Chef efter toiletrens i energidrik: En form for chikane

Kvinden er hjemme fra hospitalet og er forventet tilbage på arbejde igen mandag.

En kvindelig rengøringsassistent, som arbejder i Frederiksborg Centret i Hillerød, måtte onsdag køres på hospitalet, efter hun drak af en dåse Red Bull-energidrik, som nogen havde hældt toiletrens i. 

Det oplyser administrerende direktør i Frederiksborg Centret Carsten Larsen til TV 2.

Han mener, at det er kollegaer til kvinden, der har hældt toiletrens i hendes energidrik som en form for chikane. Sagen har derfor ført til, at en medarbejder er blevet bortvist, og to andre er opsagt.

quote Det kunne være gået rigtigt galt, men heldigvis er der ikke sket nogen fysiske skader.

Carsten Larsen

- Når der i den medarbejderstab har været så meget uro, at de har tænkt, at de kan chikanere hinanden på den måde, så mener jeg ikke, de kan være på vores arbejdsplads, siger Carsten Larsen. 

På arbejde mandag

Han tilføjer, at han ikke ved, hvad der er gået forud for onsdagens alvorlige hændelse, siden det er gået så vidt.

Kvinden, det gik udover, er ifølge Carsten Larsen hjemme igen, og han forventer, hun starter på arbejde igen mandag. Arbejdspladsen har desuden sørget for, at hun får krisehjælp af en psykolog.

- Det kunne være gået rigtigt galt, men heldigvis er der ikke sket nogen fysiske skader, siger Carsten Larsen.

Politi har fået anmeldelse

Udover at tage hånd om sagen har han meldt sagen til politiet.

Nordsjællands Politi bekræfter, at man har modtaget en anmeldelse, som nu ligger til efterforskning hos lokalpolitiet i Hillerød, men kan ikke sige mere om, hvad der er sket. 

- Vi har modtaget en anmeldelse om, at en borger, som arbejder der i centret, har fået det dårligt efter at have drukket af en energidrik, og hendes mistanke er, at der var hældt noget rengøringsmiddel i, siger vagtchef David Borchersen fra Nordsjællands Politi til TV 2.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik