som ganske uvidende trillede forbi Nørrebro Station omkring klokken 23.20, da en raket eksploderede meget tæt på ham.

- Det var fuldstændig mirakuløst, jeg ikke blev ramt, siger Søren Lørup.

Her bliver Søren Lørup ramt af fyrværkeri torsdag aften på Nørrebrogade.  Foto: Presse-fotos.dk

Efter eksplosionen stod han af cyklen, mens forbipasserende kom løbende hen til ham. De var overbeviste om, at den havde ramt ham, forklarer han.

- Jeg er heldigvis sluppet fuldstændig for skader. Heller ikke min hørelse er blevet påvirket. Bortset fra det er jeg utrolig rystet, fortæller Søren Lørup.

Læs også Efter skud med fyrværkeri: Politiet sætter ekstra mandskab ind på Nørrebro

Da Søren Lørup kørte videre ind ad Nørrebrogade, spottede han en stor gruppe mennesker, der var blevet anholdt af politiet.

Eksplosionerne fortsatte

Stemningen på Nørrebro var kortvarig rolig, da han torsdag aften fortsatte sin cykeltur på Nørrebro. Men efter han havde passeret Nørrebros Runddel, kunne han endnu en gang se fyrværkeri.

- Pludselig kunne jeg se, at der blev affyret raketter på kryds og tværs af gaden længere fremme.

- Jeg valgte at køre ned ad en sidevej. Hvis jeg havde fortsat og var kørt ind i det inferno, så havde jeg ikke været uskadt i dag. Det var fuldstændig vanvittigt, fortæller Søren Lørup.

01:12

Cyklisten Søren Lørup genser episoden, hvor en raket sprang for ørene af ham.

Luk video

Dagen derpå er han chokeret over oplevelsen, men særligt én ting har sat sig fast.

- Det, der ryster mig mest, er, at de bevidst prøver at lemlæste uskyldige mennesker, der tilfældigvis opholder sig på Nørrebro. Det er i den grad rystende, siger Søren Lørup.

Læs også Børn i fyrværkerikrig: Nu overvejer politikere at åbne fritidsklubber i ferien

Potentielt livsfarligt

Søren Larsen, der er overlæge på Odense Universitetshospital, har set den konkrete episode og forklarer, at det kan have voldsomme konsekvenser, når cyklister bliver ramt i trafikken. Udover skaden fra selve eksplosionen, kan det føre til, at de vælter eller bliver påkørt.

Søren Larsen er overlæge på OUH. Foto: TV 2

Overlægen er en del af Ulykkes Analyse Gruppen på hospitalet, der forsker i ulykkesforebyggelse, blandt andet ved fyrværkeriskader. Efter urolighederne de seneste dage på Nørrebro er han overrasket over, at raketterne bliver brugt som skydevåben.

- Med den erfaring, vi har, er der ingen grænser for, hvad der kan ske. Både for dem, der skyder det af, men især for dem, der risikerer at blive ramt, siger Søren Larsen.

For parten, der holder fyrværkeriet i hånden, som det er set på Nørrebro, kan det have voldsomme konsekvenser, hvis det eksploderer i hænderne på dem.

Læs også Fyrværkeri skudt mod cyklister, busser og taxaer på Nørrebro

Værst kan det dog gå udover dem, der bliver skudt imod.

- Personen, som risikerer at blive ramt fuldstændig uforvarende, har ikke nogen mulighed for at beskytte sig selv. De kan blive ramt alle steder på kroppen. I yderste konsekvens kan det være livsfarligt, fortæller Søren Larsen.

Til spørgsmålet, om det vil være en løsning at forbyde fyrværkeri fuldstændig, er han dog tøvende.

- Det er en tanke værd, men vores erfaringer på området viser, at et forbud vil få folk til at opsøge det ulovligt. På den måde vil man se langt mere ulovligt fyrværkeri i gaderne. Hvis det sker, er risikoen for skader meget større, siger Søren Larsen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik