Barneliget i Glostrup: Nu er efterlyst kvinde identificeret

Politiet har identificeret en kvinde, som de mener er mor til det barnelig, der blev fundet i Glostrup i oktober.

Politiet har konstateret, at det barnelig, der blev fundet den 16. oktober ved Brinken 5 i Glostrup, var et drengebarn.

Det fortæller efterforskningsleder fra Københavns Vestegns Politi Ole Nielsen til TV 2 tirsdag.

Efterforskningen og de mange henvendelser, politiet har fået, siden Station 2 Efterlyst bragte efterlysningen den 19. oktober, har muligvis også fået politiet et skridt tættere på, hvem moren til barnet er.

Der er ifølge politiet tale om en rumænsk kvinde, som har opholdt sig i Danmark på tidspunktet for barnets død, fortæller Ole Nielsen.

Har bedt rumænske myndigheder om hjælp

Politiet kender navnet på kvinden, men har ikke endnu ikke med sikkerhed kunnet konstatere, om det er moren. De skal bruge kvindens dna for at se, om det matcher med barnet. Kvindens dna er dog ikke registeret i Danmark.

Men det er det måske i Rumænien.

Her blev det lille barnelig fundet gravet ned i jorden indpakket i en rød Nike-trøje.
Her blev det lille barnelig fundet gravet ned i jorden indpakket i en rød Nike-trøje.
Foto: Station 2 Efterlyst

Københavns Vestegns Politi har derfor sendt en forespørgsel til de rumænske myndigheder gennem Interpol, så politiet kan sammenholde kvindes dna med barneligets dna.

- Vi har bedt de rumænske myndigheder om hjælp til at identificere kvinden, siger Ole Nielsen til TV 2 tirsdag og fortsætter:

- Jeg har netop for en time siden sendt anmodningen afsted.

Efterforskningslederen forventer at få et svar fra de rumænske myndigheder i løbet af de næste par dage.

Kender stadig ikke dødsårsagen

Barneliget blev for en måned siden fundet af nogle håndværkere, der opdagede en rød trøje stikke op af jorden.

Da de kiggede nærmere, kunne de se, at der lå et barnelig inde i trøjen.

Undersøgelser af liget viste, at der var tale om et helt nyfødt barn, der højst har levet i op til to dage.

Politiet udsendte dette signalement umiddelbart efter fundet af barneliget.
Politiet udsendte dette signalement umiddelbart efter fundet af barneliget.
Foto: Station 2 Efterlyst

Politiet mener dog, at barnet havde ligget i jorden i et par uger, og at det muligvis var en hund eller et andet dyr, der havde gravet det op af jorden.

Politiet kan stadig ikke sige, hvordan barnet døde.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik