'De næste 14 dage bliver så slemme, at vi ikke har set noget lignende'

På Region Hovedstadens hospitaler bliver der både trængsel og alarm i hele juleperioden.

Antallet af indlagte med covid-19 slår nye rekorder hver dag i øjeblikket, og mandag var ingen undtagelse.

Der er nu 713 indlagte coronapatienter, og over halvdelen er i Region Hovedstaden, som mandag morgen opgjorde antallet til 373 på regionens seks hospitaler.

- Vi kan jo lige så godt melde ærligt ud. Virkeligheden er grum i øjeblikket, siger Line Ervolder (K), der er formand for Sundhedsudvalget i Region Hovedstaden.

Og der ser ikke ud til at være nogen aflastning på vej til det pressede sundhedspersonale. Snarere tværtimod. De daglige smittetal toppede nemlig i sidste uge med flere dage over 4000 smittede, og det tager typisk mellem 10 og 14 dage, før det viser sig i antallet af indlagte.

- De næste 14 dage bliver så slemme, at vi ikke har set noget lignende. Det må vi indstille os på psykisk, siger Line Ervolder.

Kan blive nødvendigt at flytte patienter

Travlheden har allerede betydet, at både sygeplejersker og læger i regionen har måttet tvinges på arbejde henover julen, eller at de flyttes fra helt andre afdelinger til at passe coronapatienter. Det præcise antal personer, det drejer sig om, har regionen ikke overblikket over lige nu, men én ting synes sikker:

- Det bliver højst sandsynligt meget højere, fastslår Line Ervolder.

Regionen har da også bedt om hjælp hos staten, mens andre løsninger inkluderer en bonus til dem, der melder sig frivilligt til ekstraarbejde. Og så kan det ifølge Line Ervolder komme på tale at fragte coronapatienter til eksempelvis Region Syddanmark, som ikke er så hårdt ramt af indlæggelser i øjeblikket.

Line Ervolder(K) er formand for Region Hovedstadens sundhedsudvalg.
Line Ervolder(K) er formand for Region Hovedstadens sundhedsudvalg.
Foto: Københavns Kommune

- Vi er ikke begyndt at køre med patienterne endnu, men dialogen er der, og det kan blive nødvendigt. Nok ikke til Region Sjælland, men måske til Region Syd. Det vil være mit bud, siger hun.

Svend Særkjær, der er direktør for Region Hovedstaden, bekræfter, at det er i spil at flytte patienter ud af regionen.

- Lige nu er vi ved at gå patienterne igennem for at finde ud af, hvem der kan flyttes. For nogle af dem vil det skabe kompleksiteter, så det skal vi have kortlagt, siger han.

Ligesom Line Ervolder forventer Svend Særkjær også, at presset på regionens sygehuse bliver værre, før det bliver bedre.

- Allerede nu har vi langt flere indlagte end i foråret, og nu kigger vi ind i en ekstra stigning.

Kan du bekræfte, at I formentlig kommer til at tvinge flere på arbejde i juleferien?

- Jo flere patienter vi får, jo flere medarbejdere skal vi bruge. Så det vil være den vej, det går, lyder det fra Svend Særkjær.

Fortsat stigning ventes i juletiden

Line Ervolder og Region Hovedstaden er ikke alene om at være bekymrede for den nærmeste fremtid. Eksperter på området er helt enige om, at den fulde effekt af decembers høje smittetal ikke er set endnu, og at indlæggelsestallene derfor vil fortsætte med at stige, selvom der igen er lidt færre smittede.

- Det er en kæmpeudfordring for sundhedsvæsenet med den fortsatte stigning i indlæggelserne. Og så her op til jul ovenikøbet. Så vi er endnu ikke på rette spor, siger Thorkild Sørensen, der er professor emeritus i epidemiologi ved Københavns Universitet, til Ritzau.

Samtidig forventes juletiden med dertilhørende rejser og møder med familien at føre til en stigning i antallet af smittede og dermed antallet af indlagte.

- Vi kommer til at se konsekvenser af, at vi har rejst på kryds og tværs, fastslog Hans Jørn Kolmos, der er professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet, over for TV 2 i fredags.

- Vi er allerede nu på det kritiske sted i sundhedssystemet, og vi kommer højere op i antallet af indlagte. Det kan der desværre ikke være nogen tvivl om, supplerede Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimental virologi ved Københavns Universitet.

Næsten 1000 sygeplejersker sendt hjem

Line Ervolder arbejder selv som sygeplejerske på Rigshospitalets intensivafdeling og har derfor kunnet se den effekt, den stigende smitte har.

Hun kan da også sagtens forestille sig en situation, hvor der vil komme en bølge af stresstilfælde i kølvandet på den nuværende situation. Ikke mindst, fordi 944 sygeplejersker i regionen lige nu er hjemsendt af coronarelaterede årsager. Enten fordi de selv er syge, har været i nær kontakt med syge eller er nødt til at passe hjemsendte børn.

- Når de bliver taget ud, så lægger det jo endnu mere pres på systemet. Derfor vil det betyde alt, hvis vi kunne vaccinere frontlinjepersonalet, siger hun.

Men på det punkt var der dårlige nyheder i sidste uge, da det blev meldt ud, at Danmark i første sending blot modtager 10.000 doser vaccine. Et antal, Region Hovedstaden ved den lejlighed kaldte 'meget beskedent'.

- Det er meget alvorligt, at vi ikke får de vacciner, vi var blevet lovet. Det vil betyde, at vi må tvinge endnu flere på arbejde, konstaterer Line Ervolder.

Svend Særkjær kalder den nuværende situation for "kritisk, men under kontrol". Og han oplyser, at regionen holder et krisemøde tirsdag for at diskutere de næste skridt.

- Indtil videre er der ikke mange, der har fået inddraget deres ferie, men der kan komme flere fra i morgen. Og det gør vi jo for at bevare kontrollen, siger han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik