Danmark kan fejre den femte grønne jul i træk

Ikke siden 2012 har der ligget sne på dansk jord juleaften - og ikke siden 2010 har hele landet været dækket af sne.

Det er skyet, nogle steder er der småregn i luften, vinden blæser hård fra vest og temperaturerne ligger mellem seks og ni graders varme.

Det er bestemt ikke et vejr, som i sig selv løfter julestemningen op over træets top, men ikke desto mindre er det et vejr, som vi nu har oplevet flere år i træk på den 24. december.

Grøn jul trods sne tidligere på december

Danmark kan i år nemlig fejre sin femte landsdækkende grønne jul i træk, og hvidjulsbarometeret står urokkeligt fast på nul procent.

Der har dog været sne mange steder landet tidligere i julemåneden.

Den 12. december lå der sne i hele 88 procent af landet, og i Vendsyssel havde man over 20 centimeter.

Lokal hvid jul i 2012 - landsdækkende hvid jul i 2010

Men sidste gang der lå sne i Danmark juleaften var i 2012, hvor man især i Nordjylland kunne fejre hvid jul.

Den seneste 'rigtige' hvide jul skal vi dog tilbage til 2010 for at finde, men den blev til gengæld også en af de koldeste og mest snerige af slagsen nogensinde i dansk vejrhistorie.

Den 24. december 2010 lå der sne i hver en afkrog af landet - og på Bornholm havde man sågar mere end én meter sne.

TIDSLINJE: Julevejret de seneste 12 år

  • Julevejret 2005
    Julen i 2005 blev som så mange andre heller ikke hvid i 2005. Selve juleaftensdag var det mildt med temperaturer lidt over 5 grader, samtidig med at det var tørt og gråt.
    I juledagene slog vejret dog om, og fra 2. juledag var der snebyger flere steder. Vintervejret kulminerede den 29. december med en relativ kraftig snestorm til store dele af landet.
     
  • Julevejret 2006:
    Det blev den varmeste december målt i dansk vejrhistorie med hele 7,0 grader i gennemsnit. Også juleaftensdag var præget af det særdeles milde vejr - til gengæld skinnede solen i den vestlige halvdel af landet - temperaturerne i december havde været så høje, så man flere steder kunne opleve kirsebærtræer blomstre juleaftensdag.
     
  • Julevejret 2007​:
    Ligesom de to foregående år blev julevejret igen mildt. Generelt lå temperaturerne på mellem 3 og 6 grader, og det var gråt med finregn. Som det ses på billedet var der juleaftensdag mulighed for at plukke æbler fra haven.
     
  • Julevejret 2008:
    Julevejret i 2008 blev genrelt også en mild omgang. I løbet af juledagene blev det dog gradvis koldere med nattefrost - men ikke med megen sne.
     
  • Julevejret 2009:
    Så lykkedes det endelig! Efter 14 år med grøn jul, blev julen 2009 hvid. På selve juleaftensdag var der temperaturer omkring frysepunktet, og nedbør i luften. Den faldt som både regn, slud og sne, mens der lå omkring 10 centimeter sne mange steder i landet.
    Det kolde vejr holdt ved, og både januar og februar blev væsentlige koldere end normalt.
     
  • Julevejret 2010:
    For andet år i træk blev det til en landsdækkende hvid jul. Det er aldrig før sket i dansk vejrhistorie. Mange steder lå der over 20 centimeter knirkende sne.
    December måned blev desuden isnende kold - den næstkoldeste der er registreret med en middeltemperatur på -3,9 grader - kun 0,1 grader fra rekorden i 1981. Med talrige snevejr og nætter med temperaturer ned til 23 graders frost, blev december - og julevjeret 2010 noget af det bedste man kunne forestille sig.
    I dagene efter jul blev Bornholm begravet i ekstreme mængder sne - officielt lå der 140 cm sne på jorden med driver i over 5 meters højde.
     
  • Julevejret 2011:
    Så gik den ikke længere - julevejret 2011 blev igen mildt, blæsende men med en del sol juleaftensdag.
    December måned generelt blev også meget varm, og desuden med en hel del regn.
     
  • Julevejret 2012:
    Da december 2012 faktisk blev temmelig kold, var spændingen om julevejret intakt indtil lillejuleaftensdag. Netop den 23. december ramte en snestorm nemlig landet, men den efterfulgtes af meget mildere luft med temperaturer på mellem 3 og 5 graders varme. 
    Det betød at der flere steder endnu lå sne juleaftensdag, og man derfor oplevede lokal hvid jul flere steder - omend sneen var sjappet og våd. Men en landsdækkende hvid jul blev det ikke til.
     
  • Julevejret 2013:
    I 2013 gik det 'helt galt' - og temperaturerne juleaftensdag lå på mellem 8 og 10 graders varme flere steder, samtidig med at det blæste med op til kuling fra vest og sydvest.
    December endte også med en middeltemperatur på 5,3 grader, og blev dermed den næstvarmeste i dansk vejrhistorie.
     
  • Julevejret 2014:
    Julen 2014 heller ikke hvid. Men ligesom i 2012 endte det med en gyser.
    Kold luft skulle ifølge prognoserne slå ned over landet sent juleaftensdag, så timingen var afgørende for om julen kunne nå at blive hvid.
    I Nordvestjylland fik man om aftenen sne, og julemorgen stod mange op til snedækkede overflader og frostvejr i den nord- og østlige del af landet. Sneen kom dog 12 timer for sent til at give os hvid jul.
     
  • Julevejret 2015:
    Vanen tro blev julevejret i 2015 også en mild fornøjelse. 
    Generelt var vejret gråt, diset og med finregn hist og her - men især i den østlige del af landet, var der også plads til enkelte solstrejf.
    Det var dog også særdeles mildt, og i Vamdrup i Jylland måles en temperatur på 10,7 graders varme.
     
  • Julevejret 2016
    Med temperaturer på mellem 5 og 8 graders varme var der igen langt til sneen juleaftensdag 2016.
    I modsætning til de tre foregående år, så var der dog lidt hvidt i nedbøren rundt omkring i landet.
    Ustabil luft blæste fra nordvest ind over Danmark, og det gav anledning til en del byger, som stedvis var med hagl. Desuden blev der flere steder set imponerende regnbuer, og byger der var med 'mammatusskyer'.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik