Derfor er håndsprit så dyrt: Her er bagmændene, som tjener kassen

Prisen på håndsprit er eksploderet. TV 2 har fundet frem til de små forretningsfolk og store koncerner, som tjener på coronakrisen.

Hylden, hvor håndspritten plejer at stå, er tom.

På Apoteket Svalen på Nørrebrogade i København kan man ligesom i resten af landet ikke skaffe det håndsprit hjem, som kunderne efterspørger.

- Vi har bestilt det, men hvis vi er så heldige, at vi får en smule hjem, så bliver det revet væk med det samme, fortæller apoteker Vibeke Abrahamsen.

Hylderne med håndsprit er tomme på Apoteket Svalen på Nørrebro.
Hylderne med håndsprit er tomme på Apoteket Svalen på Nørrebro.
Foto: Emil Ellesøe Ditzel / TV 2

400 meter fra apoteket ligger Lygten Bazar, som er stuvende fuld af fisk, kød og grønt fra hele verden. Her sælger de normalt ikke håndsprit, men der er lavet en midlertidig anordning med en blå plastikbakke oppe ved kassen. Det håndsprit, basaren sælger, er mærket "Apotekets Alcogel". 

Det er netop det mærke, som Vibeke Abrahamsen plejer at have stående på sin hylde, og som hun og andre apotekere ikke kan skaffe.

På Apoteket ville en håndsprit på den størrelse koste 75 kroner. I Lygten Bazar koster den 125 kroner.

Hos Lygtens Bazar på Nørrebro sælger de det håndsprit, apotekerne ikke kan skaffe.
Hos Lygtens Bazar på Nørrebro sælger de det håndsprit, apotekerne ikke kan skaffe.
Foto: Emil Ellesøe Ditzel / TV 2

- Jeg synes selvfølgelig, det er irriterende, at man kan købe det hos grønthandleren, når vi ikke kan få det hjem. Deres priser er også urimelige, siger Vibeke Abrahamsen, der undrer sig over, hvor basaren har fået håndspritten fra:

- Jeg kan ikke forstå, hvordan de har fået de produkter, som vi skulle have.

Det har TV 2 fundet ud af.

Apotekeren har ret. Flaskerne i basaren skulle aldrig have været der, men det her er historien om, hvordan 10.000 flasker håndsprit er havnet i de forkerte hænder og solgt til en pris, der - ifølge kilder - ligger langt over rimelighedens grænser.

Sortbørshandel

De tomme hylder med håndsprit var det første tegn på, at danskerne tog coronakrisen alvorligt. Det startede allerede i slutningen af februar - mange dage før man talte om hamstring i supermarkederne.

Siden har sortbørsmarkedet for håndsprit udviklet sig så meget, at Den Blå Avis har suspenderet al salg.

På sociale medier er der delt oplag med en annonce, hvor en flaske håndsprit på 250 ml er sat til salg for 900 kroner.

Hospitaler har fået stjålet håndsprit - i et tilfælde med trusler om at bruge vold. På baggrund af blandt andet den episode har regeringen fået indført en historisk hård stramning af straffeloven.

Straffen for at stjæle håndsprit fra et hospital skal ifølge regeringens lovforslag give en minimumsstraf på 10 til 30 dages ubetinget fængsel uanset mængden af håndsprit.

Lygten Bazar gør intet ulovligt i at sælge Apotekets Alcogel til 125 kroner for en flaske. Men er flaskerne havnet dér i stedet for på apoteket, fordi der er mange penge at tjene på efterspørgslen på rene hænder?

Lygten Bazar på Nørrebro.
Lygten Bazar på Nørrebro.
Foto: Emil Ellesøe Ditzel / TV 2

Købte håndspritten for 110 kroner

Den daglige chef for Lygten Bazar, Ahmed Alhelw, forklarer, at det var på grund af de nye coronakrav til butikker, at han i første omgang købte håndspritten:

- Vi skal have håndsprit, som kunderne kan bruge i butikken, men det er umuligt at skaffe, så da jeg fik tilbudt en masse flasker, sagde jeg ja. Det var egentlig til internt brug, men da kunderne spurgte, om vi havde håndsprit, begyndte vi også at sælge noget af det.

Han fortæller, at han har købt håndspritten for 110 kroner flasken. Han tjener 15 kroner per flaske, som han sælger for 125 kroner.

Ahmed Alhelw er daglig leder af Lygten Bazar, og han er utilfreds med, at folk tjener store beløb på håndsprit
Ahmed Alhelw er daglig leder af Lygten Bazar, og han er utilfreds med, at folk tjener store beløb på håndsprit
Foto: Emil Ellesøe Ditzel / TV 2

Det er altså ikke hans fortjeneste, der umiddelbart kan forklare den høje pris.

- Jeg kan ikke lide, at folk misbruger hårde tider til at tjene så mange penge, siger Ahmed Alhewd.

Han vil gerne hjælpe med at opklare, hvorfor håndspritten er blevet så dyr, så han ringer til den lokale forretningsmand, der har solgt den til ham.

Det næste led i kæden

Manden i den anden ende af telefonen vil ikke sende en faktura, men han fortæller, at han kan være ved Lygten Bazar på ti minutter.

Da han dukker op, siger han, at han kun vil hjælpe TV 2 videre med oplysninger om håndspritten, hvis hans navn ikke kommer frem.

Det lover vi, og den lokale forretningsmand fortæller, at han har købt Apotekets Alcogel til 100 kroner per flaske inklusiv moms. Det betyder, at han har tjent ti kroner per flaske ved salget til Lygtens Bazar.

I alt har han købt 1000 flasker. Han vil ikke vise hele fakturaen, men vil gerne zoome ind i det øverste højre hjørne af fakturaen på telefonen.

Nordic Developing ApS' logo
Nordic Developing ApS' logo
Foto: Nordic Deceloping Aps

Han går ind i skyggen ved basaren, så man kan se på skærmen, at der står firmanavnet Nordic Developing ApS ved siden af et rødt og hvidt logo.

Forretningsmanden bliver sur, da TV 2 fortæller, at vi nu vil opsøge det firma. Aftalen var dog ganske klar: TV 2 vil ikke nævne hans navn, men vi vil selvfølgelig bruge de oplysninger, vi fik, for at finde ud af, hvorfor håndspritten skal være så dyr.

Det er 22 år siden, at Danmark sidste gang oplevede en mangelvare på linje med håndsprit i dag.

Værre end gær-krisen

Poul Bøcker Cullura har været i købmandsbranchen i 37 år. Han fortæller, at det nærmeste, vi kommer situationen i dag, var gærkrisen, men den var alligevel anderledes:

- Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det er værre end gærkrisen, siger Poul Bøcker Cullura, der er købmand i supermarkedet Meny i Skibby.

Han henviser til storkonflikten i 1998, hvor 450.000 privatansatte nedlagde arbejdet i 11 dage, så der ikke kunne komme varer ud til butikkerne. Det fik danskerne til at tømme supermarkederne, og specielt gær blev hurtigt udsolgt over alt.

- Dengang var folk også utilstedelige og hamstrede, men folk prøvede slet ikke at tjene penge på det på samme måde, som man ser med håndsprit i dag, siger Poul Bøcker Cullura.

quote Jeg synes, det er rimeligt at sige, at de store europæiske producenter får, hvad der sandsynligvis er millioner af dollars i ekstra indtægter om ugen, så længe denne situation varer

Ciaran Healey, Senioranalytiker hos ICIS.

Han har fået flere henvendelser fra folk, der vil sælge håndsprit. Det er både tilbud, der er for gode til at være sande, og tilbud, han ville ønske ikke var sande.

- Enten lugter det langt væk af svindel, eller også er det leverandører, der tilbyder det til så ublu priser, at jeg bliver rasende. Jeg forstår ikke, at nogle kan være så hæmningsløse i en krisetid.

Meget tyder på, at myndighederne i sidste weekend var på vej med en regulering af salg af håndsprit.

Forbud var på vej

Sidste søndag ringede enhedschef i Lægemiddelstyrelsen Kim Helleberg til Apotekerforeningen. Han bad foreningen om at sende en besked ud til alle apotekere med en opfordring om at lade være med at sælge personlige værnemidler - for eksempel håndsprit.

- Forbuddet ventes formelt indført i løbet af få dage, men apotekerne opfordres allerede nu til at ophøre med salg heraf, stod der i beskeden, som blev sendt rundt til samtlige apoteker 22. marts.

Håndsprit til salg i Harald Nyborg. Apotekerforeningen fik en opfordring fra myndighederne om at droppe al salg af håndsprit, imens man kunne købe det en række andre steder
Håndsprit til salg i Harald Nyborg. Apotekerforeningen fik en opfordring fra myndighederne om at droppe al salg af håndsprit, imens man kunne købe det en række andre steder
Foto: Privatfoto

I torsdag fik Apotekerforeningen en kontramelding om, at apotekerne alligevel gerne måtte sælge håndsprit. Det var på sin plads, mener den administrerende direktør:

- Det er jo lidt bizart, at apotekerne får besked på, at vi ikke må sælge et værnemiddel som håndsprit samtidigt med, at der tilsyneladende ikke gives restriktioner for alle andre. Kiosken må gerne, men apoteket må ikke. Det dur jo ikke, skriver administrerende direktør Anders Kretzschmar til TV 2.

Skulle være solgt til Kina

Selvom de flasker med Apotekets Alcogel, man kan købe i basaren, har danske mærkater, så var det faktisk planen, at de skulle være solgt til Kina.

Det forklarer Stig Bøgh Karlsen, bestyrelsesformand i apotekernes egen virksomhed, Apotekernes Amba.

Han fortæller, at de fik produceret 10.000 flasker magen til dem, som er til salg i Lygten Bazar. De skulle bare aldrig have været til salg i hverken basaren eller Danmark i det hele taget.

I slutningen af januar, da coronakrisen stadig bare var et kinesisk fænomen, kunne man mærke efterspørgslen i Danmark:

- Det var på grund af herboende kinesere samt kinesiske turister, der tømte hylderne i visse områder af landet – alt sammen til hjemsendelse eller salg på det kinesiske marked. Sideløbende fik vi mange henvendelser fra virksomheder, der desperat ville købe alcogel til distribution i Kina, siger Stig Bøgh Karlsen.

quote Hold da kæft. Han har tjent mere per flaske, end jeg kan tjene på en hel kasse appelsiner. Det er noget svineri

Ahmed Alhelw, daglig leder, Lygten Bazar

Derfor fik man produceret en levering i en særlig billig emballage, der ikke er på markedet i Danmark. Kineserne bad specifikt om at få flasker med danske mærkater, da vestlige varer giver en sikkerhed for produktets kvalitet.

Men da flaskerne blev leveret til det dansk-kinesiske handelsfirma i midten af marts, kunne det tilsyneladende bedre betale sig at sælge dem til det danske marked.

- Det er et klart aftalebrud med os. Jeg synes, det er ubehageligt at se, at flaskerne blive solgt til 125 kroner. Det er et udtryk for spekulation i markedet, som jeg ikke bryder mig om, siger Stig Bøgh Karlsen.

Af forretningsmæssige principper vil han ikke fortælle navnet på det selskab, der brød aftalen.

Men forviklingerne i Danmark er ikke den eneste grund til, at prisen på håndsprit er skudt i vejret. En del af forklaringen på den dyre håndsprit i Danmark skal også findes på Shells fabrik i Holland, som er på billedet herunder.

Prisstigning på 182 procent

Selv hvis man er heldig at finde en flaske håndsprit gennem de normale forsyningsveje, så er den dyrere, end den plejer at være.

Det skyldes, at de råvarer, som man bruger til at producere håndsprit med, er blevet væsentligt dyrere. Det fortæller fire forskellige producenter af håndsprit i Danmark, som TV 2 har talt med.

- Vi opfører os usandsynlig pænt. Priserne på vores varer er kun steget i det omfang, som råvarerne er steget. Der er nogle steder i kæden, at priserne bliver sat op, men det er ikke os, siger Mikkel Egelund Jensen, der er direktør i virksomheden Dermapharm, som producerer håndsprit til både private og sygehusvæsenet.

En af de essentielle råvarer i håndsprit hedder isopropanol. Markedsprisen på isopropanol i Europa er steget med 182 procent siden 18. februar.

Det viser data fra virksomheden ICIS, der er et uafhængigt informationsbureau i råvareindustrien.

Kilde: ICIS
Kilde: ICIS
Foto: TV 2

I Europa står de to internationale virksomheder Shell og Ineos for 89 procent af produktionen af isopropanol.

Ifølge ICIS har de to store koncerner øget omsætningen markant under krisen.

Nordic Developing Aps

For at finde ud af, hvem der i virkeligheden tjener på, at Lygten Bazar sælger håndsprit til 125 kroner per flaske, opsøger TV 2 virksomheden Nordic Developings ApS i det indre København.

Men Nordic Developing vil ikke tjene urimeligt på krisen. Det forsikrer ejeren Yoabin Wang. Han smiler og inviterer indenfor.

Yoabin Wang foran indgangen til hans kontor. Han fortæller, at han bare gerne vil hjælpe med at få de nødvendige varer ud.
Yoabin Wang foran indgangen til hans kontor. Han fortæller, at han bare gerne vil hjælpe med at få de nødvendige varer ud.
Foto: Emil Ellesøe Ditzel / TV 2

Han bekræfter, at han har købt de 10.000 flasker Apotekets Alcogel og solgt dem videre. Men han har ikke taget en urimelig pris, mener han.

- Forholdet mellem danskere og kinesere er ikke godt for tiden, og det er vigtigt for mig, at det bliver bedre. Derfor forsøger jeg også bare at hjælpe med at skaffe de nødvendige produkter. Min avance er kun ti procent. Det, synes jeg, er fair, siger Yoabin Wang, der også sælger mundbind, han har importeret fra Kina.

Han har købt flaskerne med Apotekets Alcogel for lige under 30 kroner stykket eksklusiv moms, og han har solgt dem videre med tre kroners fortjeneste per flaske, fortæller han.

Nordic Developings lokaler ligger som nabo til Amalienborg. Normalt beskæftiger firmaet sig primært med kinesiske turister.
Nordic Developings lokaler ligger som nabo til Amalienborg. Normalt beskæftiger firmaet sig primært med kinesiske turister.
Foto: Emil Ellesøe Ditzel / TV 2

Af hensyn til forretningen vil han ikke fortælle, hvem han har købt de 10.000 flasker Apotekets Alcogel af, og hvem han har solgt dem til.

Apotekernes Amba, der fik flaskerne produceret til at starte med, oplyser, at de ikke har solgt direkte til Nordic Developing Aps, så der har været minimum et mellemled mellem de to.

Men vi ved, at Nordic Developing Aps har solgt direkte til den lokale forretningsmand på Nørrebro, som ikke vil have sit navn frem.

Forretningskæden ser altså således ud:

 
 
Foto: TV 2

Den lokale forretningsmand på Nørrebro er altså det klart dyreste mellemled. Han har købt håndspritten til lidt over 30 kroner eksklusivt moms og solgt den videre få dage efter for 90 kroner per flaske.

Omsætning steget med 80 millioner kroner om ugen

 Den store isopropanol-producent Ineos har siden maj 2018 været sponsor for cykelholdet af samme navn. Holdet har vundet Tour de France de seneste fem år - tidligere under navnet Team Sky.

Virksomheden er ejet af Sir Jim Ratcliffe. Han er blandt Englands rigeste personer med en estimeret formue på 150 milliarder kroner.

Tidligere på ugen meddelte virksomheden, at den vil levere gratis håndsprit til det britiske sundhedsvæsen.

Shell, som er den anden store producent af isopropanol i Europa, har ligeledes leveret 2000 ton gratis isopropanol til de hollandske myndigheder, hvor virksomheden hører hjemme.

Begge firmaer har øget produktionen for at hjælpe Europas producenter af håndsprit. Og begge firmaer har ifølge en analyse af ICIS øget deres omsætning markant.

Milliardæren Jim Ratcliffe ejer Ineos og har i denne uge meddelt, at virksomheden vil give gratis håndsprit til det britiske sundhedsvæsen.
Milliardæren Jim Ratcliffe ejer Ineos og har i denne uge meddelt, at virksomheden vil give gratis håndsprit til det britiske sundhedsvæsen.
Foto: Tolga Akmen / Ritzau Scanpix

ICIS skriver, at producenterne af isopropanol i Europa har en ekstra omsætning på 80 millioner kroner om ugen i øjeblikket på grund af coronavirus.

Senioranalytiker fra ICIS, Ciaran Healey, der har lavet analysen, pointerer i en mail til TV 2, at tallet er en vurdering:

- Men jeg synes, det er rimeligt at sige, at de store europæiske producenter får, hvad der sandsynligvis er millioner af dollars i ekstra indtægter om ugen, så længe denne situation varer, skriver Ciaran Healey.

Shell: - Vi følger ikke markedsprisen

I en e-mail til TV 2 skriver Shell, at virksomheden “ikke har fulgt markedsprisens stigninger siden starten af marts”.

TV 2 har spurgt, om den formulering betyder, at virksomheden ikke har tjent ekstra på coronakrisen, men Shell skriver, at de ikke kan uddybe svaret.

Ineos er ikke vendt tilbage på TV 2’s henvendelser.

Høje omkostninger

TV 2 har flere gange forsøgt at ringe til forretningsmanden på Nørrebro for at spørge ind til hans avance på Apotekets Alcogel.

Han vil ikke tale i telefon, men svarer på SMS:

 
 
Foto: Emil Ellesøe Ditzel / TV 2

Over SMS skriver han videre, at hans samlede udgifter er 80 kroner plus moms per flaske.

Udover de 30 kroner, som han har betalt per flaske få dage inden, at han sælger dem videre for 90 kroner stykket, så har der været udgifter til transport af farligt gods, opbevaring, husleje, lønninger og provision til en person, som skabte kontakten til Nordic Developing ApS.

 
 
Foto: Emil Ellesøe Ditzel / TV 2

Ahmed Alhelw, som købte flaskerne til Lygtens Bazar, er overrasket over fortjenesten:

- Hold da kæft. Han har tjent mere per flaske, end jeg kan tjene på en hel kasse appelsiner. Det er noget svineri.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik