Bilisterne gider den ikke - men minister tror stadig på milliarddyr bro

Bilisterne nøler med at køre over Kronprinsesse Marys bro over Roskilde Fjord, men idéen om brugerbetaling har stadig gang på jord.

Der skulle have været mere end fire gange så meget trafik. Men facit er, at kun 3.000 biler i døgnet vælger at tage turen over Kronprinsesse Marys Bro ved Roskilde Fjord syd for Frederikssund.

- Det er sådan set, hvad vi har sagt hele tiden. Folk vil ikke betale, og man kommer aldrig op på alle de biler, man havde regnet med, siger Kenneth Jensen, der er socialdemokratiske byrådsmedlem i Frederikssund Kommune og initiativtager til borgergruppen 'Broafgift nej tak', til TV 2.

Han bakkes op af borgmester John Schmidt Andersen (V).

- Jeg ærgrer mig over, at det er en betalingsløsning, men fortryder ikke beslutningen om at bygge broen, siger han.

Den nye bro, der blev indviet 28. september, har kostet 1,7 milliarder kroner. De penge skulle over tid komme retur via betaling på henholdvis 14 kroner per personbil og 41 kroner per lastbil.

Til gengæld for betalingen ville trafikanterne slippe for de flaskehalsproblemer og trafikkøer, der i årevis har været forbundet med den 80 år gamle Kronprins Frederiks Bro. For at mindske flaskehalsproblemerne yderligere er lastbiler forvist fra Kronprins Frederiks Bro til Kronprinsesse Marys Bro.

For tidligt at drage nogen konklusion

Transportminister Benny Engelbrecht (S) afviser, at den nyåbnede bro kan stemples som en fiasko.

- Det tager normalt mellem to og fire år, inden man får den trafikmængde, som bliver den permanente, så det er alt for tidligt at drage nogen konklusion endnu, siger Engelbrecht til TV 2.

Selv om betalingsvilligheden fra bilisternes side ser ud til at være meget nølende, har Benny Engelbrecht ikke mistet modet i forhold til lignende løsninger.

- Det kunne være betaling på en fast forbindelse over Kattegat. Der er også overvejelser på en østlig ringvej i hovedstadsområdet, siger trafikministeren.

Ifølge Vejdirektoratet lyder prognosen, at 12.000 trafikanter dagligt skal passere broen inden for en årrække.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik