Boligkøbere sagsøger bygherre: Vores lejligheder er for små

Boligkøbere mener, at bygherren NPV har fejet oplysninger under gulvtæppet. Nu går 30 lejlighedsejere sammen om søgsmål.

En lille million. Så meget mener Glenn Rossen, at han er blevet snydt for af bygherren NPV.

I 2015 købte han en projektlejlighed i det nye boligområde Engholmene på Enghave Brygge i København. I købsmaterialet stod der, at lejligheden var en treværelses på 100 kvadratmeter til godt 48.000 kroner per kvadratmeter - omkring fem millioner kroner.

Men efter at være flyttet ind i lejligheden fandt Glenn Rossen ud af, at hans lejlighed ikke er mere end 79,5 kvadratmeter – i hvert fald når man måler gulvarealet. Altså omkring 20 procent mindre end det kvadratmeterantal, han havde forventet.

- Jeg troede, jeg købte en lejlighed på 100 kvadratmeter. Ifølge salgsopstillingen var det nemlig lejlighedens størrelse, men det viste sig altså ikke at være korrekt, siger Glenn Rossen til TV 2.

Styr på begreberne

Og Glenn Rossen er ikke nogen novice inden for køb af projektboliger. Tidligere har han købt både bolig og sommerhus som projektbyggeri. Derfor mente han, at han havde styr på begreberne, når det kom til boligers størrelse. Men åbenbart ikke i dette tilfælde.

Ifølge NPV’s salgsbrochure var ”alle rumarealer på plantegningen angivet som nettoarealer, det vil sige med andel af vægge”.

- Men købsaftalen opererede også med et begreb, der hed beboelsesareal, på 100 kvadratmeter, og det tolkede jeg helt klart som den størrelse, lejligheden reelt har indenfor, siger Glenn Rossen.

Rossen havde også flere gange rykket NPV for at få tilsendt plantegningerne for hans lejlighed - dog uden held. Da han kontaktede Københavns Kommune for at få udleveret byggesagen for Engholmene, viste NPV's plantegninger, at de indvendige mål ganske rigtigt gav en lejlighed på 79,5 kvadratmeter.

Plantegningerne var blevet indleveret til kommunen i 2014 - altså et år før Glenn Rossen købte lejligheden.

- Jeg føler, at NPV har fejet informationerne om lejlighedens reelle størrelse ind under gulvtæppet. De kunne bare have oplyst det egentlige boligareal, og så havde man haft det at forholde sig til, siger Glenn Rossen.

Størrelsen på lejlighederne er ikke et eneste, køberne af lejlighederne føler sig snydt over. I foråret besøgte TV 2 Lorry beboere, der var lovet udsigt til kanaler og havkig, men i stedet har fået skue over byggeplads. Se mere i indslaget herunder:

Skuffede beboere skal vente i årevis på at få den lovede udsigt

Flere beboere føler sig snydt

Glenn Rossen er ikke den eneste beboer i Engholmene, der føler sig snydt. Omkring 30 lejlighedsejere er så trætte af, at de har købt mindre lejligheder, end de mente, de var blevet stillet i udsigt, at de er gået sammen i et kollektivt søgsmål mod NPV.

Også forbrugerombudsmanden har vurderet, at bygherren vildledte køberne. Og det på trods af at NPV, som tidligere nævnt, nederst på siden med små bogstaver havde angivet, at ”alle rumarealer på plantegningen er angivet som nettoarealer, det vil sige med andel af vægge".

Ifølge Forbrugerombudsmanden var teksten nemlig vildledende, fordi den gennemsnitlige forbruger opfatter nettoareal som udtryk for gulvarealet og altså ikke inklusive vægge.

Forbrugerombudsmanden anmeldte derfor NPV til politiet, men på grund af en forældelsesfrist på to år var forholdene forældede, og derfor blev anmeldelsen trukket tilbage.

Bygherre afviser kritik

NPV afviser fuldstændig kritikken over for Berlingske.

Direktør for NPV Jens Schaumann siger til avisen:

- Når du handler med fast ejendom, så har du to begreber. Det ene er tinglyst areal, det andet bbr-areal. De skal fremgå af købsaftalen. Det gør de, og de arealer, der fremgår af købsaftalen, er de arealer, som Rossen og de andre har fået.

Ifølge direktøren er nettoarealet det samme som tinglyst areal.

- Du kan ikke som køber forvente, at du ikke skal betale for de arealer, der beslaglægges af vægge og andet. Når du måler dit gulv, er det ikke det samme areal som i købsaftalen. Men det er der ikke noget mærkeligt i. Hvem skulle ellers betale? siger han til Berlingske.

Opfattelser af begreber kan variere

TV 2 har talt med landinspektør Olaf Nielsen fra firmaet LIFA. Han har intet med sagen at gøre, men han vurderer, at meget tyder på, at sagen bunder i begrebsforvirring og dårlig kommunikation.

- Når vi som landinspektører måler boliger op, så regner vi nettoarealet ud med både gulve og vægge, sådan som man også har gjort her. Andre regner kun gulvarealet med, så opfattelserne af nettoarealer kan variere. Derfor gælder det om at være meget tydelig i sin kommunikation om, hvad begreber som nettoareal dækker over.

Selvom Glenn Rossen er endt med en noget mindre lejlighed end den, han mener at have betalt for, har han ikke tænkt sig at flytte.

- Jeg købte lejligheden, fordi jeg gerne ville bo i byen, men samtidig være tæt på naturen – og det er jeg kommet. Men jeg håber, at søgsmålet ender ud i, at jeg får en kompensation for det plads, som NPV har snydt mig for.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik