Amsterdam har sat en stopper for ’spøgelsesbutikker’ – nu dukker de op i København

De omdiskuterede 'dark stores' er blevet sat på hold i Amsterdam. Nu dukker de op i Danmark.

På Enghavevej på Vesterbro i København ligger caféer, spillesteder og barer side om side med supermarkeder og møbelforretninger.

De mange butikker og serveringssteder medvirker til, at gaden på de fleste tidspunkter af døgnet myldrer af liv.

Men én butiksfacade på vejen bliver blot passeret af områdets beboere.

quote Der bliver meget kedeligt.

Line Barfod (Ø), teknik- og miljøborgmester i København

I Wolt Markets lokaler har kunderne nemlig ikke fysisk adgang til de dagligvarer, der sælges i butikken.

Vinduerne på den såkaldte dark store, hvor kunder kan bestille dagligvarer til hurtig levering fra Wolt-appen, er dækket af lyseblåt plastik. Fra gaden er det ikke muligt at se meget af, hvad der foregår i butikken.

Og det er et problem, mener Thomas Egholm, der er formand for Vesterbro Lokaludvalg.

- Her bliver helt dødt. Det liv, der burde være sådan et sted her, forsvinder jo. Derfor synes jeg ikke, at det er en god idé på den måde at lave butikslokaler om, siger han til TV 2 om konceptet.

En af Wolts dark stores ligger ud til den meget befærdede Enghavevej i København.
En af Wolts dark stores ligger ud til den meget befærdede Enghavevej i København.
Foto: TV 2

Lukkede facader

I øjeblikket har Wolt otte dark stores i Danmark, og den tyske konkurrent, Gorillas, har syv. Butikkerne ligger kun i landets store byer og primært i København.

Konceptet for alle butikkerne er det samme: Bestil dagligvarer på telefonen, og få dem leveret til hoveddøren med det samme. Gorillas lover endda at gøre det ”på få minutter”.

Af samme årsag bliver butikkerne nødt til at være placeret centralt, så budene hurtigt kan nå ud til kunderne.

Medarbejdere hos Gorillas pakker dagligvarerne til kunderne, der ikke er velkomne i butikken.
Medarbejdere hos Gorillas pakker dagligvarerne til kunderne, der ikke er velkomne i butikken.
Foto: TV 2

Enhedslistens Line Barfod, der er teknik- og miljøborgmester i København, er enig med Thomas Egholm i, at de lukkede butikslokaler er problematiske.

- Der bliver meget kedeligt. Vi vil gerne have nogle stueetager i gaderne, hvor der er udadvendte aktiviteter, så det er et levende byrum, man går i, og ikke kun lukkede facader, siger hun.

Samtidig peger hun på en anden udfordring ved de aflukkede butikslokaler.

- Det resulterer i mange scootere og biler, der kører frem og tilbage, ofte på steder, der ikke rigtig er beregnet til, at der skal være trafik til og fra, siger hun.

Mikkel Freiesleben, der er direktør for Wolt Market Denmark, kan sagtens forstå kritikken.

- Det er jo ikke nødvendigvis de her steder, vi skal ligge. Men vi vil gerne ligge tæt på vores kunder, og vi har gjort, hvad vi kunne for at holde os inden for den eksisterende lokalplan, siger han til TV 2.

Amsterdam lægger låg på

Selvom dark store-konceptet endnu ikke er specielt udbredt i Danmark, er det populært i USA og andre europæiske lande.

Også her kan man få øje på problemerne med butikkerne. I Amsterdam er problemet blevet så stort, at man har besluttet at lægge låg på antallet af dark stores, der må være i byen.

Indtil videre må der ikke være flere end 50 af de lukkede butikker i den hollandske hovedstad, før myndighederne har haft mulighed for at undersøge, hvordan og hvorledes dark store-butikkerne skal placeres på dagligvaremarkedet.

Mikkel Freiesleben vil gerne undgå, at det samme tiltag bliver nødvendigt herhjemme.

- Vi har ikke det endelige koncept endnu, og vi er ved at udvikle det sammen med nogle af vores konkurrenter. Hvor det ender, ved jeg ikke endnu. Jeg tænker, at det er et godt tidspunkt at tage dialogen her i København, hvor vi ikke endnu er på niveau med Amsterdam, siger han.

Den øgede trafik omkring butikkerne kan også blive et problem, påpeger Københavns teknik- og miljøborgmester, Line Barfod (Ø)
Den øgede trafik omkring butikkerne kan også blive et problem, påpeger Københavns teknik- og miljøborgmester, Line Barfod (Ø)
Foto: TV 2

Mørklagte butikker og spøgelseskøkkener

Et koncept, der minder om dark stores, har tidligere været omdiskuteret herhjemme.

Fagbladet 3F beskrev i marts sidste år de såkaldte spøgelseskøkkener, der hastigt vinder frem i udlandet.

I disse køkkener er spisende gæster ikke velkomne – heller ikke til at afhente mad, de har bestilt. Til gengæld produceres takeaway i et hastigt tempo, hvorefter den bringes ud af cykelbude.

I Danmark er det kun virksomheden Curb, der befinder sig på markedet for spøgelseskøkkener – i tæt samarbejde med Wolt.

Restauranternes brancheforening Horesta har tidligere kritiseret Curb og Wolt for at skabe unfair konkurrence.

- Restauranter, der også satser på takeaway, kan få det svært, fordi spøgelseskøkkener kan lave maden hurtigere og billigere på grund af stordriftsfordele. Budene skal heller ikke vente lige så længe, og derfor kan platformene vælge at prioritere deres bestillinger, hvilket kan betyde unfair konkurrenceforhold, sagde Nadeem Wasi, medlemschef for Horesta, til Fagbladet 3F dengang.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik