Alkoholforbud til introfester kan lokke flere til puttefest i Dyrehaven, siger elever

Et nyligt forslag om et forbud mod alkohol til introfester på gymnasierne vil få flere til at feste i parker, mener sammenslutning for gymnasieelever.

Når tusindvis af unge fra gymnasier i hovedstadsområdet indtager Ulvedalene i Jægersborg Dyrehave fredag til den såkaldte “puttefest”, bliver det med forventningen om en stor tilslutning.

Det skyldes blandt andet, at flere gymnasier holder alkoholfrie introfester for skolens nye elever, og det er ikke noget, der falder i god jord hos gymnasieelever.

Det siger forkvinden for Danske Gymnasieelevernes Sammenslutning, Madeleine Steenberg Williams.

Hun forventer således, at der vil komme flere unge i Dyrehaven i år end tidligere år, fordi de unge vil vælge den alkoholfrie gymnasiefest fra og tage til de i forvejen populære fester i Dyrehaven eller andre parker.

- Det betyder mere utrygge fester, end hvis det havde foregået på skolerne med alkohol. Det er ærgerligt, at skolen ikke faciliterer festen, siger Madeleine Steenberg Williams til TV 2.

Tidligere år har der været op mod 10.000 unge samlet i Dyrehaven. Sidste år deltog omkring 5000. Det er også forventningen, at der bliver arrangeret selvbestaltede introfester i Fælledparken og Kongens Have i København.

- Unge stopper ikke med at drikke

Forkvinden fortæller, at hun har været i kontakt med unge fra tre forskellige gymnasier, der har sagt, at de ikke vil komme til de planlagte introfester på gymnasierne, fordi de ikke tillader alkohol.

Tidligere denne måned sendte Sundhedsstyrelsen et brev til rektorer på landets gymnasier og erhvervsskoler, hvor styrelsen opfordrede til, at skolerne droppede alkohol fra skolestart og frem til efterårsferien, så nye elever kan lære hinanden at kende, uden at alkohol spiller ind.

Brevet kom i kølvandet på styrelsens nye anbefalinger om, at unge under 18 år slet ikke bør drikke alkohol, fordi det skader hjernens udvikling og evne til at lære, planlægge og huske.

Der er ikke et krav om alkoholforbud, men flere gymnasier har ifølge Madeleine Steenberg Williams alligevel valgt at indføre det. Og det er ifølge hende ikke den rette vej at gå.

- Unge stopper ikke med at drikke med et alkoholforbud. Når man bliver 16 år, må man købe alkohol, og folk har måske allerede skabt en vane med at drikke til fester, inden de starter i gymnasiet, siger Madeleine Steenberg Williams.

I stedet ser hun gerne, at der bliver skabt en god festkultur, hvor alkohol ikke er centralt, men et tilvalg.

Bragende vejr venter gymnasieeleverne

Gymnasieeleverne vil dog ikke være uden voksne til “puttefesten” i Dyrehaven.

Blandt andet vil Natteravnene igen i år være til stede i Dyrehaven med omkring 60 frivillige.

Jakob Møller Bové, kommunikationskonsulent i Natteravnene, tør ikke at give et bud på, hvor mange man forventer deltager i arrangementet i Dyrehaven.

Men han siger, at vejret nok ikke kommer til at afskrække de unge.

- Det bliver sindssygt varmt, og det kommer også til at karakterisere vores arbejde i Dyrehaven. Vi kommer til at dele 6000 flasker vand ud, da mange nok kommer til at være i underskud af vand, når de drikker alkohol, siger Jakob Møller Bové.

Fakta: Den traditionsrige puttefest

Udover dehydrering forventer han også, at mange skal behandles for bistik, da bierne vil tiltrækkes af de søde alkoholiske drikke.

Nordsjællands Politi vil også være til stede i Dyrehaven. Men i hvilket omfang kan politiet ikke oplyse torsdag aften.

Derudover har Røde Kors tidligere været til stede med samaritter samt SSP København.

“Puttefesterne” har tidligere år skabt travlhed hos især samaritterne. I 2016 endte festlighederne med, at 180 unge var forbi samaritterne, 14 blev kørt på hospitalet efter at have drukket for meget alkohol eller taget stoffer, og én gymnasieelev var i livsfare med en promille på 4,0.

Sidste år var 92 unge forbi samaritternes telte. 28 af dem blev holdt under opsyn, indtil de blev hentet.