Danmark skruer ned til 19 grader: - Det bliver formentlig ubehageligt for de fleste

De lavere temperaturer i offentlige bygninger kan give bedre betingelser for skimmelsvamp, forklarer forsker.

Fra i dag kan der forekomme kolde næser og fingre på rådhuse, skoler og andre offentlige bygninger landet over.

Temperaturen kommer nemlig ikke til at vise mere end 19 grader indendørs fra 1. oktober og vinteren igennem.

Det er i hvert fald budskabet fra regeringen, der har lanceret en række tiltag for at imødekomme energikrisen.

For statslige bygninger er det et krav at skrue ned til 19 grader, og for kommuner og regioner er der tale om en anbefaling.

Private virksomheder anbefales også at holde en indendørstemperatur på bare 19 grader.

Og især for danskere med et stillesiddende kontorarbejde vil det gøre en mærkbar forskel, lyder det fra Jørn Toftum, der er professor ved DTU og forsker i indeklima.

- Det bliver formentligt ubehageligt for de fleste, indtil vi finder ud af at tage tøj nok på, siger han.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

På DTU har de et forsøgslokale med en temperatur på 19 grader og en mannequin, så de kan simulere varmetab fra mennesker.
På DTU har de et forsøgslokale med en temperatur på 19 grader og en mannequin, så de kan simulere varmetab fra mennesker.
Foto: TV 2

En normal indendørstemperatur – og de flestes komforttemperatur – ligger på omkring 20-22 grader.

Knoppen er klarest i kølige rum

Det første, man vil opleve, når temperaturen falder, er, at hænder, fødder og næsen bliver kold, fordi kroppen vil koncentrere energien og blodet omkring de vitale organer.

- Hvis man begynder at fryse, kan man ikke koncentrere sig lige så godt, siger Jørn Toftrum.

Samtidig kan det påvirke fingrenes smidighed, hvis man skal skrive på et tastatur med kolde fingre.

Ifølge Jørn Toftrum har studier vist, at den bedste temperatur for at kunne koncentrere sig optimalt er 21 grader.

- Man er klarest i knoppen, når der er relativt køligt omkring vores hoved, siger han.

Det er dog meget individuelt ved hvilken temperatur, man trives bedst. Studier har vist, at kvinder generelt foretrækker en højere temperatur, og at lavere temperaturer endda kan påvirke kvinders produktivitet negativt.

Flere aktiviteter og en ekstra trøje

På Peder Lykke Skolen i København forbereder de sig på, at børnene møder ind til et lidt køligere klasselokale på mandag.

Skolens lærere er blevet bedt om at veksle mellem aktiviteter og stillesiddende skolearbejde og samtidig råde børnene til at tage en ekstra trøje på, fortæller konstitueret skoleleder på Peder Lykke Skolen Jasminka Ibrisimovic.

- Det kan godt være, at det kommer til at opleves lidt ubehageligt for eleverne, siger hun.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Masser af vådt overtøj kan gå ud over indeklimaet.
Masser af vådt overtøj kan gå ud over indeklimaet.
Foto: TV 2

For Kristoffer Lolk Fjeldsted, der er forælder til en datter på skolen, er det heller ikke noget, der skaber bekymring, og han har forståelse for beslutningen.

- Vi gør det jo også derhjemme, hvor vi også har sænket temperaturen en grad eller to, siger han.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Forælder er ikke bekymret over, at temperaturen på landets skoler sænkes til 19 grader.
Forælder er ikke bekymret over, at temperaturen på landets skoler sænkes til 19 grader.
Foto: TV 2

Han giver bare sit barn en ekstra trøje og strømper på.

- Det er jo ikke afgørende for deres trivsel at få en ekstra trøje på, siger Kristoffer Lolk Fjeldsted.

Fugt kan forringe indeklima og bygninger

Der er dog én ting, som kan blive en udfordring for eleverne på Peder Lykke Skolen.

I de fleste klasselokaler er knagerækkerne til overtøj nemlig inde i klassen, og kombinationen af lavere indendørstemperaturer og regnvådt overtøj bekymrer skolelederen.

- Det kan påvirke indeklimaet, elevernes velbefindende og deres koncentrations- og indlæringsevne, siger Jasminka Ibrisimovic.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Jasminka Ibrisimovic er konstitueret skoleleder på Peder Lykke Skolen i København.
Jasminka Ibrisimovic er konstitueret skoleleder på Peder Lykke Skolen i København.
Foto: TV 2

Og det har hun faktisk en pointe i, hvis man spørger professor i bygningsfysik ved DTU Carsten Rode.

Han forklarer, at en lavere indetemperatur giver et mere fugtigt miljø og dermed bedre betingelser for, at skimmelsvamp kan gro.

- Mange mennesker kan jo ikke tåle skimmelsvamp, så vi bliver i varierende grad syge af det, og det er uheldigt, siger han.

Han råder til, at man både i skoler, offentlige bygninger og i hjemmet er opmærksom på at hjælpe fugten ud.

Det kan man gøre ved ikke at tage vådt overtøj eller vådt vasketøj med ind i opholdsrummene, lægge et låg på gryden og sørge for godt med gennemtræk og ventilation.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik