Bamser sat foran Christiansborg med krav om minimumsnormeringer

Samtidig med demonstrationen kræver Radikale Venstre nu, at alle voksne i vuggestuer og børnehaver skal være uddannede.

Taktfaste slagord og vejrende skilte var til en demonstration lørdag skiftet ud med bløde bamser på brostenene foran Christiansborg.

For demonstranterne er i skyggen af coronapandemien blevet hjemme og har sendt stedfortrædende tøjdyr afsted til København eller til lokale rådhus rundt omkring i landet.

Der var dog også menneskestemmer fra foreningen #HvorErDerEnVoksen fordelt på slotspladsen foran folketinget – blandt andet for at opstille tøjdyrene og for at livestreame aktionerne til bamsernes tidligere ejere.

Foreningens hovedkrav er, at der skal være tre voksne per barn i vuggestuen, og seks voksne per barn i børnehaven.

- Når politikerne lover os minimumsnormeringer på lokalt plan lige nu, så er det løgn, for det er papirsnormeringer, og det kommer ikke til at kunne mærkes ude på stuen, siger talsperson for foreningen Marie Blønd.

Bamsedemonstration ved Christiansborg.
Bamsedemonstration ved Christiansborg.
Foto: TV 2

Håbet for foreningen er, at politikerne lægger mærke til, hvor mange forældre, der har sendt en bamse afsted for at vise deres utilfredshed med den nuværende situation. Og samtidig har det i tankerne ved de kommende finanslovsforhandlinger.

Foreningen blev dannet i 2019 af forældre i protest mod de vilkår, som de mener børn og pædagoger mødes med i vuggestuer og børnehaver. Flere gange siden har medlemmer demonstreret for at opnå minimumsnormeringer.

Radikale Venstre med nyt krav

På den anden side af Christiansborgs mure er det også børneområdet, der er med til at præge partiernes politik.

På Radikale Venstres kontorer er meldingen, at demonstrationens krav om minimumsnormeringer ikke er nok til at løse institutionernes udfordringer. Partiet kræver i stedet nu, at det skal være uddannede pædagoger, der passer børnene.

Radikale Venstre vil derfor gå til finanslovsforhandlingerne med et krav om, at alle voksne i vuggestuer og børnehaver skal være uddannet, når der er gået 10 år.

I dag er det i gennemsnit lidt over halvdelen af pædagogerne, der er uddannet. Partiet har sat et delmål om, at 75 procent har en uddannelse inden for fem år.

- Det skal være de medhjælpere, som er i vores institutioner, som vi skal uddanne. For der går ikke bare titusindvis af pædagoger rundt derude, som vi bare kan hive ind. Så vi skal have oprettet uddannelsesstillinger, hvor pædagogmedhjælpere kan arbejde noget af tiden og tilbringe noget af tiden på skolebænken. Og det skal prioriteres politisk, siger børneordfører for Radikale Venstre, Lotte Rod.

I partiets optik kan et krav om minimumsnormeringer betyde, at det kun kommer til at handle om antallet af vokse og ikke hvor mange, der er uddannede.

De Konservatives børneordfører, Brigitte Klintskov Jerkel, mener dog, at sådan et krav om uddannelse i stedet vil låse de enkelte institutioner. Og samtidig underkende de pædagogmedhjælpere, der har været ansat i en årrække.

Forforbund er positivt stemt

Formanden for pædagogernes fagforbund BUPL Elisa Rimpler er positivt stemt over for udmeldingen fra de radikale.

- Vi mener, at alle børn har krav på, at dem, der er sammen med dem, ved hvad det handler om. Og det er komplekst at stå med store børnegrupper hver dag og stå for deres udvikling, siger hun.

Hun mener, at der samtidig er brug for at understøtte de medhjælpere, der i dag arbejder ude i institutionerne, så det faglige niveau kan løftes.

Talsperson Marie Blønd fra dagens bamsedemonstration mener, at problemet forsøges løst den forkerte vej rundt, og bamsernes budskab er derfor et andet.

For foreningen #HvorErDerEnVoksen er det vigtigste, at der skal sikres minimumnormeringer – og først derefter giver det for dem mening at diskutere uddannelsesniveau hos de enkelte voksne.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik