Bandeleder smides ud af Danmark

Topfigur i banden Brothas bliver udvist for bestandig efter 18 års kriminel løbebane.

To års fængsel og udvisning af Danmark for bestandig. Mohammed El Doutti, der i en årrække har været kendt som en ledende skikkelse i banden Brothas, skal udvises til sit hjemland Marokko.

Det besluttede Østre Landsret torsdag, efter at Mohammed El Doutti blev dømt for våbenbesiddelse. 

Dermed slutter en kriminel løbebane, som startede, da Mohammed El Addouti som 15-årig modtog sin første dom for røveri, og som siden har bragt ham til tops i hierarkiet i den københavnske bande Brothas, som Mohammed El Doutti flere gange har optrådt som talsmand for.

Stærkt signal

- Det er et stærkt signal, retten i dag sender, siger statsadvokat Andreas Kjærulff.

- Vi taler om et toneangivende medlem i Brothas og en af de vigtigste deltagere i sidste års bandekrig, så alene af den grund er der grund til at være tilfredse med dommen, siger Andreas Kjærulff. 

Mohammed El Doutti var flere gange i løbet af den bandekrig, som rasede i København i fjor, ved at miste livet. Blandt andet blev han ramt af en kugle i forbindelse med et af de mest spektakulære skyderier under bandekrigen, som kostede et andet ledende Brothas-medlem livet den 31. oktober sidste år.

Frikendt i byretten

Mohammed El Doutti blev frikendt i byretten, men i landsretten så nævningene anderledes på sagen og besluttede at sende Mohammed El Doutti ud af landet, inden otte bevæbnede betjente førte ham tilbage til cellen. 

- Vi er uenige i, at betingelserne for en ubetinget udvisning er opfyldt, siger forsvarsadvokat Anders Schønnemann Olesen, som nu vil forsøge at indbringe sagen for højesteret.

- Den praksisændring, denne dom er udtryk for, fortjener at blive set på af Højesteret, siger han. 

Siden Mohammed El Doutti modtog sin første dom, har han tilbragt mere end otte år i fængsel for en lang række forskellige kriminelle forhold. Dommen torsdag var hans tredje for ulovlig våbenbesiddelse, men tidligere domme har blandt andet været for røveri, vold, hæleri og narkotikabesiddelse. 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik