Byret vil ikke ændre midlertidigt forbud af Loyal To Familia

Retssagen om opløsning af Loyal To Familia er blevet udsat to til tre måneder, men det midlertidige forbud mod banden gælder alligevel.

Forbuddet betyder, at det er forbudt at videreføre LTF, som det hedder. Det gælder for eksempel brug af rygmærker og andre LTF-kendetegn i det offentlige rum. Foto: Scanpix Danmark Stf/Ritzau Scanpix

I samarbejde med tv2.dk

Det midlertidige forbud mod banden Loyal To Familia (LTF) gælder fortsat, selv om en retssag om bandens fremtid er blevet udsat. Det har Københavns Byret besluttet.

- Københavns Byret siger, at da sagen kun er udsat tre måneder, så vil den ikke ophæve det midlertidige forbud på nuværende tidspunkt, oplyser LTF's forsvarsadvokat, Michael Juul Eriksen, til TV 2.

Michael Juul Eriksen havde ellers krævet, at det midlertidige forbud mod LTF blev ophævet, efter anklagemyndigheden i retssagen om opløsning af banden har måttet begære sagen udsat. Det er sket med henvisning til skandalen om mulig fejlagtig brug og vurdering af teledata i retssager og politiets efterforskning.

Udsættelsen er sket, fordi der kan være fejl i behandlingen af teledata. I sagen, hvor anklagemyndigheden går efter at få banden opløst, indgår teledata ikke som direkte beviser. Men undervejs har anklagemyndigheden fremlagt tidligere domme, hvor medlemmer af banden er blevet straffet for organiseret og personfarlig kriminalitet.

Er LTF en ulovlig forening?

LTF blev kendt ulovlig af Københavns Politi ved et straksforbud 4.september 2018, men i sidste ende var forbuddet alene en forløber for en egentlig retssag, der begyndte i Københavns Byret tilbage i februar.

Forbuddet betyder, at det er forbudt at videreføre LTF, som det hedder. Det gælder for eksempel brug af rygmærker og andre LTF-kendetegn i det offentlige rum.

Retssagen har handlet om hvorvidt LTF er en ulovlig forening, der er omfattet af Grundlovens paragraf 78 stk 2:

Foreninger, der virker ved eller søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom.

Hverken anklagemyndigheden eller politiet har ønsket at sætte tal på grupperingens nuværende størrelse eller udbredelse, der ifølge TV 2s oplysninger er koncentreret omkring Blågårds Plads på Nørrebro og i Storkøbenhavn

Sagen er historisk, fordi sagen mod LTF er den første sag i dansk retshistorie, hvor domstolene har skullet tage stilling til, om en kriminel bande kan opløses.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik