Christianitter: Pusher Street skal sættes på pause

Der vil i morgen finde endnu et fællesmøde sted om fristadens fremtid.

På et fællesmøde tirsdag aften har beboerne på Christiania valgt at "sætte Pusher Street på pause".​

Beslutningen er truffet på baggrund af en udvikling omkring hashgaden, som ifølge christianitterne ikke er til fristadens bedste, lyder det i en pressemeddelelse ovenpå et fællesmøde i fristaden.

- Christiania skal være en fristad for kærlighed, mangfoldighed, natur og kultur. Det er den atmosfære, der skaber en fristad med plads til alle, og det er selvfølgelig meget vigtigt for Christiania, lyder det i en udtalelse fra Fællesmødet som fortsætter med ordlyden:

- Desværre har udviklingen omkring Pusher Street bidraget til at skabe et andet billede af Christiania, og det vil vi ikke acceptere. Situationen kalder på omtanke og eftertanke, hvorfor vi altså nu har valgt selv at sætte aktiviteterne på pause, så vi kan få arbejdsro til en omstrukturering af forholdene omkring Pusher Street. Uanset at vi må anerkende, at vi har at gøre med nogle problemstillinger som det civile Christiania ikke kan løse. Denne pause er ikke en løsning, men et signal om at situationen er uholdbar, står der i pressemeddelelsen.

Christianas Fællesmøde er den øverste besluttende myndighed i Fristadens konsensusdemokrati.

 

Pusher Street lukket

Pusher Street på Christiania har siden tirsdag formiddag været lukket for offentligheden, efter en gruppe af christianitter valgte at spærre gaden af.

"Pusher Street er lukket de næste par dage. Vi åbner op igen til en mere hyggelig gade", står der på et skilt ved en af indgangene til gaden.

Afspærringen sker, dagen efter det kom frem, at hashhandlen er øget markant.

Udviklingen er sket på trods af, at der i Pusher Street siden 2016 er blevet opsat flere kameraer, og at der har fundet flere rydninger fra politiets hånd sted i området.

Politiet positive over for lukning

TV 2 har tidligere på dagen indhentet en kommentar fra Københavns Politi i forhold til lukningen af Pusher Street på Christiania.

Vicepolitidirektør og leder af Operativ Specialafdeling ved Københavns Politi Lars Ole Karlsen siger, at politiet er positiv stemt over dagens afspærring af gaden.

- Vi kan konstatere, at Pusher Street er lukket et par dage, og at man så vil åbne området op i en mere hyggelig form. Vi hilser initiativet fra christianitternes side velkommen, og håber det bliver til en varig lukning af Pusher Street - i hvert fald i forhold til det organiserede hashsalg, siger Lars Ole Karlsen og tilføjer:

- Vi vil understøtte og hjælpe 'det gode Christiania' i deres initiativ, alt det vi kan. Åbenlys hashsalg er kriminelt, og det vil politiet bekæmpe på Christiania.

Christianitterne håber ifølge pressemeddelelsen, at aktion giver myndighederne mulighed for at gentænke deres strategi for Pusher Street

- Christiania ønsker en langsigtet løsning for Pusher Street, som ikke er båret af en ulige kamp mellem Christiania og udefrakommende interesser, lyder det.

I pressemeddelelsen står der endvidere, at der vil finde endnu et fællesmøde for Christianias fremtid sted i morgen klokken 17 på Pusher Street.

Her vil christianitterne fortsætte med i fællesskab at finde frem til, hvordan Christiania også fremadrettet vil spille en positiv rolle for Christianshavn, København og Danmark.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik