Danskere fra virusramt provins i Kina er landet i Roskilde Lufthavn

En dansker er blevet indlagt med sygdomssymptomer i Belgien. To danskere er desuden placeret i hjemmekarantæne, efter de landede i Roskilde natten til mandag.

De sidste danske borgere, som er evakueret fra den virusramte Hubei-provins i Kina, landede i Roskilde Lufthavn natten til mandag.

Ifølge Udenrigsministeriet landede flyet i Roskilde Lufthavn lidt efter klokken 01.00.

Det er dog kun ni af de ti evakuerede danskere og danskkinesere, der er blevet evakueret fra Wuhan, som er landet i Roskilde, skriver TV 2.

Det skyldes, at en dansker, der har været evakueret fra Wuhan over Frankrig til Bruxelles, er blevet indlagt med sygdomssymptomer i Belgien.

Vedkommende har "sygdomssymptomer", oplyser Udenrigsministeriet i en mail til TV 2.

- Personen vil blive testet for coronavirus, lyder det i mailen.

Med ombord på flyet til Roskilde var også en medarbejder fra Udenrigsministeriet.

To personer sat i hjemmekarantæne

Ved modtagelsen i Roskilde blev alle de hjemtagne individuelt vurderet af overlæger fra Styrelsen for Patientsikkerhed, der foretog en grundig risikovurdering, lød det ifølge nyhedsbureauet Ritzaus hjemmeside søndag aften.

Mandag morgen lyder det, at ingen af de 10 havde tegn på sygdom, men to personer bliver alligevel holdt i karantæne:

- Vurderingen er, at to er i høj risiko for at være udsat for corona-smitte, og vi har derfor aftalt at de går i hjemmekarantæne i 14 dage. For de øvrige otte har vi efter en grundig vurdering fundet, at de er i lav risiko for at være smittede med coronavirus, siger Anne-Marie Vangsted, direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed.

Styrelsen oplyser videre, at de alle løbende er blevet vurderet for tegn på smitte, og at det har været en betingelse for videre rejse, at de ikke var syge.

Ni danskere, som er evakueret fra Kina, landede i nat i Roskilde Lufthavn.
Ni danskere, som er evakueret fra Kina, landede i nat i Roskilde Lufthavn.
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Ankom via Frankrig 

Symptomer kan ifølge Statens Serum Institut være feber, tør hoste og i nogle tilfælde besværet vejrtrækning og tegn på lungebetændelse på røntgenbilleder.

Virussen har sit epicenter i Wuhan, der ligger i Hubei-provinsen i Kina, og Udenrigsministeriet har arrangeret evakueringen af danskere i området i samarbejde med flere europæiske lande.

I alt 250 europæere landede i Sydfrankrig søndag aften, hvor flere danskere var ombord. Det bekræfter Udenrigsministeriet overfor TV 2.

Heraf blev 20 af dem tilbageholdt i lufthavnsområdet i Frankrig, da de havde symptomer på smitte.

De resterende blev senere fløjet til en militærlufthavn i Bruxelles, hvor danskeren ved en screening blev indlagt.

Findes fortsat ingen kur

Udbruddet startede på et marked med dyr i den kinesiske by Wuhan, hvor der bor 11 millioner indbyggere. Første udbrud blev noteret 31. december 2019.

Siden er 17.373 personer officielt erklæret smittet med den nye virus ifølge de seneste tal, og 362 personer har mistet livet.

Foruden Kina har coronavirussen spredt sig til over 20 andre lande, heriblandt også otte europæiske lande.

Søndag skete det første dødsfald uden for Kina, da en 44-årig kinesisk mand døde i Filippinerne efter at have været indlagt i isolation siden 25. januar.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) erklærede torsdag coronaudbruddet for en international sundhedskrise.

Der findes endnu ingen behandling for virussen, da den er ny og ukendt. Virussen har officielt navnet 2019-nCoV.

Ifølge Statens Serum Institut er der tale om en såkaldt coronavirus, der giver luftvejsinfektioner, som i sidste ende kan føre til lungebetændelse. Ifølge myndighederne findes der mange grupper af coronavirus. De fleste er ufarlige og er en almindelig årsag til forkølelse.

Det var imidlertid en særlig variant af coronavirus, der gav anledning til SARS-epidemien i 2003, hvor 650 mennesker mistede livet i Kina og Hongkong.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik