Danmarks første coronasmittede: - Det er fuldstændig surrealistisk

Jakob Tage Ramlyng fik i nat beskeden om, at han var coronasmittet. Nu udtaler han sig første gang, efter han blev testet positiv.

- Det er fuldstændig surrealistisk.

Sådan beskriver Jakob Tage Ramlyng de seneste 24 timer. Han er Danmarks første coronasmittede.

Han fik beskeden natten til torsdag, efter han var blevet testet på Roskilde Sygehus.

- Jeg har ikke sovet siden, så jeg er rigtig træt og rundt på gulvet. Det har været et intenst døgn, siger han sent torsdag eftermiddag.

Han og familien - der fløj til og fra Malpensa Lufthavn i Milano - kom hjem fra ferie mandag, og efter at have oplevet symptomer som hoste og feber blev han onsdag eftermiddag testet på sygehuset. Hans kone og søn, der også havde udvist symptomer, blev også testet, men deres resultater var negative.

Nu er de i karantæne i deres hjem de næste 14 dage, så smittefaren bliver begrænset.

- 'Det er løgn'

Da telefonen ringede natten til torsdag, blev familiens hverdag vendt på hovedet.

- Vi tænkte: "Det er løgn, det kunne ikke være rigtigt." Og så prøvede vi at tænke baglæns, siger Jakob Tage Ramlyng.

Han satte sig ned og skrev en "udførlig gennemgang" af sin færden, som sundhedsmyndighederne kunne bruge i deres arbejde, og han kontaktede sine børns skoler.

Jakob Tage Ramlyng lagde billedet, hvor han får taget mundskrab på Roskilde Sygehus, op på Facebook onsdag eftermiddag.
Jakob Tage Ramlyng lagde billedet, hvor han får taget mundskrab på Roskilde Sygehus, op på Facebook onsdag eftermiddag.
Foto: Privatfoto

16 kolleger i karantæne

Både hans kone og yngste barn havde været syge siden tirsdag sidste uge, men han selv følte sig frisk efter hjemkomsten fra Italien.

Derfor tog Jakob Tage Ramlyng kortvarigt på arbejde på TV 2, hvor han er redaktør, før han fik feber og tog hjem.

Nu er 16 af hans kolleger også i karantæne.

- Jeg er rigtig ærgerlig over det, men jeg vidste ikke bedre, siger Jacob Tage Ramlyng.

Han fortæller, at hans kone havde kontaktet lægen forinden, som forsikrede dem om, at hvis de ikke havde været i de værst ramte områder, skulle de forholde sig enten som ved en almindelig influenza eller "opføre sig almindeligt". Noget, han ærgrer sig over i dag.

- Jeg havde gerne holdt den for mig selv og inden for familien. Det er ærgerligt.

Aflyst fødselsdag

At familien ikke må komme ud de næste 14 dage, betyder blandt andet en aflyst fødselsdag. Jakob Tage Ramlyngs ældste søn fylder 13 i morgen, så den fejring måtte aflyses.

- Det havde han glædet sig til, så han er ked af det. Den niårige har spillet iPad hele dagen, det synes han er rigtig fedt, siger han.

Familien har både fået hjælp af naboer, myndigheder og masser af tilbud fra venner om hjælp til indkøb, så skabene ikke bliver tomme i løbet af den ufrivillige husarrest.

Alt i alt er Jakob Tage Ramlyng fortrøstningsfuld.

- Vi er optimister og skal nok få det til at fungere. Og om 14 dage skulle vi gerne være ude på den anden side, siger han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik