Borgmestre venter øget arbejdspres med genåbning: Der er en regning, der skal betales

Borgmestrene i Greve er især bekymrede for børn og unge, der har haft det svært under nedlukningen af samfundet som følge af coronakrisen.

Coronakrisen har det seneste års tid vendt op og ned på det danske samfund.

Den omfattende nedlukning af Danmark betyder, at omfanget af arbejdsopgaverne i landets 98 kommuner bliver større eller meget større, når samfundet genåbner.

Det svarer 83 procent af de adspurgte borgmestre i en rundspørge udarbejdet af Kommunernes Landsforening (KL).

Resultatet kommer forud for KL's kommunalpolitiske topmøde, der torsdag bliver afviklet som et virtuelt møde på grund af coronapandemien.

quote Vi ved, at nogle af vores unge mennesker har det rigtigt svært

Pernille Beckmann (V)

Stort efterslæb i kommunerne

Det er især på områder som folkeskole, udsatte børn og unge samt beskæftigelsesindsatsen, hvor det ifølge de 58 borgmestre, der har svaret på rundspørgen, kommer til at kræve en ekstra indsats for at indhente det forsømte.

- Der er et stort efterslæb, fordi nogle serviceområder har været lukket helt eller delvist ned. Det betyder, at vi skal bruge mange kræfter på at indhente det tabte, siger formanden for KL, Jacob Bundsgaard (S).

I Greve Kommune er det især beskæftigelsen, som bekymrer borgmester Pernille Beckmann (V).

Det siger hun til TV 2.

- Det bekymrer mig, om de borgere, der har mistet deres arbejde, kan komme tilbage i beskæftigelse. Vi har set, at der kommer en bølge af konkurser. Det bekymrer mig meget, siger Venstre-borgmesteren.

Unge er en stor bekymring

Pernille Beckmann er samtidig betænkelig om børnene i Greve Kommune. For flere børn og unge har været hårdt ramt i løbet af den omfattende nedlukning.

- Vi ved ikke rigtig, hvad vi får tilbage. Vi ved, at nogle af vores unge mennesker har det rigtigt svært. Det kan lærerne se, når de har dem på skærmen, siger Pernille Beckmann.

Torsdagens virtuelle topmøde vil særlig have fokus på, hvordan kommunerne kan bidrage til at løse de væsentlige samfundsudfordringer, der presser sig på efter coronakrisen.

Men den delvise nedlukning af samfundet har kostet dyrt i kommunekasserne landet over, og ifølge Odense-borgmester Peter Rahbæk Juel vil efterslæbet på velfærdsopgaver føre til ekstra udgifter for kommunerne.

quote Der er ingen tvivl om, at der er en regning, der skal betales

Professor Kurt Houlberg

KL-formand Jacob Bundsgaard vil dog ikke på forhånd afsløre, hvor mange ekstra penge han vil kræve ved forhandlingsbordet over for regeringen.

- Vi rejser problemstillingen, og så håber vi, at vi kan lande en aftale, der giver et samlet løft til kommunernes økonomi, siger han.

Ifølge professor Kurt Houlberg fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (VIVE) er det uundgåeligt, at coronakrisen efterlader en ekstraregning til landets 98 kommuner. Men hvor stor, den ender med at blive, er ikke til at sige på nuværende tidspunkt.

- Der er ingen tvivl om, at der er en regning, der skal betales. Det kan være til borgere, der som følge af nedlukningen og coronakrisen har problemer med trivsel, sundhed eller beskæftigelse, siger Kurt Houlberg.

Mens kommunerne altså venter øget arbejdspres efter genåbning, kan flere kommuner i hovedstadsområdet glæde sig over et fald i sygefraværet i coronaåret 2020. Det viser en ny rundspørge, TV 2 Lorry har foretaget.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik