Åbne grænser kan betyde 20.000 smittede fra Sverige

EU-kommissionens anbefaling om åbne grænser fra mandag vækker bekymring hos en speciallæge i infektionssygdomme.

Fra på mandag træder Danmark ind i en ny fase i genåbningen, når det igen bliver muligt for turister fra Island, Norge og Tyskland at spise jordbær med fløde i det danske sommerland.

Men derfra og så til at åbne grænserne til samtlige EU-medlemslande, som EU-kommissionen anbefalede torsdag, er der alligevel et spring.

Det siger Christian Wejse, speciallæge i infektionssygdomme ved Aarhus Universitet, til TV 2.

Ikke overraskende er også Sverige i sigtekornet som et af de lande, der kan ændre det danske smittebillede, hvis grænserne åbnes uforbeholdent.

- Der er rigtig mange smittede og smitsomme personer i Sverige, og det betyder, at hvis vi ukritisk åbner grænserne for tilrejsende, hjælper det ikke noget, at vi selv er ved at have epidemien under kontrol, siger Christian Wejse.

EU-kommissær anbefaler åbning

Den danske plan er for nuværende at holde grænserne for de fleste lande lukket frem til 31. august. Men Ylva Johansson, EU's svenske kommissær for indre anliggender, anbefaler i en udtalelse, at Danmark hurtigst muligt åbner i et langt bredere spektrum.

- Mit budskab er, at I skal genåbne så hurtigt som muligt. Og vi anbefaler, at I allerede gør det fra på mandag, lyder det fra Ylva Johansson, som fremhæver, at "coronasituationen i alle lande bliver bedre og bedre".

Bedre er bare ikke nødvendigvis godt nok. Eller langt fra uden risiko, lyder det fra Christian Wejse.

- Det er svært at følge opfordringen fra EU om bare at åbne grænserne, for vi risikerer at importere smitte i stor stil. Vi er nødt til at tage bestik af, at Sverige har næsten tusinde nye positive tilfælde af corona om dagen, og samtidig tester de væsentligt færre, end vi gør og har derfor større mørketal. Der er måske 20.000 smitsomme svenskere, og med åbne grænser kunne de hurtigt sætte gang i nye tilfælde herhjemme, siger Christian Wejse.

Tyskland har situationen mere under kontrol

Sverige er et af de lande i Europa, som i forhold til befolkningstal er hårdest ramt af coronavirussen. Den seneste uge har smittetallet ifølge Sundhedspolitisk Tidsskrift fem gange været på over 800 nye tilfælde dagligt.

Derfor er nabolandet hinsidan et af de lande, der vækker bekymring hos Christian Wejse.

- Tyskland har situationen meget mere under kontrol, og derfor er sandsynligheden ikke særligt stor for, at de 14.000 tilrejsende tyskere, der kommer hertil i weekenden, er smitsomme, siger Wejse og peger på Storbritannien, Rusland og Tyrkiet som lande, man også må se på med varsomhed.

Som læge anerkender Christian Wejse, at der også er samfundsmæssige og økonomiske hensyn at tage. På et eller andet tidspunkt skal grænserne åbnes, med hvad det indebærer af risiko.

- Det er relevant at åbne grænserne mere og løbende. Vi kan ikke lukke af til resten af verden. Men det er naivt at tro, at det ikke indebærer en øget smitterisiko. Det er vigtigt, at vi har en strategi i forhold til smitteopsporing, og den har vi først nu fået på plads, tre måneder inde i epidemien, siger Christian Wejse.

Også danskere, der rejser til Sverige, løber logisk nok en forhøjet risiko for at bringe smitte hjem.

For nylig blev fem personer i en 1.g-klasse fra Roskilde Katedralskole testet positive med covid-19, efter at 12 elever fra klassen i Kristi himmelfartsferien var på en fælles tur til Sverige. Det er dog uvist, om de rent faktisk blev smittet i Sverige.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik